Paladin

Andre navne: Heironeous, Torm, Nobanion (Monsalyar), Hjeronymus (hobbitter)

Da Mahûn i verdens Anden Tidsalder voldtog uskyldens gudinde, Nessa, fødte hun tvillingerne Imladrin og Paladin. Mens den første blev mørk og dyster som sin far, blev Paladin fager som Niramars hellige gudeslægt.

Det blev varslet, at han skulle blive Mahdûns bane, og derfor lod den mørke guddom ham korsfæste i Helvedets dybeste kælder under den udøde gud Kukulins bevogtning.

Imidlertid sprængte Paladin sine lænker, og samlede Erythias frie folk. Sammen med dem besejrede han Mahdûn som det er beskrevet i Sagnet om Mahdûns genkomst.

Imidlertid var han dødsmærket, og han forlod slagmarken og blev til en ny klar stjerne på nattehimlen i stjernebilledet Griffen. Her siges han at dvæle i Telengard, som er de ædle krigeres sidste hvilested.

Paladins kult

Siden er Paladin og Telengard blevet et idel for riddere, især i Højriget og De syv Riger. Navnlig enkelte riddere og slægter holder Paladin som deres skytsgud.

Kulten fik et opsving, da Højkongen, Valerian, i DR929 kaldte til korstog i Paladins’ navn. Korsfarerne grundlagde Ridderne af Malakittronen, som er den fremmeste ridderorden i det østlige Erythia og ærer Paladin. De har ordenshuse mange steder i Højriget og stor magt og anseelse. Også i Monsalyar og og andre steder øst for Dragehavet æres Paladin.

Der findes krigerpræster, som ærer Paladin, men disse er især knyttet til Malakitridderne, og der er ikke noget præsteskab som sådan. I stedet æres Paladin i kapeller på borge og i byer. De er gerne simple og er ikke beregnet på store ceremonier, men på, at den enkelte ridder mediterer i ensomhed – gerne før han skal i kamp eller ud på ridderfærd.

Kulten er naturligvis tæt knyttet til Elûnes og Erebius’ kulter. Paladins’ vigtigste helligdom er Malakitriddernes hovedfæstning på øen Illefarn i Tågeøerne. Dertil ligger der kapeller i Tamon og mange andre steder i Højriget, Brach og Monsalyar.