Shanaras historie strækker sig mere end tusind år tilbage i tiden, og er fyldt med både store bedrifter og frygtelige rædsler. Alle årstal er i Dallandets Tidsregning (DR).
DR205 – Oeriderne går i land i Faerûn. De ledes af Kong Taran og hans fire sønner – Elendil, Eldacar, Maragorn og Arion.
Sagnet om den røde og den hvide rose
Under Slaget i Helvede kæmpede Taran-sønnerne Maragorn den Milde og Arion den Fagre side om side. I Helvedes dybeste kældre stormede den mørke gud Eyrthnul frem mod Maragorn for at kløve ham med Underverdens Hammer, men Arion spang frem og ofrede sit eget liv for at frelse sin bror. Efter slaget stod Maragorn og Arions søn, Anarion, bøjet over Arions lig. Med tårer i øjnene lagde Maragorn en rød rose på sin faldne broders bryst, men da Anarion tog den op, var den blevet vasket hvid af deres tårer. Fra den tid har Maragorns hus, Maragil, båret en rød rose, mens Anarions hus er symboliseret ved en hvid. Senere føjede Anarions ætlinge syv stjerner til, som både symboliserede stjernebilledet Sydkorset og de syv lande Shanara i dets storhedstid bestod af.
Huset Maragil 
Huset Shanara
Shanaras grundlæggelse
Efter Tharizdûns fald drog Maragorn og hans nevø Anarion til landene syd for floden Aran. Her grundlagde Maragorn hertugdømmet Veluna, hvor han fandt fred og lykke, mens Anarion fortsatte sydpå.
I Ahlissa grundlagde han borgene Arnulan (Perleberg), Kelmoral og Thalassa, men lod ellers Flan-stammerne leve deres liv og fortsatte videre sydpå til Calantara.
I en smuk blomstrende dal i Calantara, grundlagde han sin kongsgård Tara, og her døde han mæt af dage i DR319. Udover angreb fra drager og andre uhyrer fra De Hvide Bjerge, nød hans folk fred, for efter Tharizdûns fald vovede mørkets skabninger sig ikke frem.
Mændene fra Wog Mur
Anderledes gik det for hans søn, Anarion II. Ved Nyr Dyv i Ereworn lå byen Wog Mur. Her levede et mørkt og frygteligt folk, der bragte død og trældom over mange folk og beherskede det meste af Sheldomar.
Mod dem førte Anarion II og han sønner en lang og bitter krig og måtte anlægge mange fæsrtninger. Blandt dem var borgene Bergamon, Ral Partha og Astranon, som lå dér, hvor Rel Astra nu ligger.
Efter mange års krig sejrede Anarion omsider. Han indtog og tilntetgjorde Wog Mur i DR371. Da han fældede ypperstepræsten i Wog Mur nedkaldte denne en forbandelse over Anarion, som lød, at hans hus altid skulle være i splid med sig selv. Det lo kongen af – alt for snart viste forbandelsen sin kraft.
Tronraneren Castamir
Anarion regnes som Shanaras første konge, men det var først med Anarion IIs sejr over Wog Mur, at riget reelt blev grundlagt. Da omfattede det Calantara, Ahlissa og det meste af Ereworn.
Det var et herligt og fagert rige, men alt for snart viste Wog Murs forbandelse sin kraft. Anarion II havde tvillingesønnerne Taragil, som grundlagde byen Bergamon (i DR361) og er stamfader til Huset Haradan og Castamir, som grundlagde Ral Partha (i DR363) og er stamfader til Huset Marakirth.
Tre år efter, at Taragil, havde overtaget tronen, blev han i DR379 dræbt af Castamir. Taragils ætlinge hævder, at det var snigmord, mens Castamir hævdede, at det var en åben og ærlig tvekamp.
Det første til en lang og bitter borgerkrig, indtil Taragils søn, Alcarin (”Atterdag”) i DR390 besejrede Castamir endegyldigt. Han opførte en by omkring slottet i Tara, og Shanara oplevede derefter fred og velstand i mange år.
