Tharizdûns genkomst

For omtrent 3500 år siden begyndte Torils fjerde tidsalder, som også kaldes Sølvets Tid. Den indledes med Tharizdûns genkomst, uskyldens død og efterfølgende mistro og strid mellem dødelige. Den endte med en krig, som ændrede verden for altid.

Menneskene vokser sig stærke

Menneskene var begyndte at vokse sig stærke. Omkring den vestlige del af Dragehavet grundlagde de mægtige riger i Mulhorand og Unther, og Chondath (Keoland) og andre mennesker blomstrede syd for Dragehavet. I Zûlk i det nuværende Anauroch havde troldmænd skabt en frygtelig og fabelagtig civilisation, og i Calimshan i syd havde menneskene løsrevet sig fra deres tidligere overherrer, djinnierne, og skabt byer af hidtil uhørt størrelse og rigdom.

Dværgene var også blevet mægtige og mere talrige end nogensinde, mens elverne i Arvandor og Cormanthor glædede sig over den skønhed de havde skabt omkring sig. Jasirerne var på tilbagegang, for en mystisk sot tog livet af dem, de fik ingen børn. Langsomt forfaldt deres civilisation, indtil ørkensandet omsider tog den.

Tharizdûns genkomst

Her følger beretningen om den mørke guds genkomst og undergang fortalt af Aldrian den Vise af Verbubonc. Den bygger på de bedste skrifter, der er bevaret i bibliotekerne i Tamon, Suzail, Mulhorand og Pern. Årstal er angivet efter Mulhorands tidsregning, der er 2135 år foran den Oeridiske og 2235 foran Dallandets Tidsregning.

Verdens anden tidsalder, Månens Tid, endte, da den mørke urgud Tharizdûn blev besejret af de øvrige guder. Mange fagre lande var blevet ødelagt i denne kamp, og de lænkede ham i et bundløst dyb kaldet Sorgens Gruber under Nordens endeløse ismarker. Blandt Nordens folk blev det kendt som Hel, eller Helvede, og det var hinsides tid og sted.

Dér dvælede han i mørke drømme, men omsider, hvordan ved ingen dødelig, brød han sine lænker og vandrede atter i Abeir-Toril. I begyndelsen som en svag og hvileløs ånd, siden som en grusom fyrste.

Uskyldens død

De fleste guder havde derpå forladt verdens, men Nessa, uskylden og kyskheden, vandrede endnu blandt dødelige.

Af alle magter i verden var hun den, Tharizdûn dårligst forstod og mest brændende ønskede at betvinge. Da hun ikke kunne nære mistillid til nogen, tog hun intetanende imod ham, hvorpå den mørke gud førte hende til sine haller i Helvede og voldtog hende. Hun gjorde sig fra af sin bøddel, og mens hun sprang tilbage, rejste hun sig et øjeblik i sin fulde højde, nøgen og snehvid mod Helvedes dunkle hob med et blik af uendelig medfølelse og håb. Derefter visnede hun bort i hans kolde flammer, men hun siges at leve videre i ethvert nyfødt barn, og af hendes skød udsprang tvillingerne Heironeous og Hextor.

Mistroen breder sig

Skønt ingen dødelig vidste, at uskylden var borte, kunne det snart mærkes rundt om i Toril. Bror vendte sig mod bror, søster mod søster, og sønner og døtre mod deres forældre. Intriger greb om sig som en sot, troner blev væltet, og fremmede blev mistroet. Overalt i Toril var der uro, krig og borgerkrig.

Det gjaldt måske mest tydeligt under den lange og bitre krig om Elverstenene, som stod mellem dværgene og elverfolket. Den begyndte for godt 3000 år siden, og varede 300 år. Ingen vandt på den, men den svækkede både dværgene og elverfolket.

Elverfolkets udvandring

Elverfolket mærkede, at verden havde forandret. Mange var blevet trætte af verden og følte lede ved mennesket og dets begær og hensynsløshed. Det gjaldt især Ingwës folk, højelverne i Arvandor.

Nogle elver gled fra den fysiske verden ind i Alfeland. Andre sejlede bort. Efter Krigen om Elverstenene begyndte de i stort antal at forlade Faerûn og sejle mod øst over havet. Efter sigende til en hellig ø nær Ilmarins kyst. Lige så stille visnede Arvandor. Dets mythaler slukkedes, og dermed forvandt også en af Tharizdûns mægtigste modstandere fra verden.

Tharizdûn samler sine styrker

Skønt Tharizdûn var sluppet fri, var han stadig svag og skulle bruge tid, og ikke mindst tjenere. Elv, dværg og jasir gjorde han sig ingen forestilling om at kunne forlokke, men menneskene var langt mere modtagelige for hans løgne. Således faldt Tharizdûns blik på menneskene.

