Magiske kræfter er Abeir-Torils byggestene. Det er elementerne, det er livet, døden og sindet, og det er det, som binder, adskiller og manipulerer disse kræfter. På den vis har magi altid eksisteret i verden. Følgende er historien om, hvordan dødelige har lært at manipulere disse kræfter.

Den ældste dødelige magi

Guder, engle, solarer, djævle og dæmoner har på hver deres vis altid kunnet udøve magi. Det samme gælder drager, alfer, djinnier og tilsvarende væsener, som nok er dødelige, men som rummer udødelige elementarkræfter.

Jasirer og højelver

De lærde strides om, hvorvidt jasirerne i det sydvestlige Faerûn eller højelverne i Arvandor var de første dødelige, som lærte at mestre magi. Sikkert er det, at det var trolddomsguden Gilean, som dengang vandrede i Faerûn, der for godt 10.000 år siden lærte disse første frie folk mange hemmeligheder. Rao lærte dem at tale, Oghma at læse og skrive, mens Gilean lærte dem at forme magiske runer.

Som disse folk var forskellige, således var også den måde, de anvendte magien. Jasirerne anvendte kraftmagien til at manipulere tid og rum, og de kræfter, der binder verden sammen. Højelverne lærte ikke bare trolddom af Gilean, men også af Beory og Silvanus, og deres hu stod til de kræfter, der omhandler liv og spiring, samt sindet. Dværgenes eneste hu stod til at forme sten og metaller, og de har aldrig udviklet magi længere end kraftrunerne.

Mennesker lærer magi

Efterhånden blev jasirer og elverfolk så dygtige til at mestre magien, at de ikke længere behøvede kraftruner. De udviklede egentlige formularer og nedfældede dem på stentavler og senere pergamentruller.

De lærte også andre folk magiske kunster. Det gjaldt ikke mindst menneskene. Det vides ikke, hvem de første menneskelige magikere var, men i begyndelsen var de få og blev ofte forfulgt af deres egne.

Mennesker var ikke så magiske som jasirer og højelver, men de var mere alsidige. Mens de ældste folk var knyttet til givne guddomme, lærte mennesker magi fra mange forskellige kilder – guder, dæmoner, djævle, dinnier, drager og mange andre. De udviklede også præsteskaber, og der opstod en forskel mellem troldomskunst, naturmagi, heksekunst og guddommelig magi. Især i det nuværende Calimshan, som blev regeret af djinnier, lærte mennesker at mestre ildmagi.

Zûlk

For mere end 6000 år siden voksede menneskeriget Zûlk sig mægtigt. Det lå, hvor ørkenen Anauroch nu strækker sig, og blev regeret af troldmænd. Zûlkitterne lå i krig med både elverfolk og dværge, og skyede ingen midler for at besejre deres fjender. De indgik pagter med onde skabninger, men udviklede til stadighed også magien, og en stor del af de mægtigste trolddomsbøger stammer fra det gamle Zûlk, der også udviklede det trolddomssprog, der benyttes af mennesker. Især var zulkitterne mestre indenfor den del af magien, der handler om påkaldelser, forvandlinger på åndemaning.

Som det er beskrevet i Sagnet om Tharizdûns Genkomst, gik Zûlk under, da ærkeheksen Iggwilv lokkede Zûlks ærkemagere til at udøve en trolddom, der oversteg deres evner. Landet gik under i en blodstorm og blev til den ørken, der nu bærer navnet Anauroch.

Mange af Zûlks hemmeligheder forgik, andre lever begravet under ørkensandet. Visse af troldmændene undslap imidlertid ødelæggelsen. De grundlagde siden det magiske rige Halruaa i det sydligste Faerûn. I nyere tid har efterkommere fra Zûlk, de såkaldte Suloise, også taget magten i Thay vest for Dragehavet. Endelig går der også rygter om, en magisk flyvende by fra Zûlk, som er dømt til at rejse mellem verdenerne.

Magien i Faerûn i dag

I forbindelse med Tharizdûns Genkomst kom mange folk mere i kontakt med hinanden end før. De fandt et fællesskab som flygtninge fra mørket og som frænder i kampen mod det. Derfor blev især elverne også mere villige til at dele deres hemmeligheder med mennesker.

Således affødte krigen en række mægtige menneskelige troldmænd, men Zûlks skæbne havde også lært menneskene, at trolddom skulle bringes under kontrol.

