Thorondor Dragebane var søn af Kong Arator den Stolte. Da han blev født i DR658, rasede Dragekrigene, og selv om Dragestormen mod Tamon i DR650 var blevet slået tilbage, gik det ikke fremragende for oeriderne og deres allierede. Dragerne slog til, når oeriderne mindst ventede det, og de var nærmest umulige at opspore og nedkæmpe.

Kong Arathor var en mægtig kriger, men han var ubesindig og forstod ikke krigslist. Det gjorde derimod unge Thorondor. Hans mor var Galedra af Bithynia, og i hans blod flød både østoeridisk tapperhed og vestoeridisk skånselsløshed. Oprindelig bønfaldt han sin far om at gøre en ende på blodfejden med dragerne, der kostede mange liv på begge sider, men faderen afslog og stødte ham fra sig for en stund.

I takt med, at Arathor blev stedse mere svækket, var det Thorondor som stod for krigsførelsen. Den forestod han med både list og grusomhed og ved hjælp af både krigskunst og trolddom. Ikke blot mobiliserede han De Blå Troldmænd til at bistå i kampen. Han samlede også hekse omkring sig, som kendte til forfærdelige forbandelser.

Endelig nød han godt af sine familieforbindelser. Hans mor skaffede ham bistand fra vestoeriderne i Bithynia, og hun sørgede også for, at han blev gift med en kongedatter fra Shanara. Dermed fik han også bistand fra de mægtige sydoeridere.

Det stod klart for Thorondor, at dragernes æg, var det mest dyrebare for hans fjender. Derfor indledte han en ubønhørlig jagt på dragereder, og frem for at fare forvildet rundt efter dragerne, lagde han baghold for dem. Da han endelig blev højkonge i DR686 havde han reelt allerede været det i flere år.

Fire år senere kapitulerede dragerne omsider. De betalte en enorm skat til Kong Thorondor og hans frænder, og de svor en drageed på, at de ikke ville bevæge sig øst for floden Velverdyva de næste tusind år.

Thorondor havde sejret, men det var en dyrekøbt sejr. Store områder lå afbrændte hen, mange ridderne var faldet i krigen, og der var dem, der betvivlede de metoder kongen havde anvendt.

Højkongen var en martet mand, som ikke fandt ro i fredstid. Bestandigt søgte han nye kampe, og var ofte bortrejst til fremmede lande. Måske af magiske årsager, fik han et usædvanligt langt liv og døde først i DR813. Han blev efterfulgt af sønnen Tessaran, som han havde et forfærdeligt forhold til.