De første, der faldt i hans magt, var folkene i de frosne vildmarker nær den evige is, hvor Tharizdûn dvælede. Det er det nuværende Drakor, der også kaldes Jernkronens Lande. Disse folk var simple, men han opdagede hurtigt, at det hårde klima havde gjort dem hårdføre. Med trusler og forlokkelser vandt han dem snart for sig og forvandlede dem til jernhårde krigere og krigerpræster, der kom til at udgøre kernen i hans legioner. Længe var han ikke mere end en lokal guddom blandt dem, men som århundrederne gik, fik han stedse flere i sin vold, og hans vælde voksede.

De andre folk var mere besværlige, for de var udisciplinerede og tilbad i forvejen dæmoner og djævle. Det var barbarerne på sletterne i Shaar og Kêsh syd for Dragehavet, og Gar og Nadrak i vest. Disse folk vandt han med had og trusler og løfte om rigt bytte. Fremtrædende blandt dem var Nar-stammen. De var af samme æt som Raumathari, begge simple barbarstammer, der udvandrede fra tjeneste i Mulhorand for at søge lykken andetsteds. Tharizdûn lokkede dem med gaver og smiger. Nar-folket faldt for fristelsen og drog mod nord, hvor de grundlagde Narfell og tjente Tharizdûn. Den anden stamme, Raumathari, lod sig derimod ikke lokke, og derfor hadede den mørke fyrste dem i særlig grad.

Tharizdûn fik forskellige mennesker i sin sold. Ikke alle vidste, at de tjente ham, nogle troede de kæmpede for egen vinding. Dog var de alle blot brikker i Tharizdûns plan for at besejre de unge guder. Riger og magt betød intet for ham, hvad der talte var at knuse de unge guder. De fire mægtigste mennesker som tjente Tharizdûn var heksene Iggwilv og Zola Fel, åndemaneren Vecna og den blinde troldmand Akhôrakhil. Hans tjenere blandt mægtigere væsener talte de gamle mørke guddome Bhaal, Erythnul, Moander, og Myrkul, ærkedæmonen Orcus, havheksen Umberlee, djævlehoben og en række drager ledet af deres dronning Takhisis.

Krigene vest for Dragehavet

På den tid domineredes menneskenes verden af seks mægtige riger: Mulhorand og Unther vest for Dragehavet, Chondath (Keoland) og Calimshan i syd, det magiske rige Zûlk i Nordvest og Arnaks gamle rige langs Sværdkysten.

Tharizdûn slap først sine styrker løs mod Mulhorand og Unther. Begge riger regeres af mindre guddomme, der var børn af Ramor og Ptah. Mulhorand af Ra (deres navn for Ramor), mens Unther regeredes af Enlil og hans gudeslægt. Mod disse riger skabte Tharizdûn et nyt væsen – orken, en blanding af trold og menneske. Orkerne vågnede i MR1159 (DR-1076) under Gruumsh. I store horder angreb de det nordlige Mulhorand og Unther og dræbte mange tusinder. Men Tharizdûn havde undervurderet disse rigers magt, og orkerne blev besejret og spredt for alle vinde (MR1166). Deres angreb havde dog svækket rigerne, og Tharizdûn havde flere våben.

Mens orkkrigene rasede, sendte han sine sorte guder mod Ramor og dennes afkom. Det kom i (MR1164/DR-1071) til et mægtigt gudeslag, hvor de sorte guder gjorde det af med mange mindre guddomme. For at svække de sydlige rigers troldmænd, lod han også Bhaal myrde Gilean (MR1185), men selve skæbnen, Istus, greb ind og lod Gilean vende tilbage fra dødsriget. Bhaal (som på de kanter kaldtes Set) blev drevet ud i ørkenen, og hans kult i Mulhorand knust (MR1187/DR-1048).

Tharizdûn ventede en stund, mens han rekrutterede folket i Narfell under sit sorte banner. I MR1385/DR-850 invaderede de det nordlige Mulhorand, men blev efter blodige kampe slået tilbage af Ramors præster og Gilean. Også en flådeinvasion mod Mulhorand og Unther i MR1412 slog fejl. Tharizdûn lod da Narfell koncentrere sig om Raumathar, men alle angreb blev slået tilbage af folket i de mørke skove.

I MR1601 (DR-634) dukkede heksedronningen Zola Fel da op i det nordlige Semphar, hvorfra hun sendte horder af udøde mod Mulhorand. Med hjælp fra havheksen Umberlee, som smadrede Mulhorands flåder i en storm, erobrede Zola Fel Phelzol. Imidlertid nåede en hær fra Mulhorand frem beskyttet af Ramors præster, og de besejrede hendes hær og indesluttede hende i Phelzol.

Netop som Zola Fel var besejret, sendte Tharizdûn nye horder mod Mulhorand. På vestens endeløse sletter herskede kaosdronningen Takhisis og hendes dæmongeneral Miska. Hun mobiliserede kejserne i det fjerne Shou Lung, og under hendes banner ødelagde de resterne af jasirernes gamle rige (MR1604). Nu drev de mulhoranerne på flugt ved Phelzol og erobrede Semphar. Imidlertid blev Miska kort efter (MR1635) besejret ved Pêsh af vindfyrsterne fra Aaqa, og Takhisis blev fordrevet fra denne verden.