De største trolddomsskoler

Mange troldmænd er splittet mellem de konge eller lensherre de tjener og deres loyalitet mod magiske organisationer eller magikere i almindelighed. Langt de fleste troldmænd lærer deres fag fra en læremester eller en “national” skole. Rundt om i Faerûn, er der dog skoler, som tiltrækker troldmænd alle overbevisninger og nationaliteter. De ligger gerne afsides udenfor gemene landegrænser.

Almraiven

Havnebyen Almraiven i Calimshan har i 3000 år været landets primære sted at uddanne troldmænd. De er især mestre i ildmagi.

Arad Zym

Den mægtige trolddomsskole i det østlige Faerûn ligger på øen Mystra, i en del i De Sorte Bjerge syd for Urnst. Den fordrer i høj grad samarbejde mellem troldmænd. Skønt Højrigets Blå Troldmænd har deres egen trolddomsskole på Gond, lægger en række af Højrigets magikere vejen forbi Mystra. Det samme gælder især magikere fra Amn, Monsalyar og naturligvis Urnst. Læs mere

Dramidja

I Dramidj Havet ligger øen Dramidj. Her ligger også en trolddomsskole, der især er kendt for sine illusionister. De er grunden til, at Dramidja ikke er blevet erobret af sine magtfulde naboer, og at øen anses for at være en legende.

Mestra

Skole i Ørnetinderne mellem Rheimgard og Graten. Uddanner mentalister, som især tjener herskerne af De Tolv Riger. Læs mere

Lokale ordener

Stridsmagerne i Cormyr

I DR376 grundlagde den senere Kong Azoun I Cormyrs berømte Stridsmagere, hvis formål var at mobilisere troldmænd til rigets forsvar og bringe landets magikere under kontrol. De opgaver har de stadig, og de ledes af en rigsmagiker, som for tiden er Vangerdahast.

De Blå Troldmænd

Oeriderne havde oprindelig ingen troldmænd, og i Højriget stod trolddom længe i skyggen af præstemagien – og gør det for den sags skyld stadig. Under krigen mod Tharizdûn kom troldmanden Arcanturus af Urnst imidlertid i Kong Tarans tjeneste. Efter Tharizdûns fald forsøgte Arcanturus at redde mange af de magiske hemmeligheder, som krigen havde ødelagt, og han oprettede en cirkel af troldmænd viet til at bistå Højriget. Den blev tolereret, men havde ingen officiel status.

I 500-tallet var Højkong Belgarion fortrolig med Arcanturus’ efterfølger, Sularus den Blå. Det var dog først i forbindelse med Dragekrigene (DR644-690), at troldmændene viste sig at være så nyttige, at de fik officiel status som De Blå Troldmænd (Lûn Issar). Siden er de blevet ledet af en stormester, der er direkte ansvarlig overfor Højkongen. Den nuværende stormester er Khelben Cormaeril.

Uddannelsen som Blå Troldmand er langt overvejende en mesterlære. Her bruger eleven år af sit liv på at tjene mesteren. Der er dog rygter om, at ordenen også har en eller anden form for skole på øen Gond, som ligger i Tågeøerne.

Tilsvarende organisationer findes også i Amn, Zhentilgard og flere andre steder. Ligeledes er troldmændene i Thay og Halruaa velorganiserede, men i disse lande, er det dem, som regerer.

Troldmandskrigene

Efter Tharizdûns fald opstod den hemmelige trolddomsorden Kabalen. Den mente, troldmænd står over andre og bør regere. Dens bestræbelser blev imødegået af en række andre troldmænd. Som det er beskrevet under Troldmandskrigene.

De fleste af Faerûns mægtige troldmænd foretrækker imidlertid enten at leve afsondret eller i lande, hvor der er mindre kontrol med dem. Især Waterdeep har fået ry som et tolerant sted for troldmænd.

Blandt vores dages mest navnkundige ærkemagere kan nævnes:

• Elminster Aumar. Gammel legendarisk ærkemager, der siges at dvæle i Skyggedalen i Dallandene.
• Khelben Arunsun af Waterdeep
• Laeral Sølvhånd af Waterdeep
• Manshoon af Zhentilgard. Frygtet åndemaner, som siges at være uforgængelig.
• Khelben Cormaeril. Stormester for De Blå Troldmænd.
• Simbulen. Magtfuld heks, som vogter over landet Aglarond (Ixz) vest for Dragehavet. Også skovriget Rashemen længere mod vest er kendt for sine mægtige hekse.
• Szass Tam. Leder for De Røde Troldmænd i Thay. Frygtet åndemaner.
• Vangerdahast. Leder for Rauthyrs Stridsmagere.