Elendil

Taran den Gamle var den første højkonge, men hans ældste søn Elendil den Retfærdige var Højrigets egentlige grundlægger. Det var nemlig ham, der efter Tharizdûns fald ordnede rigerne, og indførte hertugdømmer, grevskaber og lener og mange andre af de institutioner, Højriget endnu hviler på.

Da Tharizdûn var blevet besejret i DR235, begyndte mange af de folk, der boede i oeridernes lande at skabe problemer. Det gjaldt ikke mindst Flan-folket, der især dvælte i det østlige Veluna. Elendil og hans bror Maragorn besejrede dem i flere omgange, men de indgik også en mild fred, hvor Flan-folket i høj grad fik lov til at passe sig selv.

Hans retfærdige styre fik mange folk til at søge til de oeridiske lande, ikke mindst til Tamon. Her var der nedenfor Kongehøjen opført en række riddergårde, og Elendil omformede det nuværende Taranan til en egentlig by, som han omkransede med mure.

Han forsonede sig også med sin bror Eldacar, som sammen med sine efterkommere anerkendte højkongens overhøjhed. Dertil skabte han den første oeridiske lovsamling, og slog fast, at alle var lige for loven – også konger. Det er især takket være ham, at kongerigerne Bithynia, Shanara og Tågeøerne forblev en integreret del af Højkongen og at dette aldrig er gået i opløsning.

Elendil var ikke en himmelstormer og frygtet kriger som sin bror Eldacar. Han var ikke mild og elsket i samme grad som Maragorn, ikke dristig og heroisk som Arion. Han var det hele i moderation. En mægtig kriger, en retfærdig konge og en ædel sjæl. Han skuede længere end nogen af sine brødre, og enhver som mødte ham, ønskede at tjene ham. Derfor regner oeriderne ham (sammen med Valerian) for at være den perfekte konge.

Elendil blev meget gammel. Da han døde i DR390 havde han regeret i 155 år. Hans dronning var Belgara af Arranas, og han blev efterfulgt af deres søn Carandor.

Ifølge sagnet blev Elendil på sine gamle dage træt af livet, men i modsætning til Eldacar, søgte han ikke døden. Da den omsider kom til ham, siges det, at Elûne stod for ham i hans kammer. Kongen frygtede ikke døden, men han begræd, at han ikke døde på slagmarken og frygtede, at han ikke i tilstrækkelig grad havde udført de bedrifter, der var forventet af ham. Ds lagde gudinden den gamle mands hoved i sit skød og sagde:

“Elendil, så længe dit rige består, vil du være kendt som Kongernes Konge. For du er den klippe dette rige blev bygget på. Der vil komme onde tider, tider med svigt og svig og undergang, men selv om meget vil gå under i storme, vil det virkeligt betydningsfulde overleve, for det er bygget på det fundament du lagde. Det ædle Elendil, er ikke nogen ringe bedrift”.

Da følte oldingen sig lyksalig, for han så Ilmarins lys stråle klart i øst, hvor hans far og hans brødre ventede på ham. Han døde med et smil på læben og fred i hjertet.

Elendil den Retfærdige