I mellemtiden havde Tharizdûn problemer med de uregerlige barbarer i Narfell, der hellere sloges indbyrdes end mod hans fjender. For at få dem til at makke ret, sendte han Zola Fel derhen. Hun dræbte deres kejser Deuthinaral på grusom vis og regerede landet gennem den nye kejser, Ithtain, som hun havde udpeget. Overalt i Narfell dyrkedes nu Tharizdûn og dæmonguden Orcus, og i Mintas Rhegor ledte kejseren selv mange dystre ceremonier.

I MR1842 (DR-392) invaderede Narfell atter Raumathar, men her fik Zola Fel sig en slem forskrækkelse, for det viste sig, at raumathanerne, der hidtil havde været vilde folk i et barbarisk land, nu besad magtfuld heksekunst. De stod nemlig under beskyttelse af nattens gudinde, Wee Jas, , og det gjorde Tharizdûn særligt rasende, for netop denne mørke magt havde han håbet at kunne vinde for sig.

Bedre blev det ikke, da en frygtsom kejser af Narfell i MR1884 (DR-351) – kaldet Dæmondansens År, forrådte Zola Fel. så skyggejægeren Istvan kunne gøre det af med hende. Som hævn sendte Orcus en dæmonhorde, der jævnede Mintas Rhelgor med jorden og bragte kejseren til Helvede for at undergå evig tortur. Men Narfell var nu svækket, og Tharizdûn havde mistet et vigtigt værktøj. Wur løsrev sig nu fra Narfell, der kastedes ud i borgerkrig. I MR1985 kom Narfell og Raumathar atter i krig med hinanden, og dæmoner som Narfell havde påkaldt, lagde begge riger øde.

Zûlks undergang

Bedre held havde Tharizdûn med sin hovedfjende i nord, det mægtige Zûlk, hvor menneskenes mægtigste troldmænd dvælede. Tharizdûn havde forsøgt at vinde dem for sig, men blev afvist, skønt han vandt enkelte disciple.

Hele Zûlk var omgærdet af magiske værn, og dets ærkemagere påkaldte dæmoner og drager som de sendte mod Tharizdûns hære. Da skiftede Tharizdûn taktik. Han sendte ærkeheksen Iggwilv til Zûlk, og med hjælp fra Moander skabte hun splid blandt zulkitterne. Hun æggede dem til at bruge stærkere magi end nogensinde tidligere, men i smug perverterede hun denne magi, så den ramte dem selv.

Tilslut forgik Zûlk i en magisk blodstorm (MR1835/DR-400), der forvandlede alt til aske, og det grønne land til den ødemark, der i dag kaldes Zûlador (eller Anauroch). De få overlevende blev slagtet af Vecnas horder af udøde, som nu angreb landet fra syd, og af folket i Drakor, der angreb fra nord. Kun enkelte lykkedes det af undslippe. De fleste overlevende flygtede til det sydligste Faerûn, hvor de grundlade riget Halruaa, der endnu regeres af troldmænd. Andre flygtede mod vest, hvor de især slog sig ned i det nuværende Thay. De som flygtede mod øst, blev kendt som Suloise. Det siges, at også det rejselystne Gråfolk er beslægtet med dem.

En særlig skæbne overgik byen Zûl Amun. Det siges, at denne svævende by undslap ødelæggelsen, men kun ved at være hjemmehørende alle steder og ingen. Derfor rejser den nu mellem verdenerne, aldrig i ro, altid på rejse, fyldt med urgamle hemmeligheder og fantastiske skatte.

Sydens erobring

Tharizdûn besluttede for en tid at lade Mulhorand og Unthar være, men svækkede dem ved at lade Syrul nedkalde epidemier såsom Purpurpesten (MR1681/DR-554), Den Grå Død (MR1785/DR-450) og Den krybende Syge (MR1927/DR-308). Han slog også den store røde drage Zaranthsintra med vanvid, så den hærgede det vestlige Mulhorand, indtil den omsider besejredes af ridderen Antaeamun, der siden viste sig at være ingen ringere end Heironeous (MR2009/DR-226). I MR2094 kastede Tharizdûn en ny orkinvasion mod Unther, og tre år efter ledede Erythnul en barbarhorde fra Shaar, der angreb Mulhorand og Unther sydfra.

Krigerfyrsten Demthur-Ahn, der blot var et værktøj for Tharizdûn, tog i MR1984 magten i Alaghôn, og tretten år senere lykkedes det ham at underlægge sig, og samle, hele Tusmit efter en blodig krig. Hans flåder hærgede hele den østlige del af Dragehavet, mens hans hær blev standset ved Hlondeth. Ved hjælp af et vulkanudbrud fremkaldt af Erythnul blev Hlondeth dog tilslut erobret og knust (MR2028).

