Den store højslette strækker sig mange mil nord for De Hvide Bjerge. De fleste steder møder den lavlandet via stejle klippeskrænter eller svimlende vandfald. De veje, der går fra lavlandet til højlandet, består af hårnålesving eller stejle trappetrin, som er umulige for kærrer og vogne at passere. Derfor anvendes gerne muldyr og pakæsler. Calantaras højland er berømt viden om for sit fantastiske blomsterflor og de mange sjældne plamter og urter, der vokser her.

Anatharon

Denne eng ved Taran-søens østlige bred var i århundreder hjemsted for Raos prægtige tempel ledet af Patriarken af Tara. Imidlertid lod Ividor den Gale præsterne dræbe og templet jævne med jorden. På sælsom vis føles det stadig som om man betræder hellig jord i Anatharon, og det gamle alter står her stadig. Her knælede jeg i bøn til Østens Herre.

Anatharon ligger i Erath, som engang blev kaldt ”Calantaras have” og var en meget smuk egn med tusinder vilde blomster. Idag er her kun ruiner og ødemark. Egnen siges at være hjemsøgt, og Eraths Skove er ikke et sted, folk frivilligt begiver sig ind i. Jeg havde i hvert fald en følelse af fare, da jeg drog forbi.

I DR1357 udsendte Patriarken af Garathanon en gruppe præster ledet af biskop Sergion til at genopføre templet. Arbejdet gik i gang med støtte fra Bergamon, Velmora og Ernil, men ukendte gerningsmand overfaldt stedet og udslettede præsterne og soldaterne.

Shantilar

En stor åben handelsby ved bredden af Toraegil. Fra gammel tid har her været en by ved navn Shantilar, men ”gamle Shantilar” blev ødelagt i borgerkrigene, og den nye by ligger nu adskillige timers rejser længere vestpå. Ny Shantilar er en by i vækst på grund af sine dygtige købmænd og fordi byens regenter tillader alt, men samtidig holder justits og orden. Byen regeres af rådsfruen Rhessajan og rådmændene Burdan, Dheklun og Phantar. Byen er også hjemsted for mange lejesoldater, især det berømte kompagni De Røde Skjolde. Det var ikke en by, der tiltalte mig, og jeg drog hurtigt herfra. Den er sikkert tiltalende for eventyrere og lejesoldater.

Befolkning: 4.800. Skatteindtægter: 960 gp. Handel: Lokalhandel 3 Handelscentrum: 1. Forsvarsværker: Ingen.

Taras ruiner

Sagaen om Tara er så velkendt, at jeg her vil nøjes med et kort omrids. På sin udforskning af Calantara opdagede Kong Anarion en smuk afskærmet dal med et mageløst blomsterflor. Ved bredderne af Tara-søen, anlagde han her sin kongsgård i starten af 300-tallet. Under krigene mod Wog Mur, anlagde hans søn Anarion II. en fæstning og en by, for stedet lå strategisk godt på grænsen mellem bjergene og lavlandet.

I århundreder var Tara Shanaras hovedstad og en af de rigeste og smukkeste byer i Højriget, navnkundig for sine skjalde, vismænd, ædle riddere, smukke møer og tusinder blomstrende haver. I dag er her kun støv og aske tilbage. Ividor den Gale lod byen afbrænde for næsten 500 år siden.

Jeg ville for alt i verden have besøgt Tara og forsøgte at finde rejsefæller. Men selv i Rel Asrra var ingen villige til det, i hvert ikke for det, jeg kunne tilbyde. I Bergamon fik jeg forklaringen.

De Hvide Fruer i Bergamon har en have helliget dem, der har mistet forstanden. Her mødte jeg en eventyrer, som var den eneste overlevende af et kompagni lykkeriddere, der var draget på plyndringstogt til Tara. Ud fra hans rablende og vanvittige tirader, fremdrog jeg følgende:

I hele Tara-dalen er en mørk magisk skov vokset op, fyldt med rædsler og dødelige fælder. Her omkom det meste af hans gruppe på grufuld vis. De få resterende kæmpede sig fremad og stod foran Tara. Alt var ruiner, kun Ividors sorte palads syntes urørt af tidens tand. Mere fik jeg ikke ud af ham. Noget grufuldt havde dræbt hans frænder. Han sank om foran mig med rullende øjne og fråde om munden og råbte ”rædslen”.

Det kan tilføjes, at der går skrøner om, at Månen altid er blodrød over Tara-søen på årsdagen for byens undergang. Men det hændte ifølge skjaldene Valpurgisnat, og da jeg var her om sommeren, havde jeg ikke mulighed for at undersøge det.

Tarn

Tarn er den største af de tre byer langs vejen mellem Bergamon og Sheldomar-dalen. Engang var Tarn kendt som ”Taras forgemak”. Det var en stor og blomstrende by med et berømt hvidt citadel, der vogtede vejen til Tara. I Shanaras storhedstid regerede ”De Hvide Grever” her. De var kendt for deres elegance og ædelhed, men blev trukket ind i Ividors vanvid og forgik med ham. Citadellet og byen blev ødelagt i borgerkrigene, og i dag er der kun en ny bydel et stykke fra den gamle. Byen har stadig strategisk betydning. Den regeres af byens laug og gilder. Det gamle citadel er forladt og ingen kommer i nærheden af det, for her siges at spøge.

Der er en vis sørgmodig charme over Tarn. Den minder om Bergamon, men resterne af den gamle hvide by vidner om større skønhed og elegance. Selv om det i dag er en handelsby, er det som om, fortidens ædelhed er gået i arv til vores dages indbyggere. Selv købmændene og tiggerne har noget værdigt over sig.

Befolkning: 6.500. Skatteindtægter: 1.300 gp. Handel: Lokalhandel 2. Handelscentrum: 1. Forsvarsværker: *