I 400-tallet begyndte Shanaras konger at kolonisere Ahlissa. De grundlagde en række borge og herreder, især i den sydlige del af landet. Det blev et hertugdømme under Shanara, som blev regeret fra Kelmoral, Perleberg og Thalassa. Flan-stammerne gjorde oprør, men blev besejret og måtte slutte fred.
I DR548 undertvang sønderlændingene Medegias frie byer i landet syd for De Hvide Bjerge. Folkene dér anråbte Shanara om hjælp, og Alcarin II kom dem til undsætning. I DR578 var sønderlændingene endegyldigt fordrevet fra Medegia, som blev en del af Shanara.
Til stadighed var riget dog truet af Castamirs arvinger, som i århundreder foretog angreb ind i Shanara i forbund med forskellige mørke magter.
Shanaras storhedstid
I årene mellem DR650 og DR690 bistod de fleste af Shanaras riddere deres frænder i nord under Dragekrigene. Krigen mellem oeridere og drager blkev diog også udkæmpet i Shanara, for især i Ereworn, for der dvælte mange og mægtige drager i skovene og De Hvide Bjerge.
Imens benyttede Castamirs slægt lejligheden til at invadere Shanara. De underlagde sig store dele af landet og belejrede uden held Astranon (Rel Astra) og Bergamon i DR675.
Da Kong Taragil II vendte hjem, besejrede og fordrev han først Castamirs slægt, dernæst angreb han sønderlændingene, som havde støttet dem.
Han bød sin svigersøn Grev Corcoran I. af Valmora grundlægge en havn og byggeen flåde, og og DR63 besejrede greven sønderlændingene i et stort søslag ved Lyrantha. Oeriderne underlagde sig hele Medegia og Monsalyar, og sønderlændingene blev ydmyget og måtte betale en stor tribut. I dette søslag deltog også skibe fra Rel Astra, der nu var ved at vokse sig til en egentlig handelsby,
Aldrig havde Shanara været mægtigere, og Tara overstrålede endog Tamon i skønhed. Byerne voksede, og ved Velverdyva lod man skovene rydde og anlagde flodhavnen Ral Dunmar.
Ividor den Gyldne
Shanaras blomstring blev dog kort. Taragil II døde i DR762. Da hans ældste søn, Coranor, var blevet dræbt i en duel, kom den yngste søn, Ividor, på tronen. Han blev kaldt ”Den Gyldne”for han var fager af udseende, og beherskede både lærddom og stærk trolddomskraft. Og ved sin side havde han Selinara, en dronning af legendarisk skønhed. Under dem var Tara et sted med lys og lykke, og hele Shanara blomstrede.
Da hændte det i DR784, at dronningen døde, og en skygge faldt over Ividor. Da Castamirs slægt atter rejste sig til oprør, knuste han det i blod og lod også slægtens kvinder og børn dræbe. Dog syntes han prægtig som ingensinde og upåvirket af tiden. Man begyndte at kalde ham “Den Dødsløse”. Oprøret førte dog til store ødelæggelser i Ereworn, og Ral Dunmar blev tilintetgjort for aldrig siden at genopstå. Snart sneg skoven sig ind på den, og den er i dag en uhyggelig og hjemsøgt ruin.
Ividor den Gale
I DR826 mødte Ividor den unge grevinde Ariana af Ernil, som han begærede, og i hvem han så et billede af sin elskede Selinara. Han lod hendes mand, Grev Tancred myrde, hvorpå grevinden begik selvmord ved at kaste sig ud fra den klippe, der siden har båret navnet ”Jomfruspringet”.
Huset Lendoril rejste sig til oprør, og trods ihærdige forsøg formåede Ividor ikke at erobre Ernils højland, som også spærrede passagen til Medegia.
