Elvernes saga

Elverne er det ældste af Faerûns frie folk og kaldes derfor også “De Førstefødte”. De vågnede i Stjernernes Tid, verdens første tidsalder, efter sigende født af Yolandes skød. Længe vandrede de under stjernerne. og i de dybe skove. og så verden blive født omkring sig.

Dengang var verden tryg og sorgløs, for Tharizdûn var fordrevet til sit Helvede af de unge guder, som vandrede omkring i Faerûn.


Krigene i Månens Tid

Elverne bistod Yolande med at plante frøene til mange af skabelsens nye træer og planter, men guderne bistod også elverfolket. Rao lærte dem at tale, vælge konger og regere efter retfærdige love. Oghma lærte dem at skrive, og elverne udviklede de smukke runer, der kaldes Tengwar. Eldath lærte dem skjaldekunst, Gilean trolddomskunst, og Elûne lærte dem at helbrede. Frem for alt lærte Yolande dem at knytte bånd til alt, der spirer og gror. Da dværgene vågnede, blev elverne deres læremestre og lærte dem mangt og meget, for dengang herskede intet uvenskab mellem de to folk.

Da hændte det, at den store fjende atter dukkede op, og verdensaltet skjalv under kampen mellem ham og de gode guder. Mange elverfolk flygtede til hjertet af de dybeste skove, andre skjulte sig under jorden.

Dog var der også elverfolk som bistod guderne. Ingwë var den første elverkonge, og han samlede store elverhære og bød Tharizdûn trods i forbund med dværgkongen Moradin. Den mørke fyrste forsøgte at lokke ham til at skifte side, men elvernes troskab mod de unge guder var urokkelig. Da dræbte den store fjende Yolande, men hun genopstod som Beory og Silvanus, og tilslut blev Tharizdûn besejret i De Utalte Tårers Slag.

Meget mere hændte i de årtusinder krigen stod på, men om alt dette ved dødelige ikke meget.

De fire elverstammer

Da Tharizdun var blevet besejret, begyndte Solens Tid, som også blev elverfolkets gyldne tid. Endnu dvælte mange af den mørke guds utysker i Faerûn. En række folk var for stedse blevet tryllebundet af ham, og der var skabt store ødelæggelser. Men verden var atter fri.

Skovelverne

På dette tidspunkt blev elverne delt i fire stammer. De som var kommet til at holde af livet i de dybe skove, ønskede ikke at forlade dem igen. De blev til Skovelverne (Silvanesti), som også kaldes Grønelver eller mere nedladende Vildelver. De elsker det frie liv i skovene og passer gerne sig selv. De er elverfolkets dygtigste bueskytter.

Mørkelver

De som var flygtet ned i Undermørket, var allerede i Stjernernes Tid faldet i dæmoniske kræfters vold og for stedse fordærvet. Især begyndte de at tilbede edderkoppedæmonen Lolth. De blev til de såkaldte Mørkelver (Moriquendi), der siden har tjent mørkets magter og ofte ført krig mod deres brødre og søstre.

Højelverne

De sidste to stammer var højelverne og gråelverne. De første var Ingwës slægt, som også kaldes Solelver, fordi de elskede lys. Det var elverfolkets mægtigste magikere, og de mest frygtløse og standhaftige overfor mørket. Imidlertid var de i løbet af krigen blevet dybt skuffede over de andre frie folk – dværgenes grådighed og siden menneskenes svaghed, som kostede mange højelver livet. De valgte at afsondre sig i deres egne prægtige riger, som de lukkede for dværg og menneske.

Højelverne grundlagde riget Anulinvalië, som mennesker kalder Arvandor. Det dækkede store dele af det østlige Faerûn, blandt andet Flaeness, hvor Højriget nu ligger. Det er formentlig forklaringen på, at der levede så få mennesker i denne del af verden, da oeriderne ankom.

Gråelverne

Anderledes forholdt det sig med gråelverne, som også kaldes måneelver, fordi de frem for alt elskede månelyset, stjerneskæret og den klare nat. De var elverfolkets dygtigste håndværkere og skjalde og fortsatte med at omgås andre folk.

Under deres store konge, Corellon Larethian, grundlagde de riget Cormanthor i landet mellem Dragehavet og Månehavet, hvor Mallorns skove endnu står og menneskerigerne Rauthyr og Sembia strækker sig. Her levede også skovelver, og gråelverne handlede med både dværge og mennesker.

Mythalerne

I Faerûns skove mødte elverfolket Drømmedrager og sluttede venskab med dem. Dragerne nærede landet, og for at styrke deres livgivende magi opførte elverfolket såkaldte mythaler, en slags magiske stensætninger, der forstærkede dragemagien og beskyttede landet. Alle gråelvernes vigtigste elverbyer blev grundlagt omkring mythaler. En af de mest berømte var Myth Drannor i det gamle Cormanthor. Mythalerne skabte fortryllede skove, og var befolket af magiske væsener som alfer, nymfer, satyrer og enter.

Efterhånden som menneskene voksede i antal, lærte de mange hemmeligheder af elverfolket, og de lærte at vogte over naturen og dens skabninger. Således blev druideordenen til.