Slettelandet syd for Dragehavet og øst for Unther var en mere værdig modstander, for her regerede Ramor, og denne guddom og hans præsteskab havde netop været ansvarlige for, at Mulhorand holdt stand. Da Tharizdûn brød fri, havde Ramor beordret sin udvalgte, Utnapishtim af Ishtar i Unther, til at samle folkene på sydens slettelande under sig. Det gjorde han ved at besejre Kishar af Kish.

Utnapishtim havde nu forladt denne verden, men hans efterkommer, Egalamakha, herskede i Ishtar, og præsteskabet dér var stadig mægtigt. For at knuse dette, hidkaldte Tharizdûn den blinde eneboer Akhôrakhil fra De Gule Bjerge. I MR1885 (DR-350) angreb troldmanden som et lyn fra en klar himmel Chennacatt i det sydlige Faerûn (det nuværende Halruaa), og underlagde sig i løbet af ganske få år hele området. I MR1911 (DR-324) lod han Egalamakha myrde og sendte sin general Wyatan mod sydens rige byer omkring Gyldenvande i det nuværende Var, Durpar, Estagund og Ulgarth.

I MR1917 (DR-318) angreb Akhôrakhil selv nordpå, og det kom til et voldsomt slag, kaldet Den Røde Regns Slag. Her deltog avatarer for både Tharizdûn og Ramor. Det endte med, at Tharizdûn sårede og fordrev Ramor, så Solen mistede sin kraft. Derefter kunne Akhôrakhil besejre dennes ypperstepræst Urshanabi. Fire år senere kunne han omsider indtage Ishtar, men det lykkedes en del af Ramors præsteskab at flygte til et hemmeligt sted i Yarans sumpe, kaldet Yol Dra (Niole Dra), hvor guden ventede på dem og beskyttede dem mod at blive opdaget. I MR1931 (DR-304) erobrede Akhôrakhil de rige byer i Ulaj (Amn) og omkring Dramidj, og i hele sydens sletteland var der nu kun modstandslommer i Yol Dra og i Tusmits bjerge.

I MR1939 opdagede Akhôrakhils spioner Yol Dra, men Ramors magt var endnu for stor til, at fæstningen kunne indtages. I MR1970 erobrede han omsider Harshandat og regerede nu over hele syden undtagen Yol Dra. Også det nuværende Tethyr og Monsalyar var under hans herredømme, for her regerede Shoon-imperiet (det nuværende Calimshan), hvis hersker, Shoon VII, uforvarende stod i Tharizdûns tjeneste. Kun Belratane og afsidesliggende egne af Monsalyar var endnu frie. Og nu måtte Akhôrakhil indstille erobringen af Yol Dra for at ile sin mørke herre til hjælp nordpå.

Døden i Norden

Efter at Tharizdûn havde knust Zûlk, erobret syden og næsten tilintetgjort Mulhorand og Unther, var der nu kun ét menneskerige tilbage af betydning – Athalantar i Norden, også kaldet Arnaks gamle rige. Det regeredes af stolte nordiske konger, som stod i forbund med dværgene og som lige fra første færd havde budt Tharizdûn modstand. Ydermere var de allierede med en række flan-stammer og med det endnu mægtigere elverrige Cormanthor, der lå i, hvad der i dag er det sydlige Damara, nordlige Bithynia og vestlige Furyondy.

Tharizdûn sendte to kæmpemæssige hære mod disse riger. Nordpå angreb hans elitestyrker fra Drakor bistået af trolde, kæmper, orker, ulveryttere og lindorme, samt af Iggwilv og hendes hekse. Længere sydpå angreb åndemaneren Vecna med legioner af udøde og barbarer fra Gar og Nadrak.

Mange heftige slag blev udkæmpet, og mangt en heltegerning udført af Nordens folk, men omsider bukkede Athalantar under (MR1925/DR-310). De overlevende nordboer spredtes i alle retninger, og deres efterkommere lever stadig langs Sværdkysten, i Nordland, Dorgonath, Halad, Damara, Furyondy og på Moonshae-øerne.

Dværgene bistod Nordens mænd, men da Athalantar bukkede under, trak de sig tilbage til deres uindtagelige fæstninger i De Blå Bjerge, og drog først atter i kamp flere århundreder senere.

Heironeous’ oprør og Cormanthors fald

Heironeous og Hextor var vokset op som Helvedes prinser, men hvor Hextor blev grusom og ond som sin far, blev Heironeous lys og fager som sin mor og hendes gudeslægt.

Da så Tharizdûn skrevet i stjernerne, at Heironeous skulle blive hans bane, og derfor åbnede han portene til underverdenen og fæstnede sønnen til et kors i den dybeste kælder under Myrkuls bevogtning. End ikke underverdenens lænker kunne dog binde Heironeous, og omkring den tid da Athalantar faldt, kæmpede han sig fri af de livløse haller og steg op til Abeir-Toril og indledte sin lange kamp mod mørkets fyrste. Hans veje bragte ham omsider til Cormanthor.