Sandheden om Tancred og Arianas død kom for dagen, og Raos præsteskab fordømte Ividor, som derpå lod præsterne myrde og templet i Anatharon nedbryde sten for sten. Da løsrev de gudsfrygtige folk i Monsalyar sig, og også i Ahlissa, Calantara og Medegia brød oprøret løs. Mange riddere nordfra drog til Shanara for at slås mod tyrannen.
Blandt Shanaras riddere forblev nogle tro mod deres konge. Det gjaldt især Huset Haradan og greverne af Tarn, andre sluttede sig til oprøret, mens mange andre forskansede sig i deres borge eller drog på eventyr i det fremmede.
I DR839 kom det til en kort standsning i borgerkrigene, da en hær under Greven af Bergamon slog en stor invasionshær fra Ereworn, der truede Calanatara. Derefter brød borgerkrigen atter ud.
I DR849 forsøgte Ividors Sorte Garde og Greven af Bergamon igen at invadere Ernil, men blev tilintetgjort i en vinterstorm i ”Slaget under Træerne”. Ernil belejrede derpå Bergamon, men havde ikke held til at indtage byen.
I DR933 gjorde borgerne i Rel Astra oprør mod Ividors despotiske statholder og erklærede sig som en fri og uafhængig by. Den skulle siden bive den vigste magtfaktor i det gamle Shanara.
Ividor den Gale 
Taras ruiner
Ahlissas opløsning
I DR828 udpegede Ividor en ny hertug af Ahlissa. Det var Sepion Morgil, som var en af hans nærmeste rådgivere, og som var den mand, der havde opsporet grevinden af Ernil.
Sepion var en grisk og skruppelløs troldmand, som begyndte af brandskatte bønderne i Ahlissa og begik en række skændselsgerninger. Der var også dem, der mente, at han pønsede på at overtage Shanaras trone efter Ividor.
Han stræbte også efter uendeligt liv og levede længe.I DR948 blev han dog dræbt af Ridderne af Malakittronen, og han svage søn kunne ikke tøjle landet. Flan-stammerne gjorde oprør, besejrede hertugen og brændte Kelmoral og Perleberg af. Kun Thalassa holdt stand. Derefter gik hertugdømmet helt i opløsning.
Ereworns opløsning
Ereworn havde altid været det tyndest koloniserede af Shanaras lande. Med Ividors tiltagende galskab begyndte også oeridernes greb om landet at svinde.
I DR832 erobrede kæmper fra De Hvide Bjerge byen fæstningsbyen Verdigris ved Nyr Dyvs sydkyst.
Fire år senere blev Ividors statholder i Dyvers myrdet, og en koalition af købmænd, krigsherrer og troldmænd greb magten. De udråbte byen til en ”fri by”, men viste snart deres sande ansigt. Slaveri begyndte at florere frit, og dyrkelsen af onde guder begyndte snart at vinde indpas.
Ereworn ophørte med at eksistere som land og blev en tumleplads for forskellige krigsherrer og bander. Det er i dag et særdeles farligt land at rejse i. Rådet i Dyvers har siden finansieret mange røvertogter og angreb mod Calantara.
Taras undergang
Mens alt dette stod på, forsvandt Ividor ind i sit palads og i vanviddet. Tilslut lod han Tara afbrænde. På én nat forgik et af Faerûns største vidundere, og siden den tid har månen over Tara-søen altid haft et blodrødt skær. Omsider døde Ividor i sit palads i DR934. Da var hans rige forlængst smuldret.
De seneste tider
Den hvide rose er falmet, men Calantara eksisterer stadig. Siden Ividors død og Shanaras opløsning, har Calantara været præget af kaos og krig, af mange stridende parter, afbrudt af midlertidigt samarbejde.
Mange calantanske riddere deltog i Valerians korstog fra DR929 for at undslippe det kaos, der herskede i deres hjemland. Det gjaldt blandt andet husene husene Haradan, Carandil og Lendoril, som derfor har ret til at bære et kors i deres våbenskjolde.
