Her følger den mest sandfærdige beretning om Højriget og det oeridiske folks historie.

Oeridernes ankomst

I DR205 var næsten hele Erythia underkuet af den mørke gud Mahdûn og hans legioner. Elverriget Cormanthor var gået under, det samme var menneskerigerne Zûlk og Arnaks rige i Norden og utallige andre rundt om i Erythia. Læs mere under Mahdûns Genkomst.

Da hændte det, at en ny menneskeslægt gik i land på Erythias kyst – Oeriderne. Deres herkomst fortaber sig i tåger og myter. Selv mener de, at Erebius havde skjult dem for Mahdûn som et hemmeligt våben og sendte dem til Erythia, da det så sortest ud.

Sikkert er det, at den oeridiske flåde landede nær det sted, hvor Elturel nu ligger – ved floden Arans munding. Oeriderne blev ledet af Kong Taran og hans fire sønner – Arafaenden Retfærdige, Eladanden Mørke, Maragorn den Milde og Arion den Fagre. Under en storm var dele af flåden kommet ud af kurs og landede andre steder. Huset Arranas gik i land længere nordpå, i det hertugdømme der har navn efter dem, og Tarans bror, Aeran, drev i land på Tågeøerne og blev konge af det rige.

Tamons grundlæggelse

En nat fik Taran en vision. Guden Erebius talte til ham og bød ham grundlægge en by på et bjerg. Ledet af sin drøm satte Taran op ad floden Aran indtil han kom til Tamon-bjerget. Her fandt han malakittronen, og oeriderne grundlagde en fæstning og et tempel, og snart voksede der en by op omkring dem.

En tid fik oeriderne fred til at bosætte sig og grundlægge deres rige, for Flaeness var en fjern afkrog af Erythia, som Mahdûns blik ikke var rettet imod. Efter nogle år blev de dog angrebet af den mørke guds løjtnanter. Først af Kas i DR205, siden af Longalis i DR214.

I begge tilfælde sejrede de oeridiske riddere og præster, og oeriderne styrkede deres magt i landene omkring Aran, i Haramor, samt i Arranas og på Tågeøerne.

Sejren over Mahdûn

I DR235 udgik der bud fra guden Paladin, der ledede kampen mod Mahdûn. Han bød oeriderne komme til hjælp. De oeridiske hære drog afsted og deltog i det titaniske slag i Helvede, hvor Mahdûn blev bragt til fald og som er beskrevet andetsteds.

I slaget faldt Kong Taran og det samme gjorde hans yngste søn Arion. På sit dødsleje bød Taran sine tre overlevende sønner – Arafaen, Eladan og Maragorn – grundlægge hver deres kongerige under ledelse af Højkongen, Arafaen, som skulle være først blandt ligemænd.

Brødrene svor en ed på det, med den undtagelse, at Maragorn afgav sin kongeværdighed til Arions søn, Anarion, da Arion havde frelst hans liv under slaget.

Således hændte det, at Arafaen og hans efterkommere blev højkonger i Tamon. Eladan grundlagde vestoeridernes kongedømme Bithynia,. Maragorn grundlagde hertugdømmet Veluna, og Arions søn, Anarion, grundlagde Shanara og blev konge for de sydlige oeridere.

Taransønnerne

Arafaens slægt

Arafaen regerede som Højkonge i Tamon i mange år og var viis og retfærdig som sin fader. Under ham og efterkommerne Carandor og Elendar blev Solamnia og Endor tæmmet, tillige med Arranas og Tolnedra. Oeriderne lærte at flyve på griffer, og de nedkæmpede de sidste rester af Mahdûns legioner.

Under Malbereth (DR475-495) kom også Valethor under oeridisk herredømme.

Arafaens tipoldesøn, Belgarion (DR495-585) regnes som en af de største højkonger. Han udbyggede og forskønnede Tamon og grundlagde byens berømte lærde skole, Belgarianon. Han samlede de oeridiske love i Pentharken, og han gav tilladelse til oprettelsen af De Blå Troldmænds Orden.

Eladans slægt

Eladan den Mørke er formentlig den mægtigste kriger, oeriderne nogensinde var fostret. Han blev både guders og dæmoners bane, men han var også en stridbar natur. Allerede før Mahdûns fald var han raget uklar med Arafaen og var draget vestpå til Haramor, men da mønstringen kom, deltog han i slaget mod Mahdûn.

