Dværge

Dværgenes syv fædre

I den store sang før skabelsen, så guden Urak en vision af de levende væsener, som skulle befolke verden. Bjergguden følte sig ensom, og af sin tanke undfangede han smedeguden Gond. Men da Stjernernes Tid oprandt, så Urak, hvordan andre guder glædede sig over dødelige væsener som elv og jasir. Da denne verden var blevet udfoldet, ønskede han at smede sine egne væsener. Af klippe og ler formede han derfor de skabninger, han havde set i sit syn, men da han ikke besad evnen til at skabe liv, forblev de livløse stenstøtter.

Urak formede syv dværge. De blev dværgenes fædre og er ophav til hele dværgfolket. Deres navne var Abbathor, Clangeddin, Dugmaren, Dumathoin, Marthammor, Moradin og Thardhar.

Ulykkelig sad bjergguden og græd i sin esse og besluttede at tilintetgøre sit skaberværk. Gond forsøgte at standse ham, og som han sad der hørte Nessa, gudinden for uskyld og medfølelse, hans klage. Hun standsede hans hammer netop som han svang den for at knuse dværgene, og hun sammenkaldte de øvrige unge guder og overtalte dem til at bistå Urak. Således blev dværgene vakt til live.

Skæbneguderne skænkede dem livet, Beory evnen til at forplabte sig. Elûne gav dem en sjæl, og Rao lærte dem at tale og regere gennem konger. Gilean lærte dem at mejsle ord i sten og kraftruner i sten, Wee Jas lærte dem at færdes i mørket og holde sig skjult for deres fjender.

Urak var fro. Han trak sig atter tilbage til sine bjerges ensomhed, og overlod dværgene til Gond. Længe dvælede dværgenes syv fædre i Gonds esse, og han lærte dem mange hemmeligheder – om sten og klippe, om at udvinde metaller og ædelstene og om smedekunst. Omsider kom dog den dag, hvor de skulle forlade ham, og de drog mod alle verdenshjørner og begyndte at befolke verden.

Bhaerynden og Moradins folk

Dværgene vågnede i det allervestligste Faerûn hinsides de kendte kort. Længe var de frygtsomme for verden og holdt sig i deres underjordiske kamre.

Mens de fleste af dværgfædrene efterhånden drog videre, Moradins folk nær deres urhjem og grundlagde det første dværgrige – Bhaerynden. Det blomstrede i flere tusinde år, men omkring DR-9000 blev Bhaerynden invaderet af mørkelver, og mange dværge flygtede derfra. Dværgene gravede stadigt dybere i de rige årer under jorden, men i DR-7600 vakte de et væsen i dybet, som de beskrev som “Den navnløse rædsel”. Dette væsen slagtede de fleste af Bhaeryndens dværge, og tilslut opgav de byen. De fik de mægtige huler til at styrte sammen og begravede således rædslen i Undermørket. De overlevende søgte til Den Store Kløft, hvor de har dvælet siden. Det er Moradins folk, de såkaldte Gyldendværge, som især er kendt for deres rigdom og for at være propre og velorganiserede.

Shanatar og Thardhars folk

Thardars folk udvandrede fra Bhaerynden før dets fald, og i DR-10800 grundlagde de den underjordiske by Shanatar i bjergene vest for Calimshan og Tethyr. I begyndelsen sluttede de forbund med menneskene for at besejre de uhyrer og mørke kræfter, der dvælede i denne del af Faerûn. Shanatar blomstrede, og dværge herfra grundlagde mange andre dværgbyer.

Efterhånden vendte menneskene sig imidlertid mod dværgene, især efter, at Tharizdûns håndlangere havde forpestet deres sind. Thardars folk lukkede portene til verden og forskansede sig i deres bjerge, men omkring DR-1800 blev Shanatar invaderet af Grådværge (se nedenfor), og hele riget med undtagelse af byen Iltkazar faldt. De få overlevende flygtede til Iltkazar eller drog som flygtninge rundt i Faerûn, hvor de undertiden bosatte sig blandt mennesker. Det er de såkaldte Skjolddværge, som er kendt som dristige eventyrere og lykkejægere – og berygtede for at være ubehøvlede.

Grådværgene

Dugmarens folk var de dygtige minearbejdere blandt dværgene og tilbragte det meste af deres tid i bjergene og i dybe mineskakter. Her hændte det i en fjern fortid, at de blev besejret og gjort til trælle af nogle frygtelige magiske skabninger. Som trælle levede de i årtusinder, men tilslut undslap de deres herrer og skabte deres egne riger i Undermørket.

Det lange fangenskab havde imidlertid forandret dem. Deres hud var blevet gråsort, deres skæg hvidt eller gråt og deres øjne røde. De var blevet fortrolige med magi, og deres sjæle var blevet forkrøblede. Således blev de et ondt folk, der førte krig mod deres frænder, og blandt andet bragte Shanatar til fald i DR-1800.

Nordens dværge

Clangeddin var den mest krigeriske af dværgenes syv fædre, Da han forlod Bhaerynden førte han sit folk mod Faerûns nordligste egne. I Nordens bjerge grundlagde de mange byer og riger og dvæler her den dag i dag i betydeligt antal. Nordens dværge har aldrig været så rige som Gyldendværgene, men de har formået at overleve angreb fra både drager, trolde og orker. De indgik også i det forbund, der besejrede Tharizdûn.

