Eldacar

Kong Taran havde fire sønner. Mens Elendil, Maragorn og Arion var lyse af sind og åsyn, var Eldacar grum og dyster og fik derfor tilnavnet Den Mørke.

Eldacar den Mørke er formentlig den mægtigste kriger, oeriderne nogensinde var fostret. Han blev både guders og dæmoners bane. Han var den ypperste blandt Kong Tarans riddere, da de besejrede Tharizdûns håndlangere Kas og Longalis, men han var også en ilter og stridbar natur, som gav pokker i både konger og guder.

Da Kong Tarans mænd fejrede sejren over Longalis, kom det til tvist mellem Eldacar og Athanar den Stolte, stamfader til Huset Netheril. I sin hidsighed dræbte Eldacar da sin frænde. Elendil revsede ham, og Eldacar svarede igen med hårde og uigenkaldelige ord og forlod Tamon. Nogle siger, han ligefrem blev bortvist.

Eldacar satte nu vestover og kom til det nuværende Cormyr. Her sluttede han venskab med de dværge, der dvælede der, og lærte mange hemmeligheder om byggeri og smedekunst. Det var også med dværgenes hjælp, at han opførte sin uindtagelige fæstning Sethanon. Siden har vestoeriderne haft ry for at være de ypperste blandt oeriderne, når det gælder om at bygge borte og smede rustninger og våben.

Længe dvælede Eldacar i Sethanon og blev viis på mange hemmeligheder. Det siges, at disse indbefattede heksekunst og sort trolddom. Mod sine frænder i Tamon var han uforsonlig, men da Kong Taran mønstrede sine styrker, sluttede Eldacar sig til dem, for han var ikke en mand, rød sit ord – og det gjaldt både løfter og trusler.

Legenden om Valankyr

Eldacar havde set i stjernerne, at den dag skulle komme, hvor han skulle kæmpe mod guder. Han fik derfor smedet det legendariske sværd Valankyr – Gudebane. Dværgene smedede våbnet i selveste Moradins esse, og det blev hærdet med ilden fra skyggedragen Zeragosa ved hjælp af Eldacars list. Trolddomsguden Gilean ridsede mægtige runer i det, og det blev indlejret med essenser af både stjernestøv og fragmenter af Dødsriget. Det berettes, at Eldacar fangede tyveguden Morgion og tvang ham til at drage til underverdenen for at berøve Mandos en essens af døden. Derfor blev det et frygteligt og forbudt våben, besjælet af død, som selv guder skælvede for. Læs mere

Valankyr

Slaget i Helvede

Under Slaget i Helvede skabte Valankyr rædsel blandt Tharizdûns legioner. Eldacar fældede utallige barbarer og drakonere, ligesom han fældede de mørke guder Bhaal og Moander. Blandt oeriderne var det kun Taran og Elendil, der stod mål med Eldacar, og trods deres strid kæmpede de to ældste Taran-sønner som én på slagmarken.

Bithynias grundlæggelse

Efter krigen fældede Eldacar mange af de uhyrer, der havde overlevet Tharizdûns fald, og han begyndte at tæmme landene hinsides den mægtige flod Ververdyva. Her opførte han sin kongeby Meneloth og grundlagde dobbeltriget Bithynia & Argundor, et mægtigt kongerige, der strakte sig langt hinsides Velverdyva og som stod i århundreder. Alle dets konger bar navnet Eldacar.

Der var det særlige ved Bithynia og Argundor, at det første altid blev regeret af en mand, det sidste af en kvinde. Og de var gift – også selv om de var bror og søster.

Eldacar tog sig aldrig en hustru, men blev alligevel far til en dreng og en pige. Hvem moderen var, vides ikke. Visse hævder, at han selv skabte dem, andre, at de blev undfanget med månegudinden Wee Jas. Hvorom alting er løber heksekunsten stærkt i slægtens blod, og døtrene af Eldacars hus har fostret mange magtfulde hekse.

Eldacar den dødsløse

Meneloth blomstrede, men Eldacar ikke kunne falde til ro. Bestandigt søgte han at udæske verden dens hemmeligheder. Han drog til fjerne egne, og han rejse mellem verdener. Dog var det ham ikke forundt at finde hverken ro eller hvile.

Som årene gik, blev han stedse mere ulykkelig og fortabte sig i mørke grublerier. Ofte opsøgte han stor fare, og udæskede både drager, dæmoner og guder for at få gjort en ende på sit liv, men ingen i Faerûn formåede at overvinde ham. En legende fortæller, at han endda drog til selveste skæbnegudinden Istus for at hugge sin egen livstråd over.

Tilslut indså han, at hverken alderdom eller nogen magt i Faerûn ville kunne besejre ham, eller give ham fred. Og det fortælles, at han tilslut døde for egen hånd ved at kaste sig ned over Valankyr.

Således døde en af de mægtigste og frygteligste krigere Faerûn har oplevet. Han blev stedt til hvile under Meneloth med Valankyr på sit bryst, for ingen turde siden bære det fordømte sværd.

Historier om Eldacar

Vestoeriderne fortæller så mange historier om Elendil, at de kan fylde en hel bog. Hvorvidt de er pure opspind, halve sandheder eller sande, er ikke godt at vide. En af dem lyder:

Tvillingerne. Elendil og Eldacar var undfanget så tæt på hinanden, at de samtidig lå i deres moders skød. Rao, som ønskede at én førstefødt konge ubestridt skulle lede oeriderne, yndede ikke tanken om tvillinger. Derfor spurgte han hver af de to fostre, om de ville ære og adlyde Ilmarins guder.

Elendil svarede, at han ville være tro og lydig, men Eldacar afviste at tjene hverken gud eller menneske. Da besluttede Rao, at Elendil skulle være den førstefødte, og han indsvøbte Eldacar i en fortryllet slummer, så han kom til verden år efter sin bror.

Eldacars død