Efter krigen vendte han tilbage til Haramor og grundlagde dobbeltrigerne Bithynia og Argundor, der strakte sig langt hinsides Velverdyva og som stod i århundreder. Alle dets konger bar navnet Eladan. Eladan sluttede venskab med dværgene og lærte meget af dem. Derfor regnes vest­oeriderne som de dygtigste smede og fæstningsbyggere i Højriget.

Der var det særlige ved Bithynia og Argundor, at det første altid blev regeret af en mand, det sidste af en kvinde. Og de var gift – også selv om de var bror og søster.

Eladan den Mørke blev gammel, og det fortælles, at han tilslut blev træt af livet og kastede sig ned over sit sværd.

Læs mere om Elancar den Mørke

Anarions slægt

Læs mere om Anarions slægt i Sangen om Shanara

Tarans tredje søn, Maragorn og hans nevø, Anarion, drog efter krigen mod Mahdûn til landene syd for floden Aran. Her grundlagde Maragorn Veluna, mens Anarion fortsatte sydpå til det nuværende Ahlissa og Calantara.

I en smuk blomstrende dal i Calantara, grundlagde han sin kongeby Tara og her døde han i DR319. Udover angreb fra drager og andre uhyrer fra De Hvide Bjerge, nød hans folk fred, for efter Mahdûns fald vovede mørkets skabninger sig ikke frem.

Anderledes gik det for hans søn, Anarion II. Ved Nyr Dyv lå byen Wog Mur. Her levede et mørkt og frygteligt folk, der bragte død og trældom over mange folk og beherskede det meste af Sheldomar.

Mod dem førte Anarion II en lang og bitter krig, indtil han tilslut indtog og tilintetgjorde Wog Mur i DR371. Da han fældede ypperstepræsten i Wog Mur, nedkaldte denne en forbandelse over Anarion, som lød, at hans hus altid skulle være i splid med sig selv. Det lo kongen af – alt for snart viste forbandelsen sin kraft.

Borgerkrigene i Shanara

Anarion regnes som Shanaras første konge, men det var først med Anarion IIs sejr over Wog Mur, at riget reelt blev grundlagt. Da omfattede det Calantara, Ahlissa og det meste af Ereworn.

Det var et herligt og fagert rige, men alt for snart viste Wog Murs forbandelse sin kraft. Tre år efter, at Anarions søn, Taragil, havde overtaget tronen, blev han myrdet af sin tvillingebror Castamir, stamfaderen til Huset Marakirth (DR379).

Det første til en lang og bitter borgerkrig, indtil Taragils søn, Alcarin (”Atterdag”) i DR390 besejrede Castamir endegyldigt. Han byggede en by omkring slottet i Tara, og Shanara oplevede derefter fred og velstand i mange år

I DR548 undertvang sønderlændingene fra Keogh landet syd for De Hvide Bjerge. Folkene der anråbte Shanara om hjælp, og Alcarin II kom dem til undsætning. I DR578 var sønderlændingene endegyldigt fordrevet fra Medegia, som blev en del af Shanara.

Til stadighed var riget dog truet af Castamirs arvinger, som i århundreder foretog angreb ind i Shanara i forbund med forskellige mørke magter.

Dragekrigene

Bortset fra Shanara havde Højriget nydt fred og velstand i århundreder. I DR644 hændte det imidlertid, at Højkongen, Athalon blev dræbt af en flok drager, mens han var på jagtudflugt i ødemarken.

Det førte til en bitter blodfejde mellem oeriderne og dragerne. Horder af drager angreb Højriget, kulminerende med Dragestormen i DR650, da Tamon blev angrebet af 30 store og mange mindre drager, som imidlertid blev besejret med våben og magi.

Takket være deres griffer, var oeriderne i stand til at bekæmpe dragerne i luften og forfølge dem til deres hjemlande.

Efter årtiers bitter krig, besejrede Kong Thorondor ”Tordenbetvingeren” omsider dragere endegyldigt i DR690 og tvang deres konge til fred. Den indebar, at ingen drage måtte befinde sig øst for Velverdyva i de næste tusind år. Krigen kostede hundredvis af drager livet, men svækkede også Højriget. Mange lærde mener, det var dårskab og et tegn på, at oeriderne var blevet hovmodige og uretfærdige.

Shanaras storhed og fald

Mens ridderne fra Shanara havde kæmpet mod dragerne i nord, havde Castamirs slægt benyttet lejligheden til at invadere Shanara.

Da Kong Taragil II vendte hjem, besejrede og fordrev han først Castamirs slægt, dernæst angreb han sønderlændingene som havde støttet dem. I DR693 blev sønderlændingene besejret i et stort søslag ved Lyrantha, og oeriderne underlagde sig hele Medegia og Monsalyar. Sønderlændingene blev ydmyget og måtte betale en stor tribut.