Krigen om Elverstenene

I tidens løb opstod mange skærmydsler mellem elverfolk og dværge, men for over 3000 år siden, kom det til en egentlig krig mellem dværgfolket og højelverne i Arvandor. Nogle mener, det var et resultat af, at uskylden var blev tilintetgjort af Tharizdûn (læs mere)

I den første tidsalder havde mestersmeden Elduin skabt de såkaldte elverstene. Mens Tharizdûns skygge var allermørkest, havde han fanget lyset fra sol, måne og stjerner i syv fabelagtige ædelstene. De siges at være det smukkeste syn, der er set i Faerûn, og stenene havde vældige magiske egenskaber. Siden den første tidsalder, havde de været spredt, og nogle var gået tabt, men de fleste befandt sig i Arvandor og Cormanthor.

En af elverstenene var faldet i kløerne på den enorme røde drage Bryzagostra, som dvælte i Nordens ødemarker. Her kom den i krig med dværgene i De Blå Bjerge. Det endte med, at en enorm dværghær besejrede dragen, og i dens store skatkammer fandt dværgkongen Hlidgun den Stolte elverstenen. Den betog ham og fik stadigt større magt over hans sind.

Nyheden om Bryzagostras fald nåede højelverne i Arvandor, og de sendte en delegation til De Blå Bjerge. De fortalte Hlidgun, at stenen retteligt tilhørte dem og tilbød ham en enorm pris for den. Fortryllet af stenens magi, afslog Hlidgun dog særdeles uhøfligt og blev dræbt af elverne. De blev derpå dræbt af dværgene.

Det førte til en bitter krig mellem elverfolk og dværge. Hlidguns søn, Hodir, var nemlig betaget af elverstenen i endnu højere grad end sin far, og afkrævede elverfolket endnu en elversten som betaling for mordet på hans far.

Krigen varede i mere end 300 år. Ingen af siderne vandt. Hodir blev grebet af vanvid og vandrede tilslut ud i ødemarken med stenen. De er ikke blevet set siden. Højelverne havde lidt svære tab i krigen, og en række uhyrer og barbarer benyttede sig af deres svækkelse til at angribe Arvandor.

Dværgriger i dag

Sel v om det er gået tilbage for dværgene, dvæler de stadig over store dele af Faerûn.

Nordens dværge

En af dværgenes stærkeste bastioner er fortsat dværgbyerne i De Blå Bjerge, som også kaldes Verdens Tag. Her dvæler mægtige dværgkonger i Adbar, Mirabar, Sundabar og mange andre steder.

Nord og vest for Dragehavet

I Klippefastbjergene omkring Impiltur dvæler dværge regeret af Kong Beronar Idrin. Der er også dværgsamfund i Damara nord for Dragehavet,

Sydens dværge

Efter Shantars fald omkring -1800 DR var Thardars folk næsten udslettet og begrænset til området omkring Erlkazar.

Derimod trives Moradins folk i Den Store Kløft langt mod syd i området mellem Østre og Vestre Shaar.

Østens dværge

I udkanten af Højriget dvæler en række dværge (oe. ondrin). De holder sig for sig selv, men kommer gerne til nærmeste handelsby for at handle.

De mest omgængelige er klanen Hammerhjelm (kh. bekhaz -azghbund), som dvæler i Hammerdyb (kh.bekhaz- bazari) i Hammerhøje, samt i Svarthøje i det sydlige Ahlissa.

Klanen Skjoldhjerte (kh. makhel-kurdu) har dvælet i Skjoldtinderne i umindelige tider. De er dygtige minefolk, men holder sig for sig selv og blander sig ikke i menneskers anliggender. Dog har de fra gammel tid respekt for vestoeriderne.

Klanen Vildskæg (kh. gumzâtarg). En klan, der er kendt for sin vildskab. De er ikke bare minefolk, men også drabelige jægere og bersærkere. De har gerne langt rødt flettet hår og vildt strittende skæg. De dvæler i Gantylgrym på grænsen mellem Furyondy og Hithlum.

Dværgene behandles gerne med respekt i Højriget, især i Almor grundet det gamle bånde mellem dværgene og Eldacars folk. Dels af respekt for deres kunnen, dels for deres temperament.

Hammerhjelm (kh. bekhaz -azghbund). Dvæler i Hammerdyb (kh. bekhaz- bazari) i Hammerhøje, samt i De Sorte Bjerge. De er gerne muntre og glade for at omgås mennesker.

Skjoldhjerte (kh. markhel-kurdu). Lille klan, som i umindelige tider har dvælet i Skjoldtinderne. De er dygtige minefolk, men holder sig for sig selv og blander sig ikke i menneskers anliggender.

Vildskæg (kh. gumzâtarg). En klan, der er kendt for sin vildskab. De er ikke bare minefolk, men også drabelige jægere og krigere. De har gerne langt rødt flettet hår og vildt strittende skæg. De dvæler i Gantylgrym på grænsen mellem Furyondy og Hithlum.

wpDataTable with provided ID not found!