Elvernes rige blev nu angrebet af Vecna og hans udøde legioner, hvortil Iggwilv og drakonerne havde sluttet sig. I første omgang blev de dog slået tilbage med voldsomme tab, for Heironeous ledte forsvaret og blev bistået af guderne Beory, Silvanus, Ehlonna og Lathander.

Det var som om hele kampen om Faerûn nu gjaldt Cormanthor. Akhorakhîl stødte til fra syden, og bølge efter bølge af Tharizdûns legioner angreb ubønhørligt skovlandet. Selv havde den mørke gud smedet et mægtigt væv af sort nat, der hindrede Ilmarins magter i at blande sig.

Omsider forlod Tharizdûn selv sit Helvede og førte sine legioner. Ved hans side var også Hextor. Da gik Cormanthor under (MR2121/DR-114), men prisen blev høj for Tharizdûn, og sejren ikke fuldstændig. Heironeous slog Hextor på flugt, og elverkongen, der var dødeligt såret, fik selv tilføjet Tharizdûn dybe sår med en hellig klinge, og den mørke gud fortrak til sit Helvede. Endelig var Myrkul blevet fældet af Ehlonna og Lathander, og opslugt af den levende jord. Hele den centrale del af Cormanthor nedbrændte, men det lykkedes overlevende elver at forskanse sig i rester af skoven, Celadon i øst og Mallorn i vest, og de blev værnet af Silvanus og Beory. Ehlonna og Lathander drog rundt i ødemarken og overfaldt mange af Tharizdûns legioner.

Heironeous var flygtet til det yderste nord, hvor han nu mobiliserede elverfolket i Aglarond og dværgene i De Blå Bjerge, samt resterne af nordboerne. De forstod, at enden var nær og besluttede at kæmpe og dø under Heironeous’ ledelse, fremfor at leve som trælle. I MR2131/DR-104 gik de til angreb. De slog en række af Tharizdûns hære på flugt, og Iggwilv blev fordrevet. Samtidig var åndemaneren Vecna blevet myrdet af sin løjtnant, Kas, der selv ville herske over Østen, men som blot var en krigsherre. Han mistede snart kontrollen med de udøde legioner, og de hærgede rundt i Østen, hvor de fleste af dem blev nedkæmpet af Ehlonna og Lathander og elverfolk, dværge og nordboer.

Alt dette betød ikke Tharizdûns endeligt, for det var kun små tilbageslag, men det fjernede hans opmærksomhed for en stund. Da han blev såret i Cormanthor, svækkedes han kraft, og der opstod en sprække i det væv, han havde lagt mellem Toril og Ilmarin. Igennem denne kom hans bane.

Oeridernes ankomst

Hvorfra Oeriderne kom, ved ingen dødelig med sikkerhed, men givet er det, at de blev sendt til Toril af Rao for at bistå i kampen mod Tharizdûn. Visse mener, at de blev skabt i Ilmarin med netop dette formål, hvorfor de da også fra første færd har fostret mægtige præster og riddere. Dette er dog næppe den fulde sandhed, for dødelige er ikke skabt af guderne, kun formet af dem – de er en del af selve skaberværket. Mere sandsynligt er det, at Rao i sin visdom havde forudset Oeridernes komme og meget af, hvad der ellers ville hænde. Læs mere

Længe bemærkede Tharizdûn ikke Oeriderne. Det østligste Faerûn var dengang en sparsomt beboet vildmark, som hed Flaeness og havde ikke den store betydning. Dertil var Tharizdûn dels optaget af kampen mod Heironeous i nord, dels havde krigeren Koranon samlet folket i Monsalyar under sit banner. Allerede i 2117 havde han indledt en frihedskrig for at løsrive Monsalyar fra Shoon-imperiet. I MR2166 fik han fordrevet sønderlændingene fra det meste af landet. Imidlertid var Shoon-krigerne ikke hans eneste fjender. Der var orker i vest og en af Tharizdûns løjtnanter, Longalis af Ulor, dvælte i sumpene mod nord. Det lykkedes også Tharizdûn at mobilisere Wog Mur, der beboedes af et grumt og dystert folk. De slog Koranon (MR2185), men Monsalyar førte kampen videre.

Efterhånden havde Oeriderne underlagt sig et betydeligt område i det nuværende Solamnia, Endor, Veluna, Arranas, Cormyr og Valethor, og Tharizdûn sendte nu Longalis imod dette dumdristige folk, hvis oprindelse, den mørke gud ikke kendte (MR2205/OR70). Longalis angreb med vældige hærstyrker og talrige præster, men opdagede til sin rædsel, at hans tiltænkte ofre var frygtløse og besad mægtige våben og stærk trolddom. Oeriderne havde nemlig mange præster med hvid magi, og da denne form for trolddom havde været forsvundet fra Toril siden Tharizdûn smedede mørkevævet, vidste Longalis ikke, hvad han skulle stille op imod den. Trods mange forstærkninger blev Longalis tilslut besejret og knust (MR2225/OR90).