Aldrig havde Shanara været mægtigere, og Tara overstrålede endog Tamon i skønhed. Shanaras blomstring blev dog kort. Da Taragil II døde i DR762 kom hans søn Ividor på tronen. Han blev først kaldt ”Den Gyldne”, for han var fager af udseende og beherskede både fysisk styrke, lærdom og stærk trolddomskraft. Og ved sin side havde han Selinara, en dronning af legendarisk skønhed. Under dem var Tara et sted med lys og lykke, og hele Shanara blomstrede.

Da hændte det i DR784, at dronningen døde, og en skygge faldt over Ividor. Da Castamirs slægt atter rejste sig til oprør, knuste han det i blod og lod også slægtens kvinder og børn dræbe. Dog syntes han prægtig som ingensinde og upåvirket af tiden.

I DR826 mødte han den unge grevinde af Ernil, som han begærede, og i hvem han så et billede af sin elskede Selinara. Han lod greven af Ernil myrde, hvorpå grevinden begik selvmord, og Huset Lendoril (Ernil og Lyrantha) rejste sig til oprør. Trods ihærdige forsøg formåede Ividor ikke at erobre Ernils højland, som også spærrede bjergpassene til Medegia.

Sandheden om grevens død kom for dagen, og Raos præsteskab fordømte Ividor, som lod præsterne myrde og templet i Anatharon nedbryde sten for sten. Da løsrev de gudfrygtige folk i Monsalyar sig, og også i Ahlissa, Calantara og Medegia brød oprøret løs. Mange riddere nordfra drog til Shanara for at slås mod tyrannen. Blandt Shanaras riddere forblev nogle tro mod deres konge, andre sluttede sig til oprøret, og mange andre sluttede sig til Valerians korstog (se nedenfor) for at slippe væk.

Mens borgerkrigeren rasede, forsvandt Ividor ind i sit palads og i vanviddet. Tilslut lod han Tara afbrænde. På én nat forgik et af Faerûns største vidundere, og siden den tid har månen over Tara-søen altid haft et blodrødt skær. Omsider døde Ividor i sit palads i DR934. Da var hans rige for længst smuldret.

Bithynias fald

Mens alt dette hændte i Shanara, oplevede resten af Højriget frygtelige kvaler.

I DR925 brød en rædsom sot ud, som præsterne var magtesløse overfor. Den tog livet af Kong Faranon, lagde halvdelen af Tamon øde, og over hele Højriget blev byer, landsbyer og borge lagt mennesketomme.

Samtidig blev kysterne hærget af søuhyrer og af pirater fra Lunar-imperiet på Måneøerne, et ørige i Smaragdhavet. Disse trusler holdt østoeriderne beskæftiget, og derfor var de ikke i stand til at bistå deres fæller i vest, da stormfloden kom.

I DR927 rejste en mægtig hær sig pludselig mod Bithynia og ramte landet som en flodbølge. Den bestod af dæmoner, barbarer, trolde og værre uhyrer og blev ledet af heksemesteren i Wyrd.

I sin dårskab besluttede Bithynias sidste konge, Eldacar XIII, at møde fjenden i åben kamp. Han blev lokket i baghold og det meste af hans hær blev udslettet på det, der i dag er Højheden.

Derpå blev Bithynia løbet over ende, indtil der tilslut kun var kongebyen Meneloth tilbage. Dens stærke mure holdt stand mod alle angreb i næsten to år.

Da hændte det i DR929, at en af Eldacars mest betroede mænd, Greven af Bel Maris, besluttede at skifte side. I nattens mulm åbnede forræderen byens porte for fjenden, som strømmede ind i hobetal. Det blev et blodigt slag, men tilslut måtte vestoeriderne give efter for overmagten, og de blev udslettet til næsten sidste mand. Kongen selv faldt i heroisk kamp. Da byens skæbne var beseglet udvirkede Bithynias troldmænd stor magi og nedkaldte en meteorregn over byen, som dræbte ven såvel som fjende. Således overlevede næsten ingen slaget om Meneloth.

De få overlevende vestoeridere trak sig tilbage til Haramor hinsides Velverdyva, hvor de holdt stand og endnu regerer den dag i dag.

Valerians korstog

Kun ganske få af vestoeridernes frænder i øst var kommet det betrængte rige til hjælp, da de havde fjender nærmere deres hjem. Det var noget der skabte stor bitterhed blandt vestoeriderne, og som de endnu raser over den dag i dag.

