Valerian

Valerian den Tapre regnes som den sidste store højkonge, og er sammen med Belgarion den mest hædrede. Da Valerian blev født i DR909 var Højriget mere truet end nogensinde. En frygtelig pest havde lagt land og by øde. Piratflåder fra Lunar-imperiet hærgede kysterne. Shanara var opløst i borgerkrig under den gale Kong Ividor, og Bithynia blev løbet over ende af mægtige fjender.

Valerians far var den frygtsomme Kong Faramon, mens hans mor var den fromme, men viljestærke Beria af Veluna, der var viet som præstinde for Elûne. Fra hende arvede han både fromhed og ukuelighed.

Da hans far døde af pesten blev Valerian højkonge i DR929, og næsten samtidig gik Bithynia til grunde. Med sin kongelige flåde og flåder fra Tågeøerne og Rel Astra besejrede Valerian Lunarerne, og invasioner af både Valethor og Almyr blev slået tilbage. Kongen sørgede personligt for at undsætte de få flygtninge, der havde overlevet Bithynias fald.

Korstogene

De fleste ridderne var nu stemt for at vende hjem, men udenfor rigets grænser, var fjenden stadig mægtig og mange folk blev enten tilintetgjort eller slavebundet.

Valerian manede de oeridiske riddere til at bistå med at opspore fjenden, men de fleste afslog og følte sig ikke bundet af deres lensed til at kæmpe i fremmede lande. De mente en ridders første pligt var at værne sin egn og sit folk.

Da kaldte Valerian i DR931 til korstog. Han talte om “Et andet ridderskab” – som ikke gælder egn og slægt, men er en kamp mod ondskaben overalt, hvor man finder den. I Paladins navn indstiftede han en ny ridderorden, der først var kendt som “De udvalgte få”, men som siden blev til Ridderne af Malakittronen. Blandt dens første riddere var Uther Solanthus og Harnil og Hamil Penhaligon.

De næste tyve år kæmpede Valerian og hans riddere på korstog i fjerne lande mod kaosguden Talos og alskens anden ondskab, og først da ingen større trusler var tilbage mod Erythias frie folk, vendte de få overlevende hjem.

Fredstid

Valerian var en mægtig krigerkonge, men han var altid bevidst om, hvorfor han kæmpede. I fremmede lande havde han ikke blot kæmpet mod fjenden, men også prædikeret frihed og retfærdighed for alle Erythias folk. Han frigav slaver i Keogh og andre steder, og lod slavehandlere hænge.

Han ønskede at gøre sin kongeby Tamon til en by for alle Erythias folkeslag. Han udvidede byen voldsomt, således at den kom til at omfatte, det der i dag er Kajerne, Vagthøjen og Søkvarteret og som også blev omkranset af mægtige mure. Han åbnede skoler for folk, der ikke var oeridere, og han lokkede lærde og købmænd fra hele Erythia til at bosætte sig i byen. Med Valerian blev Tamon for alvor en metropol.

Valerian regnes af mange som den perfekte konge, da han var en ypperlig konge i krig såvel som fred. Hans dronning var Arlena af Tolnedra, der i tyve år sad og spejdede efter ham i Længslens Tårn på Kongehøjen. Lige før, han drog på korstog, blev hun frugtsommelig med sønnen Palanthus, som Valerian først så, da han var nitten år gammel.

Som de øvrige højkonger blev Valerian stedt til hvile i De Dødes Dal vest for Tamon, men det berettes, at flere så en åndeagtig hvid grif hæve sig over slottet, den nat han døde, og nogle mener, at kongens sjæl vandrede til Paladins’ bolig i Telengard, hvor han vogter over Erythias frie folk. I hvert fald har Valerian næsten religiøs status og bliver naturligvis særligt æret af Malakitridderne.

Valerian den Tapre