Ividor

Ividor er en af de mest navnkundige og berygtede oeridiske konger. Han begyndte som Ividor den Gyldne, men endte sit lange liv som Ividor den Gale. Han begik utallige grusomheder og førte Kongeriget Shanara i afgrunden.

Prins Ividor blev født i DR747 i kongebyen Tara. Hans mor var Galanna Maragorn fra Veluna, hans far Kong Taragil II af Shanara – et oeridisk kongerige, der strålede stærkere end nogensinde. Kongeparret havde en anden søn, Prins Coranor, som var 20 år, da Ividor kom til verden, og ingen havde planlagt
hans fødsel.

Den mystiske stjerne

Da hændte det en nat, at en ny tindrende stjerne blev set på himlen mellem stjernebillederne Griffen og Dragen. En tid tindrede den klart, så blussede den op og forsvandt. Den nat blev Dronning Galanna svanger, skønt hun var ude over den alder, hvor kvinder normalt er frugtsommelige, og fødslen kostede hende livet.

Der blev taget mange varsler af den mystiske stjerne, men seerne kunne ikke blive enige om, hvorvidt den varslede godt eller ilde.

Prins Ividor voksede op og blev den ypperste prins, Shanara nogensinde havde oplevet. Hans åsyn var fagert som ingens andens, og han beherskede både krigskunsten og magien. I alle dyster og idrætter var han den ypperste, men helt fra barns ben omgikkes han også lærde og skjalde og besad snart mere viden end nogen dødelig.

På den tid var Kongeriget Shanara på sit højeste. Det var som en evig sommer, og ikke en sky var at se på himlen. Alle fjender var besejrede, både sønderlændinge og Huset Marakirth, og velstand og rigdom blomstrede overalt i riget. Tara overgik Tamon i pragt og skønhed, og fra hele Faerûn kom rejsende strømmende for at opleve Taras forunderlige haver og det store bibliotek, som Ividor bidrog til at gøre til et af de mest velforsynede i Faerûn. Så stor var hans tørst efter lærdom, at han sende tjenere til alle verdenshjørner for at indsamle gamle skriftruller og fantastiske genstande.

Da hans storebror, Prins Corcoran, døde af et slangebid i DR1360 var han arving til Shanaras trone. Nogle hævder, at Ividor stod bag sin brors død, men det er der ingen beviser for. Da hans far døde to år efter, blev han Konge af Shanara i en alder af kun 15 år.

Ividor den Gydlne

Selinara

Kong Ividor var attrået af mange kvinder, men mødte sin store kærlighed i Prinsesse Selinara af Ernil. Da var han 21 og hun kun 16. Hun siges at være en af de smukkeste, kvinder der nogensinde har levet, og det berettes at hendes skønhed var så stor, at alene synet af hende kunne helbrede de syge og lidende. Hun havde elverblod i årene for hendes mor var prinsesse Anuriel af Celene.

Ividor begærede hende voldsomt, men ville vinde hende som mand og ikke som konge. Derfor forklædte han sig som en fattig væbner og ledsagede hende på en rejse gennem De Hvide Bjerge. Beretningen om, hvordan den rejse førte til deres forelskelse og store kærlighed er fortalt af mange skjalde og skal ikke gentages her. Men at det var en kærlighed uden lige, hersker der ikke tvivl om. Og ej heller, at det skulle vise sig at være en skæbnesvanger kærlighed.

Længe levede Ividor og Selinara ubekymrede, og Tara strålede mere fagert end nogensinde. Da hændte det i DR784, at Selinara pludselig blev syg. Nogle mener, hun blev forgiftet. Ividor hidkaldte helbredere og præster fra hele Faerûn, men ingen formåede at hjælpe dronningen, som en nat døde i hans arme i de haver, hun elskede så højt.

Den nat blev skæbnesvanger for Ividor og Shanara. Kongen gik ind i sit palads og rugede længe. Det siges, at han forbandede guderne, som ikke ville frelse hans elskede, og at han forbandede sol og måne, fordi de forsat skinnede trods hendes død.

Børnemordene

Efter lang tid genoptog Ividor sine pligter som konge, men han tilbragte stadigt mere tid i ensom grublen, og det skulle snart vise sig, at han var en forandret mand.

Et år efter Dronning Selnaras død, rejste Huset Marakirth sig atter til oprør. I spidsen for sin hær, besejrede Ividor dem let, men udviste en forfærdende grusomhed. Først lod han alle sine krigsfanger korsfæste, og lod dem opstille hele vejen fra Sheldomar til Nyr Dyv. Dernæst sendte han tjenere ud for at myrde alle, der havde nogen som helst forbindelse til Castamirs arvinger. Kvinder, børn og gamle blev myrdet på brutal vis, og også mange, som intet havde med Huset Marakirth at gøre, blev tortureret og ombragt.

Også som konge og dermed rigets øverste dommer var han uforsonlig. Enhver forbrydelse blev straffet med en grusom død, og det var som om kun pinsel og blod kunne lindre hans egen umådelige sorg.

Mens han sind således blev stedse mere formørket, var hans ydre fagert som ingensinde.

Mordet på Grev Tancred

Da hændte det i DR826, at han mødte han den unge grevinde Ariana af Ernil, som han begærede, og i hvem han så et billede af sin elskede Selinara.

Han indbød greveparret til at gæste sig i Tara, og her myrdede han egenhændigt grev Tancred III af Ernil, så Ariana kunne blive hans.

Grevinden flygtede fra Tara, men Ividor forfulgte hende og fik hende omringet i Ral Cabalons højland. Fremfor at ægte sin mands morder, kastede hun sig ud fra den klippe, der i dag bærer navnet Jomfruspringet.

Som straf for, at Huset Cabalon havde givet hende ly, lod han det meste af slægten myrde og grevskabet lægge øde.

Ividor den Gale

Oprøret bryder ud

Der gik en tid før sandheden kom for en dag, men da det hændte, talte patriarken af Anathoron dunder til kongen, som svarede igen ved at lade patriarken og alle præsterne myrde og templet nedbryde sten for sten.

Grev Tancreds famlie, Huset Lendoril, rejste sig til oprør, og trods ihærdige forsøg formåede Ividor ikke at erobre hverken Ernils højland eller Lyrantha. Lendoril beherskede også Tharsis-passet, hvorved forbindelsen mellem Calantara og Medegia blev afbrudt. Dermed fik de frie byer i Medegia mod til at løsrive sig.

Snart bredte oprøret sig yderligere. Ved nyheden om tilintetgørelsen af Anatharon, løsrev de gudsfrygtige folk i Monsalyar sig. Også i Ahlissa brød oprøret ud, mens Ereworn til stadighed blev mere kaotisk.

Blandt Calantaras riddere forblev nogle tro mod deres konge. Det gjaldt især Huset Haradan og greverne af Tarn, andre sluttede sig til oprøret, mens mange andre forskansede sig i deres borge eller søgte lykkeni det fremmede.

I DR839 kom det til en kort standsning i borgerkrigene, da en hær under Greven af Bergamon slog en stor invasionshær fra Ereworn, der truede Calanatara. Derefter brød borgerkrigen atter ud,

Ividor forsvandt ind i sit palads og i vanviddet. Tilslut lod han Tara afbrænde. På én nat forgik et af Faerûns største vidundere, og siden den tid har månen over Tara-søen altid haft et blodrødt skær. Omsider døde Ividor i sit palads i DR934 i en alder af 187 år. Da var hans rige forlængst smuldret.