Samme år som Bithynia faldt, besejrede en oeridisk flåde fra Tågeøerne, Elturel og Rel Astra Lunarerne i et stort søslag, og dermed var faren fra den kant lempet.

Da kaldte den unge højkonge, Valerian, de oeridiske riddere til kamp for at hævne Bithynias fald og fordrive Talos og dæmonerne. Mange riddere vægrede sig imidlertid ved at kæmpe i fjerne lande, når farer endnu truede hjemmet. De hævdede, at ridderskabet først og fremmest bestod i at værne sit land og dets folk.

Da greb Valerian et stort helligt kors og indvarslede, at han nu ville stifte et nyt ridderskab. I Heironeous’ ånd skulle det bekæmpe ondskaben overalt i Fae­rûn, og dets medlemmer frasige sig slægt og arv. Således blev Ridderne af Malakittronen grundlagt, og mange riddere drog på korstog med Kong Valerian og forlod Højriget. De fleste af dem vendte aldrig hjem, for krigen blev hård og langvarig, indtil malakitridderne efter tyve år, i DR948, vandt den endelige sejr over Heksekongen fra Wyrd og kunne vende hjem.

Furyondys grundlæggelse

Da korstoget endte, var Højriget sønderbrudt. Bithynia var faldet, og Shanara var gået i opløsning. Der var splid mellem vestoeriderne i Cormyr og deres frænder i øst, og mange riddere var gået til grunde af sot eller i krig. Ét sted udvidede riget dog sine grænser.

Landet nord for floden Furyon havde altid været en ødemark med kæmper, troldtøj og drager, hvorfra der i tidens løb havde været mange overfald ind i Arranas og Cardolan.

I DR1135 gav Kong Taramon sin kaptajn, Berengar, lov til at kolonisere landet. Berengar var halvt oeridisk, halvt nordisk, og han havde mange nordboer i sit følge. Han kæmpede sig vej gennem ødemarken og grundlagde Eldon ved floden Angel. Endnu regnede oeriderne ikke dette folk for meget, og de var ikke en egentlig del af Højriget.

Da hændte det i DR1223, at en udsædvanlig hård og streng vinter ramte Højriget. Over den frosne Velverdyva trængte en mægtig rytterhær ind gennem Cormyr. Den satte kursen direkte mod Tamon og fejede al modstand til side. Den kom endog så vidt som til Tamons porte.

Højkongen havde sendt bud om hjælp til alle sine vasaller, men få magtede at trodse vinterstormene, der var så strenge, at det siges, at frostmøen Auril dansede foran Højkongens by.

Kun Berengars ætling, Isengar, drog i kamp med alle sine krigere. Gennem stormen red han fra Eldon til Tamon, og dér foran murene besejrede han fjenden. Som tak for den dåd, blev Furyondy en del af Højriget, og Berengars slægt dets konger.

De seneste tider

I dag har Højriget genvundet noget af sin styrke, men trues bestandigt af nye farer.

Da den nye højkonge, Ardelon, besteg Malakittronen i DR1350, syntes det at indvarsle en ny tid. Ardelon er prægtig af sind og ydre og forekom at være et spejlbillede af fortidens store konger. Han drømte om at genskabe svundne tiders pragt og storhed. Men netop som der syntes lys og håb for Højriget, indtraf en katastrofe.

En af Ardelons ambitioner var at åbne floden Velverdyva, så den igen kan besejles fra Sethanon og ned til Smaragdhavet. Af den grund ledede han i DR1357 en lille ekspedition til Tusmørkesumpene langs flodens vestlige bredder. Ingen ved, hvad som hændte, men Ardelon og hans følge forsvandt, og er ikke blevet set siden. Hverken præster eller troldmænd kan finde ud af, hvad der er blevet af dem.

Nu er riget uden Højkonge, og uroen breder sig rundt om i rigerne. Den stærke mand er Soloran, der er overhovedet for Raos kirke, samt ærkemageren Khelben, som er stormester for De Blå Troldmænd.

I Calantara synes en borgerkrig at være på vej. Her er Rel Astra blevet den stærkeste magtfaktor, tillige med Prins Isenfaen af Ral Partha, efterkommer af tronraneren Castamir, samt greverne af Valmora og Bergamon.

I Furyondy er kæmperne begyndt at røre på sig, og i Haramor hviskes der om, at stadigt flere uhyrer er begyndt at fylkes ved Velverdyva. Samtidig er der også folk i Cormyr, der drømmer om at genskabe Bithynia og Argundor.

Man behøver ikke være seer for at ane, at der er opbrud på vej!