Rao

Rao er den Østens Herre. Den mægtigste af de unge guder og den første, der udsprang af Eäs skød (læs mere). Under verdens skabelse var hans opmærksomhed navnlig rettet mod himlen og verdens ordenen, og han siges i sin visdom altid at tænke frem, hvorfor han også symboliserer visdom og omtanke.

Det var Rao, der gav elver, mennesker og andre dødelige evnen til at tale. Han lærte dem at vælge konger, skabe love og organisere sig i samfund, som byggede på orden og retfærdighed, frem for den stærkes ret.

I verdens første tidsalder kæmpede Rao mod Tharizdûn, men indså, at de unge guder måtte binde deres kræfter i at opretholde Toril, så verden ikke skulle gå under i strid. Han trak sig derfor tilbage til Ilmarin hinsides Solonor Havet. hvor han dvæler sammen med sin mage Elûne.

Fra sin trone på toppen af bjerget Taniquetil skuer Rao ud over verden, og hans skarpe blik gennemtrænger også tidens slør. Rao skuer længere og dybere en nogen anden, og han forstår hver skabning og dens plads i skaberværket. Hans planer spænder over generationer, århundreder og tidsaldre. Raos sendebude er de store ørne, og hans vigtigste mål er at holde verden samme – at skabe orden ud af kaos.

Avatar

Raos avatar kæmper aldrig, men fungerer som rådgiver eller dommer. Han fremstår som en hvidskægget olding med et safirdiadem. Når han en sjælden gang drager i kamp sker det i en stridsvogn trukket af to kæmpemæssige gyldne griffer. I sin egenskab af krigsgud kaldes han også Paladin (oe. Krigsherre), hvilket er noget forvirrende, da betegnelsen også bruges om Heironeous og sågar om menneskelige konger.

Raos kult

Rao er skytsgud for Højriget, Monsalyar og Rauthyr. Ifølge Oeridernes legender, var det ham, der sendte dem til Faerûn for at bryde Tharizdûns magt. Netop fordi Rao er en ophøjet og fjern guddom, er han oftere skytsgud for riger end enkeltpersoner (bortset fra fyrster) og er ikke nær saå elsket som Elûne. Skønt der findes kapeller og mindesmærker til hans ære, er de egentlige templer få, men magtfulde. Moderkatedralen ligger i Tamon, og der er katedraler i Asperdi, Garathanon, Maldon, Rauxes, Rethem og Anatharon, samt mindre templer i Eldon, Telmar, Rel Astra, Myth Drannor. I Monsalyar er der katedraler i Lopolla, Koranon og Caporna, og i Rauthyr er der en stor katedral i Suzail.

De fem bud

Raos kirke har en række bud, som gælder for alle Ilmarins guder, herunder Elûne, Heironeous og Trithereon.

  1. Liv er helligt. Du må ikke dræbe noget levende, eller påføre det smerte, medmindre det sker i forsvar eller for at skaffe føde.
  2. Sandheden er hellig. Du må ikke lyve eller vidne falsk.
  3. Frihed er hellig. Du må ikke trælbinde andre levende væsener, eller foranledige, at andre gør det.
  4. Løfter er hellige. Du må ikke bryde de løfter, du afgiver i Raos navn. En ed du sværger til din konge er bindende.
  5. Retfærdighed. Du skal efter bedste evne, bistå de, som lider uret.

Længere er Raos regelkodeks egentlig ikke. Imidlertid har Raos kirke føjet en række doktriner til disse bud, eksempelvis forbud mod tyveri og polygami. Alle budene har naturligvis været diskuteret indgående gennem tiden.

Især 4. bud om løfter og troskab, har været diskuteret indgående. For hvad hvis man har sværget troskab mod en konge, som viser sig at være ond og uretfærdig? Det var især relevant i forbindelse med Kong Ividor den Gale i Shanara. Her har oeriderne en skik, der hedder Ankanan (“aflæggelse”). En ridder, som fx sendes i en krig, han føler er uretfærdig, kan kræve Ankanan. Det betyder, at hans herre bærer alle byrder af de synder, han begår i den givne krig.

Kirken

Raos kirke er strengt hierarkisk. Den ledes af seks patriarker. Der findes fire pariarker i Højriget (Tamon, Rerhem, Garathanon og Asperdi), samt én i Monsalyar og én i Rauthyr. Patriarken i Tamon regnes som først blandt ligemænd. Den nuværende patriark i Tamon er Denethor af Solanthus. Engang var der også en patriark i Tara i Shanara.

Dernæst følger præster af forskellig rang. Ypperstepræster (ærkebisper) leder gerne store kirker, mens Højpræsterne (bisper) leder mindre. I alle kirker bistås de af almindelige præster, kanniker og novicer.