Også andre steder i Faerûn led Tharizdûn nederlag. Mens dødelige i begyndelsen bukkede under eller flygtede for hans magt, var de nu blevet hærdede og samlede sig i små ukuelige modstandslommer. Beorys druider forskansede sig på øen Ilighôn i Dragehavet og en overgang rejste også Wur sig til oprør. I Yol Dra var Ereth-Akbe blevet præstekonge og havde indledt en indædt kamp mod Akhôrakhils styrker, hvis herre var optaget af kampene i nord. Det lykkedes Erythnul at lede rytterstyrker fra Shaar til en stor invasion af Mulhorand og Unther. I slaget ved Baalbuk smadrede de fuldstændig Unthers hær, og Mulhorand måtte nu føre kampen videre alene.

Mønstringen af Faerûns frie folk

Da skete det i MR2235/DR235, at Rao åbenbarede sig for Taran og bød ham udfylde sin skæbne og drage i krig mod Tharizdûn. Den oeridiske konge samlede sine riddere og drog nordpå for at slutte sig til Heironeous. Omsider fandt han ham, nær Baldurab i det nuværende Damara. Det siges, at Ehlonna i form af en hvid hjort ledte dem på vej. Taran knælede foran Heironeous og rakte ham sit sværd og ligeså gjorde alle hans riddere. Heironeous’ hær af elverfolk, dværge og nordboer var i en elendig forfatning efter lange års endeløs krig, men nu steg deres mod og en ny stolthed fyldte deres hjerter, for de vidste nu, at alle gode kræfter stod sammen, at ethvert ædelt hjerte der bankede i Faerûns forpinte lande nu kun havde ét mål – den store fjendes endeligt.

Heironeous lod udgå bud til alle Torils folk. Fuglene bragte det, og vindene som blæste fra nord og øst og syd sang det. Græsset hviskede det, og det brusede i bølge og bæk. Celestian skrev det i himlens stjerner, og Elûne forkyndte det i dødeliges drømme. Fra alle dele af Toril strømmede krigere nu til Heironeous’ hvide banner. Fra tilflugtssteder i bjerg og skov, fra afbrændte byer og mørke sumpe kom nu legionerne. Udmattede og forpinte, for de fleste havde lidt og mistet slægt og venner, men et nyt håb var tændt. Man lod orker og barbarer fare, for alle vidste, at det gjaldt om at komme den sorte fyrste til livs, da han var den hånd, der førte alle disse klør.

Helvede

Stormen på Helvede

Hvor Heironeous’ hærskarer drog frem, flygtede fjenden, og omsider kom de til Landet uden Håb og Nåde, en dyster slette blottet for liv. Kun den sorte is og den tunge himmel, der henlå i evig nat og hvor intet lys trængte igennem. Over sletten knejsede Helvede, smedet i jern og bly, og fra det udgik Helvedesvinden Kêshla, en dødningevind fyldt med skrig, sygdom, død og smerte. Men den dag gav ingen dødelig efter for frygten.

[metaslider id=3970 cssclass=””]

Heironeous’ hær syntes at forsvinde på den endeløse slette, men deres bannere var talrige. De var der alle. Blandt mennesker var der Kong Taran og hans fire sønner samt Kong Anakron af Monsalyar. Fra Yol Dra var kommet en skare af Ramors riddere og præster ledet af Dahlver-Nar, fra Mulhorand en legion af elitekrigere. Der var hekse og bersærkere fra Rashemen, der kæmpede under månens banner, og mange mænd fra Norden ledet af Arnak den Lyse, den sidste ætling af Athalantars gamle kongeslægt. Elverne fra Aglarond, Celadon og Mallorn var der, det samme var alle dværgkongerne fra De Blå Bjerge, sammen med snilde gnomer, stærke kentaurer, frygtløse griffer og alskens væsener fra skov og bjerg, hvoraf mange ikke længere vandrer under Torils himmel. Der deltog også drager på begge sider i slaget.

Da rakte Heironeous sin stålhandske i vejret, og angrebet indledtes. Overalt gjaldede hornene, og dødelige og guder i talløse verdener holdt vejret. Det siges, at også Ilmarins guder deltog i kampen. Overlevende fra slaget berettede siden, at de havde set en vældig rytterskare af hvide heste på himlen ledet af Trithereon, at de havde hørt Eldaths harpe mane til stordåd, og at Elûne, netop som angrebet satte ind, havde sprængt mørket, der indesluttede sletten. Andre havde set Mandos og Istus, døden og skæbnen, indeslutte sletten i deres favntag.

Heironeous sprængte Helvedes porte, og ud væltede Tiamats yngel af sorte drager, lindorme og værre bæster, som heldigvis forgik den dag og aldrig siden er blevet set. Orker så talrige som jordens støvkorn sendte dødelige byger af pile mod angriberne, men faldt selv for pile fra elverne, der var i ly af dværges og nordboers skjolde. Den tapre legion fra Mulhorand forgik i drageild, men heksene fra Rashemen gjorde det af med mangt en drage, og det samme gjorde elverne fra Celadon og Mallorn, samt Arnak den Lyse og de oeridiske riddere.