Mens store dele af Shanara har oplevet tilbagegang, har især Rel Astra oplevet en gylden tid. I DR1050 slog dværgklanen Hammerhjelm sig ned i Svarthøje i det sydlige Ahlissa, og sølvet fra deres miner skabte stor velstand i Rel Astra.
Byen opbyggede områdets største flåde, og i DR1074 var den sammen med flåder fra Valmora, Elturel og Tågeøerne, i stand til at besejre Lunarerne, hvis piratskibe hærgede Calantaras og Medegias kyster.
I DR1153 fik Castamirs arvinger, Huset Marakirth, atter fodfæste i Calantantra, da de erobrede Ral Partha fra Bergamon. Trods talrige forsøg på at generobre byen, formåede Marakirth at forsvare den, og Prins Isenfaen af Marakirth råder i dag over en af de stærkeste hære i Calantara.
I DR1353 opkastede troldmanden Karnnoolck sig til tyran over Rel Astra og han lod også greven af Ral Partha og hans ældste søn snigmyrde. Fornøjelsen blev dog kortvarig. I 1355 blev han fældet gennem et komplot og byens råd blev atter indsat.
De seneste år
DR1356 –
- Ordulin og Rel Astra indgår et forsvarsforbund.
- Prins Isenfaen bliver greve af Ral Partha.
- En hær fra Ereworn truer Sheldomar-dalen. Hære fra Rel Astra og Ral Partha slår invasionen tilbage. Bagefter besætter Prins Isenfaen landsbyen Valensis.
DR1357 – Det nuværende år, som ifølge den gamle kalender kaldes ”Prinsens År”.
- Pirater hærger igen Calantaras kyster (april)
- Genopførelsen af templet i Anatharon påbegyndes (juni).
- Grev Dorian og Grevinde Galanna af Kiramar findes myrdet i deres senge. Mistanken retter sig mod Grev Corcoran af Valmora (juni).
- Slaget i Thalesia-strædet. En forenet flåde fra Rel Astra og Valmora slår et voldsomt piratangreb tilbage (1. juli).
- Prins Isenfaen invaderer Sheldomar-dalen og står 25. juli foran Priapor. Rel Astra sender sit marinekorps til byen.
- Slaget ved Valensis. Prins Ekthalyan af Bergamon angriber Prins Isenfaen af Ral Partha i bakkerne omkring Valensis. Slaget er længe uafgjort, indtil Ekthalyan snigmyrdes. Derefter trækker hans hær sig tilbage (2. august).
- Anatharon jævnes med jorden af ukendte gerningsmænd (august).
- Fred i Sheldomar-dalen. Ral Partha beholder Malvara (september).
- Valcyra invaderer Vals flodland og afbrænder Olidammara (september). Mange slutter sig til Valcyra, herunder Saragorn, som afsværger sin troskabsed overfor Valmora. Valcyra angriber uden held Pericon.
- Miraklet på St. Valkurs Dag. I et mægtigt søslag knuser en forenet flåde fra Rel Astra, Valmora, Kiramar og Salatar en stor invasionsflåde fra Ungor og Syden tilbage (2. oktober). Der ankommer også undsætning fra Tågeøerne. Fjenderne får dog erobret Salatar og landsat tropper syd for Valmora. Mange fremtrædende mænd dør i slaget.
- Ernil undsætter Margan-borgen i Vals flodland (oktober).
- Grev Emirikol af Ral Thanan snigmyrdes. Ecalina Nerda af Ral Cabalon indtager byen ved et overraskelsesangreb (oktober).
- Karnoolck vender tilbage. Et spøgelsesbillede af Karnoolck ses rundt omkring i Rel Astra og forkynder hævn (17. oktober). Dagen efter er der mord og mordforsøg på en række af byens ledere, herunder Dostir Maldring og Aldon Dornor, som dog begge overlever.
- Greven af Valcyra nærmer sig Valmora, og piraterne hærger stadig syd for byen (oktober).
.
