Hersker: Prins Corcoran V af Huset Carandil.
Befolkning: 34.000 (Valmora 13.000).
Skatteindtægter: 5.200 gp.
Handel: Lokalhandel 6 Handelscentrum: Valmora 4.
Riddere: 168.
Forsvarsværker: ***

Valmora

Valmora er en af de smukkeste byer i Calantara. Kun Bergamon og Rel Astra kan måle sig med den. Klimaet er mildt og behageligt, og byen ligger særdeles malerisk omkring Sværdfiskbugtens glitrende blå vand.

I modsætning til næsten alle andre byer i Calantara, er den anlagt i sit hele – således er gaderne snorlige og husene næsten ens. De fleste er hvide med grønne tage, og har megen ornamentik med tydelig inspiration fra havet og fra fjerne himmelstrøg.

Havet er nærværende overalt i byen. Fra den store havn med dens krigsskibe, handelsfartøjer og fiskerbåde til de mange hajhoveder, søpindsvin, søstjerner, sværdfisk, konkylier, perler og hvalskeletter, man ser som udsmykning overalt i byen.

Mens Rel Astra er hektisk, er der en afslappet atmosfære i Valmora. Her er mange hyggelige torve, hvor folk ryger pibeurt. Her er også talrige gode kroer og spisehuse.Gnomer kalder byen Falmora, mens den i Calimshan er kendt som Valmuhâr.

Valmora er grundlagt som havn for krigsskibe, og det præger byen. Skiftende grever har gjort meget for at styrke flåden og dens mandskab. På en ø i bugten har orlogsflåden sin base, og hele den nordlige del af byen er helliget søfart. her finder man blandt andet et skibshospital, et sømandshjem, en søfartsskole, og det berømte Kartografernes Gilde.

Personer

Grev Corcoran Carandil af Valmora er en af de mest magtfulde grever i Calantara. Valmora er næst efter Rel Astra den største og rigeste by langs kysten, og Valmora har også herredømme over Kiramar. Greven har en betydelig hær og flåde. Imidlertid er der mange trusler, og i Ungor har pirater slået sig ned og hærger de omgivende farvande.

Historie

Længe var der ingen havnebyer langs Calantaras kyster. Ganske vist lå her nogle fiskerlejer, men fiskerne slæbte deres både op på stranden og havde ikke brug for havne. Ellers ernærede kystfolket sig af fåreavl og landbrug i de små landsbyer, der lå omkring en række mindre borge og klostre hele vejen op langs kysten.,

Dette ændrede sig i DR686, da kystens mægtigste borgherre, Ridder Corcoran af Caran­dor, ægtede Prinsesse Ariana, som var datter af Kong Coranor II. af Shanara. Corcoran følte ikke, han kunne byde kongedatteren at bo på den gamle trange borg i Carandor og grundlagde derfor det pragtfulde Hvide Slot i det nuværende Valmora nær Val-flodens munding.

Corcoran deltog sammen med kongen i Dragekrigene i nord, og da de sejrrigt vende hjem i DR690 opdagede de, at Castamirs slægt havde underlagt sig store dele af Shanara understøttet af herskerne i Calimshan og Amn.

For at komme disse sidste til livs, krævede det en flåde, og kongen bød derfor Corcoran at anlægge en havneby og skabe en flåde.

Corcoran anlagde straks Valmora (oeridisk ”Sværdfiskbugten”) omkring Det Hvide Slot og gav den en mægtig krigshavn. Herfra sejlede de oeridiske flåder ud, og Corcoran besejrede i DR693 sønderlændingene i et stort søslag ved Lyrantha, der i høj grad afgjorde kirgens udfald. Corcoran blev gjort til greve over hele kystlandet og hans hus fik navnet Carandil – ”Kaptajnens slægt”.

Efterhånden kom andre havnebyer til – Kiramar, Marshant, Salatara og Ungor, men så længe Shanara bestod, var Valmora base for kongernes flåder og uden sammenligning Calantaras vigtigste havneby. Herfra sejlede skibe til alle havne omkring Smaragdhavet, og hjembragte forunderlige og eksotiske varer.

Da Shanaras borgerkrige og opløsning begyndte i 800-tallet, påvirkede det i lang tid ikke Valmora. Kampene stod andre steder, og Huset Carandil balancerede mellem loyalitet overfor den gale Kong Ividor og sympati med oprørerne i Ernil, Medegia og andre steder.

Først da riget gik helt i opløsning, ramte det for alvor byen, og den blev reduceret til en søvnig havneby. Man holdt sig for sig selv og blandede sig ikke i storpolitiske anliggender. En undtagelse var Kong Valerians korstog i DR929, som mange af Valmoras fromme riddere følte sig kaldet til at deltage i.

I mere end 100 år derefter holdt Valmora sig for selv selv, og havde mest fokus på sin rivalisering med Rel Astra, som voksede sig stadigt stærkere og til stadighed tiltuskede sig mere af Valmoras handel. Til søs kom det til en række bataljer mellem Calantaras to eneste flådemagter.

De blev dog forsonet i anden halvdel af 1000-tallet, da Calantaras kyster blev hærget af nogle grufulde pirater, der blev kaldet Lunarerne. De var nogle stærke mørklødede bæster, der plyndrede og afbrændte store dele af kystlandet. Derfor indgik Grev Ekthalyan af Valmora Søforbundet sammen med Rel Astra, Højkongen og Kongen af Tågeøerne, og dette forbund knuste i DR1074 Lunarernes flåde i et stort sø­slag ved Sheldomars Munding.

Mens resten af Calantara var plaget af ufred og opløsning, forsvarede greverne af Valmora dygtigt deres land. I DR1207 besejrede Grev Haradan IV således en hær af kentaurer, som forsøgte at invadere kystlandet.

Imidlertid kom opløsningen også til Valmora. Det var gået tilbage med sammenholdet i Huset Carandil, og den sympatiske, men konfliktsky Grev Corcoran IV besluttede at dele sit rige. Ved hans død i DR1266 fik hans bror Saragorn, hans yngste søn Kiramar. Den ældste beholdt kun Valmora og de omkringliggende lener. Dermed var Valmoras betydning mindre end nogensinde før. Byen var centrum i et forholdsvis beskedent grevskab, og hvad handel angik var den forlængst blevet sejlet agterud af Rel Astra. Samtidig begyndte pirater igen at hærge langs kysterne.