Nu strømmede angriberne ind i Helvedes forgård, hvor de mødtes af Erythnul og det store bæst Malar, sammen med barbarer, wemicker, trolde og orker. Erythnul myrdede løs og sårede Kong Anakron af Monsalyar, men hans barbarhorder slagtedes af Rashemens krigere, og deres to konger fældedes af Dahlver-Nar af Keoland og Eldacar den Mørke. Orkerne var talrige, men frygtsomme overfor angribernes magt, og de faldt i tusindvis, da dværge, nordboer og gnomer stormede dem. Kentaurer og wemicker, de gamle dødsfjender, tordnede sammen, og wemickerne blev knust og flygtede. Elverkongen af Mallorn dræbte bæstet Malar, men Erythnuls vrede var frygtelig, og hvor hans bloddråber faldt, sprang sorte krigere tifold frem. Han sårede de oeridiske prinser Maragorn og Arion, før han flygtede for Heironeous’ åsyn.

Videre ned i Helvede gik det, gennem mørke labyrinter fyldt med dødelige fælder og grufulde rædsler. Dernede blev angriberne mødt af dæmonhorder ledet af Orcus. De tapre folk fra Rashemen forgik, tillige med elverfyrsterne af Celadon og Mallorn, men mange dæmoner faldt for dværgenes økser og riddernes sværd. Heironeous fældede Orcus, Taran fældede ærkedæmonen Jubilex, og Eldacar fældede Zuggtmoy.

Derpå tømte den sorte fyrste Helvedes nederste gruber og sendte skarer af forpinte sjæle mod angriberne. Mange genkendte en ven eller bror, en elsket hustru eller fader og tøvede med at hæve sværdet. Men Heironeous fortalte dem, at disse sjæle blot var skyggebilleder, et forvrænget spejl fyldt med løgn og bedrag, og med Ilmarins lys, der strålede fra hans blik, manede han de døde ud i mørket og bort fra de levendes verden.

Endeløse var de labyrinter angriberne måtte forcere, bundløst det mørke som fyldte dem. Hvis ikke Heironeous havde kendt Helvede og ledt dem, var de næppe nået frem til målet – men det gjorde de.

Dybt dernede, dér hvor intet lys, intet håb, ingen tanke eller tid når ned, dernede stod nu et vældigt slag. Fra alle dele af underverdenen var uhyrer fylkedes, og mørke guder stod parat til den sidste strid. Her var kæmpemæssige tohovede trolde, hydraer og orme som spyede gift og edder, alskens kryb og enorme lådne edderkopper, samt Tharizdûns garde af sorte frygtløse krigere fra Drakor.

De to hære tørnede sammen i en kamp, der aldrig vil kunne overgås i voldsomhed eller had. Gnomerne gjorde det af med de fleste af edderkopperne og krybet, men deres konge myrdedes af Ralishaz, Guden med de tusind øjne, som derpå flygtede for Heironeous. Elverkongen af Aglarond dræbtes af hydraer. Krigerne fra Keoland gjorde det af med mange hydraer, og Dahlver-Nar, deres fører, besejrede tudseguden Wastri i tvekamp og drev ham på flugt. Dernæst blev han overfaldet af Bhaal, der trådte ud af skyggerne. Han styrtede, men blev reddet af sine krigere.

Troldene var kæmpestore og talrige og angreb med et fanatisk had. De gjorde det af med dværgkongerne af Belegost og Nidaros, men faldt alle som en for dværgenes økser. Særligt dværgene fra Ornos var standhaftige, men Njal deres konge dræbtes af slangedronningen Talona. Dværgkongen af Mirambar, Azaghal, var nu den sidste dværgkonge på slagmarken, og samlede de overlevende af sit folk omkring sig til et vældigt fremstød. Det gjorde det af med de sidste trolde og fældede derpå tyveguden Morgion, men Azaghal faldt for Moander. Det lykkedes dog hans krigere at trække ham ud af kampen og redde ham. Moander kastede sig derpå over nordboerne og dræbte Arnak den Lyse – den sidste ætling at Nordens gamle kongehus.

Midt i slaget stod Heironeous omgivet af de oeridiske riddere og krigerne fra Monsalyar. Uforfærdede og i en kileformation trængte de frem mod Tharizdûns sorte garde. Drakonerne var frygtløse og tapre og veg kun langsomt, og nu blev Heironeous og oeriderne angrebet fra tre sider. Imod dem kom drakonerne og Hextor, som havde udslettet kentaurerne, tordnede som en kulsort bevinget skikkelse omspændt af skarlagenrøde luer. Fra den ene flanke væltede Bhaal frem med sine tordenkiler, og fra den anden flanke kom den rasende Erythnul med brændende øjne og Underverdenens Hammer, som sårede Maragorn. Arion reddede Maragorns liv ved at engagere Erythnul i tvekamp, og skønt han sårede guden, omkom han selv. Med tårer i øjnene kastede Elendil sig da frem og gjorde det af med Erythnul.

