Albraya – “Den Hvide Frue”
Da Maragorn den Milde vendte hjem fra krigen mod Tharizdûn, søgte han et land med fred og skønhed. I det østlige Veluna kom han til en sø. Engang lå den i hjertet af en fortryllet skov, næret af en drømmedrage. Tharizdûns horder havde tilintetgjort skoven, og dragen var døende. Maragorn lagde sin hånd på dragen og forsøgte at helbrede den, men indså, at det var forgæves. Da græd han over den skønhed, som forgik, og hans hellige tårer gav dragen stor fred. Den spredte vingerne en sidste gang, fløj ud over søen og forsvandt i det mørke vand.
Samme nat fik Maragorn et drømmesyn. En hvid frue steg op af søen og talte til ham:
“Maragorn – dine hellige tårer gav mig fred. Jeg kalder dig Fredsbringeren, og min sjæl vil vandre med dig og din slægt”
Dragens sjæl tog bo i hans sværd, der siden har været kendt som Den Hvide Frue. Mens andre mægtige sværd har evnen til at volde ondt. har hertugerne af Velunas sværd evnen til at helbrede. Det er for bestandigt knyttet til Veluna og Maragorns slægt.
Baeldryth – “Stormkongens Sværd”
Det fortælles, at Tågeøernes første konge, Aeran, engang kom til en ø, der blev regeret af stormkæmper. I deres slot så han, at Stormkongen bar et vældigt sværd, og fik grumme lyst til at eje det. Han udæskede derfor kæmpen til tvekamp, sejrede og fik sværdet som præmie.
Stormkongen var dog ikke en god taber og forsøgte at gøre kål på oerideren. Imidlertid blev han fældet af sit eget sværd, som siden er gået i arv i Aerans slægt.
Baeldryth er et stort irgrønt tohåndssværd, som ikke bare er et magtfuldt våben. Det har også evnen til at tæmme og vække havets storme.
Bithynias Flamme
Eldacar den Mørke fik sit legendariske sværd Valankyr med sig i graven. De vestoeridiske kongers arvesværd blev i stedet Bithynias Flamme. Hvad der hændte med dette sværd, da Bithynia faldt og Meneloth blev tilintetgjort, er ikke alment kendt. Nogle siger sværdet forgik, andre at det endnu befinder sig i Meneloths ruiner, atter andre, at Hertugerne af Haramor har det som en velbevogtet hemmelighed.
Den lærde Krampus, som selv så sværdet før Meneloths fald, beskrev det som:
“En lang sort klinge med en glasagtig lød. På forunderlig vis er der ikke den mindste ujævnhed i klingen, og den behøver aldrig slibes. Sværdet er angiveligt smedet i hjertet af en vulkan, men det ligner ikke dværghåndværk. Det er et uhyre skarpt og præcist våben, som er dødeligt i hænderne på en magtfuld kriger. Undertiden springer der også en klar blå flamme frem fra klingen – den siges at værne mod trolddom”
Drageblodssværdet
Kong Thorondors sværd, som var med til at sikre sejren i Dragekrigene. Det er et våben smedet med et eneste formål – at besejre drager. Sværdet beskytter mod Dragefrygt og drageild og forvolder drager dødelig skade. Hvor Thorondors fik sværdet fra, vides ikke, men det er givetvis smedet af dværgene.
Da der blev sluttet fred mellem oeriderne og dragerne, blev sværdet gemt bort som led i fredspagten. Hvor det befinder sig i dag, vides ikke.
Fønikssværdet
Mange navnkundige sværd knytter sig til det hedengangne Shanara. Fønikssværdet er et af de mest berømte. Det stammer fra Syden og er formentlig smedet af dværgene i Shanatar. Siden tilhørte det en pasha fra Calimshan, indtil han blev besejret af en af de hvide grever af Tarn i Calantara. Dernæst var det et arvestykke i hans slægt, indtil de hvide grever uddøde under borgerkrigene og sværdet forsvandt. Sværdet skulle have evnen til at blusse op i et flammehav og til at kunne blive usynligt på kommando.
Valankyr – “Gudebane
“Et våben er ikke godt eller ondt. Det er den hånd, der bruger det. Enkelte våben er dog besjælet af ondskab”
Eldacar den Mørke havde set i stjernerne, at den dag skulle komme, da han skulle kæmpe mod guder. Han fik derfor smedet det legendariske sværd Valankyr – Gudebane. Dværgene smedede våbnet i selveste Moradins esse, og det blev hærdet med ilden fra skyggedragen Zeragosa ved hjælp af Eldacars list. Trolddomsguden Gilean ridsede mægtige runer i det, og det blev indlejret med essenser af både stjernestøv og fragmenter af Dødsriget. Det berettes, at Eldacar fangede tyveguden Morgion og tvang ham til at drage til underverdenen for at berøve Mandos en essens af døden. Derfor blev det et frygteligt og forbudt våben, besjælet af død, som selv guder skælvede for.
Under Slaget i Helvede skabte Valankyr rædsel blandt Tharizdûns legioner. Eldacar fældede utallige barbarer og drakonere, og gjorde det af med de mørke guder Bhaal og Moander.
Da Eldacar blev gammel, blev han led ved livet og søgte døden, men den var ham nægtet. Tilslut indså han, at hverken alderdom eller nogen magt i Faerûn ville kunne besejre ham, eller give ham fred. Det fortælles, at han tilslut spurgte Valankyr, om det ville tage hans liv. Og for første gang talte sværdet, og svarede ham med en kold stemme: “Gerne, min herre”. Derpå kastede han sig ned over Valankyr og døde.
Derefter turde ingen længere bære Gudebane, og Eldacar fik det med sig i graven.
Valkrist – “Fjendekløveren”
Højkongernes legendariske sværd. Ifølge sagnet bragte Kong Taran det med sig til Faerûn (indsvøbt i sin hellige fane), men dets flamme blev først tændt, da han besteg Tamon-bjerget og fandt Malakittronen. Under krigen mod Tharizdûn spredte sværdet rædsel blandt mørkets magter.
Valkrist er et stærkt helligt våben, der kun må bruges mod mørkets magter i en uforsonlig hellig krig. Det brænder med så stærk en flamme, at det kræver umådelig sjælestyrke endog at bære det. Det kan kun bruges af en retmæssig konge, og skulle efter sigende tilintetgøre dem, som uretmæssigt forsøger. Selv retmæssige bærere får sjælen lutret af en overvældende guddommelig ild.
Kun fem højkonger har vovet af bære sværdet, og ingen har trukket det siden Valerian den Tapre. Det siges, at Valkrist dvæler i en mægtig hvælving under Tamon-bjerget sammen med den hellige fane.