Anakron af Monsalyar var blevet hårdt såret og havde mistet et øje og næsten alle sine krigere, men han kæmpede indædt og drev pestgudinden Syrul på flugt. Eldacar og Elendil af Tamon gjorde det af med mange drakonere og fældede Bhaal. Heironeous kæmpede en hård tvekamp mod Hextor og såredes, men han huggede to fingre af sin broders venstre hånd og denne flygtede for hans åsyn.

Tharizdûns endeligt

Nu trådte mørkets fyrste selv frem, og han var frygtelig i sin vrede. Han var alt, hvad de havde kæmpet imod på én gang – styrke, rasen, list og kraft, et væsen sortere end natten, omspændt af kolde flammer, ældre end guderne, både gud og djævel. Ledet af Heironeous, Taran, Elendil og Eldacar stormede de oeridiske riddere frem imod ham, mens Monsalyars krigere nedkæmpede resterne af den sorte garde. Tharizdûn bredte vingerne ud og en iskold sort ild bredte sig fra dem. Hans mægtige stridskølle fik jorden til at skælve i dens grundvold, og ingen dødelig kunne modstå hans flammeblik. Mange oeridere faldt, men det lykkedes dem at såre ham syv gange.

Da fik han undsætning af Moander, som fældedes af Eldacar og Elendil, men i samme nu dræbte Tharizdûn kong Taran med et mægtigt hug, der kløvede oeriderens hjelm og hjerneskal i to.

Da engagerede Heironeous ham i tvekamp og længe kæmpede far og søn så voldsomt, at bjerge styrtede i grus og stjerner drattede til jorden i et brændende inferno. Tilslut fik Heironeous fældet den sorte fyrste, hvis kolde ild opløstes i vinden. Helvede styrtede i grus og lyset begyndte at strømme derind. et vældigt suk udgik da fra Helvedets forpinte sjæle.

Telengard

Kampen var vundet, men Heironeous selv var dødsmærket. Han forlod slagmarken og de overlevende, og som han forlod dem, forlod han også denne verden og blev stedse mere utydelig. De samlede alle deres døde og bad for deres sjæle. For hver tolv der drog i kamp var næppe én endnu i live, og de fleste var mærket af slemme sår, af hug, gift og flammer.

Men da de drog ud på sletten, så de på den himmelhvælving, der nu atter var blevet synlig, at en ny strålende stjerne, som nu kaldes Paladin, var blevet tændt nær stjernebilledet Griffen. Og overalt på slagmarken, hvor klagesangen lød vemodigt, kunne de i skæret af stjernelys og bål ane bevingede åndevæsener, der førte sjælene af de døde helte bort. Det blev sagt, at de førte dem til samme sted som Heironeous drog, til et sted kaldet Telengard hinsides tid og sted.

På den lange vej hjem så de folk, der havde levet i rædsel, atter træde ud i dagslyset og ånde frit. Solen genvandt sin kraft, isen tøede, og glæde og skønhed vendte tilbage til Faerûn, først som en spæd begyndelse, siden som en vild jubel. Dette var belønningen for deres ofre og blodige gerning og langt større end hver enkelt af dem. De forstod, at noget var blevet født, som ville leve længe efter at de alle var forstøvet, at Telengard aldrig ville forgå, så længe det næredes af lyset i Heironeous’ stjerne og ilden i tapre mænds hjerter. Kun ved at stræbe mod Telengard, kun gennem mod, broderskab, udholdenhed og ofre var de i sandhed værdige til at vandre under stjernehimlen.

Heironeous havde lært dem, med sit liv og med sin død, at det er bedre at dø i frihed end leve i trældom, og at enhver dødelig sjæl er en slagmark mellem lys og skygge. Så længe de så hans blå stjerne lyse, følte de stedse håb. Den dag fødtes ridderidealet, drømmen om Telengard, og som de gik, steg deres mod, og sangen steg til glæde og taknemmelighed midt i sorgen.

Dermed sluttede verdens Fjerde Tidsalder, og således slutter også beretningen om den mørke fyrstes genkomst.

Elendil blev oeridernes første højkonge, Anakron blev konge i Monsalyar. Eldacar grundlagde Meneloth og Bithynia og blev konge for de vestlige oeridere. Maragorn grundlagde Veluna, og Arions søn, Anarion, grundlagde Shanara og blev konge for de sydlige oeridere.

Akhôrakhil overlevede slaget og flygtede tilbage til syden, hvor han omsider blev besejret af Ereth-Akbe og Dahlver-Nar, som blev Keolands første konge. Dværgkongen af Mirambar kom sig af sine sår og levede århundreder derefter.

Aldrian af Verbubonc, DR1350


Læs flere sagn og myter fra Faerûn