Krige med mennesker

Skønt Tharizdûn var fanget, var Faerûn stadig plaget af uhyrer – drager, hydraer, dæmoner og andre bæster. Efterhånden udgjorde andre folk også en stadigt større trussel. Elverfolket levede længe, men de fik ikke nær så mange børn som dværge og ikke mindst menneskene, og disse fik fat i mange af elvernes hemmeligheder. Derfor svandt deres styrke i forhold til andre folk, og tabene i krigene var værre for elverne end for andre.

Elverne førte mange kampe mod mennesker, som forsøgte at plyndre deres lande. Gerne var det røverskarer, som elverne forholdsvis let fik has på.

En større trussel udgjorde tromddomsriget Zûlk i det nuværende Anauroch. Folket dér havde lært magi af gråelverne, men de udviklede også sort magi, og tragtede grådigt efter elverfolkets hemmeligheder og skatte. Det kom til en række krige mellem ærkemagerne i Zulk og elverne i både Cormanthor og Arvandor. Elverne gik gerne sejrrigt ud af dem, men hver gang kostede det dem mange faldne.

Krigen om Elverstenene

I tidens løb opstod mange skærmydsler mellem elverfolk og dværge, men for over 3000 år siden, kom det til en egentlig krig mellem dværgfolket og højelverne i Arvandor. Nogle mener, det var et resultat af, at uskylden var blev tilintetgjort af Tharizdûn (læs mere)

I den første tidsalder havde mestersmeden Eldwinë (Elduin) skabt de såkaldte Elverstene. Mens Tharizdûns skygge var allermørkest, havde han fanget lyset fra sol, måne og stjerner i syv fabelagtige ædelstene. De siges at være det smukkeste syn, der er set i Faerûn, og stenene havde vældige magiske egenskaber. Siden den første tidsalder, havde de været spredt. Nogle var gået tabt, men de fleste befandt sig i Arvandor og Cormanthor.

En af elverstenene var faldet i kløerne på den enorme røde drage Byrzagostra, som dvælte i Nordens ødemarker. Her kom den i krig med dværgene i De Blå Bjerge. Det endte med, at en enorm dværghær besejrede dragen, og i dens store skatkammer fandt dværgkongen Hlidgun den Stolte elverstenen. Den betog ham og fik stadigt større magt over hans sind.

Nyheden om Byrzagostras fald nåede højelverne i Arvandor, og de sendte en delegation til De Blå Bjerge. De fortalte Hlidgun, at stenen retteligt tilhørte dem og tilbød ham en enorm pris for den. Fortryllet af stenens magi, afslog Hlidgun dog særdeles uhøfligt og blev dræbt af elverne. De blev derpå dræbt af dværgene.

Det førte til en bitter krig mellem elverfolk og dværge. Hlidguns søn, Hodir, var nemlig betaget af elverstenen i endnu højere grad end sin far, og afkrævede elverfolket endnu en elversten som betaling for mordet på hans far.

Krigen varede i mere end 300 år. Ingen af siderne vandt. Hodir blev grebet af vanvid og vandrede tilslut ud i ødemarken med stenen. De er ikke blevet set siden. Højelverne havde lidt svære tab i krigen, og en række uhyrer og barbarer benyttede sig af deres svækkelse til at angribe Arvandor.

Højelvernes udvandring

Elverfolket har altid levet i to verdener – i denne verden og i Alfelandet. Det er den evige skovs land, et uforanderligt sted, hvor tingene eksisterer i deres urformer. Når elver dør, forsvinder de ind i denne verden, og den vokser sig også stærkere, des mere trætte de bliver af Toril. Nogle lærde siger, at den dag vil komme, hvor den fysiske verden og Alfelandet helt er gledet fra hinanden.

Højelverne i Arvandor var blevet trætte af Faerûn. De så de mindre folk formere sig, og de følte at verdens fortryllelse var brudt. Da fattede gudinden Elûne medlidenhed med dem – muligvis fordi hun også anede de mørke tider, der skulle komme.

For godt 2500 år siden tilbød hun “De førstefødte” at forlade Faerûn og drage til en hellig ø i det fjerneste Østen, nær Ilmarins kyst. En ø, fæstnet i både Alfelandet, og den fysiske verden. Langt de fleste gråelver og skovelver foretrak at blive i Faerûn, men langt de fleste Højelver forlod Arvandor og andre riger. Deres forladte byer, tårne og skove forfaldt hurtigt, da elvermagien forlod landene. I dag er der kun overgroede ruiner rundt om i Højriget.

Cormanthors fald

Tharizdûn, som først var vendt tilbage som en skygge, havde nu rejst sig i al sin vælde og knust alle menneskenes mægtigste riger. Læs mere. Nu vendte han blikket mod gråelvernes rige i Cormanthor.

Elverriget blev nu angrebet af hekse, drager og legioner af barbarer, og først og fremmest af horder af udøde ledet af den mørke gud Myrkul. Det blev en mægtig kamp, for Tharizdûn havde mørke guder som Hextor, Erythnul og Myrkul i sin tjeneste, mens gode magter som Heironeous, Beory, Silvanus og Ehlonna bistod i forsvaret.

Omsider forlod Tharizdûn selv sit Helvede og førte sine legioner. Da gik Cormanthor under (MR2121/DR-114), men prisen blev høj for Tharizdûn, og sejren ikke fuldstændig. Heironeous slog Hextor på flugt, og elverkongen, der var dødeligt såret, fik selv tilføjet Tharizdûn dybe sår med en hellig klinge, og den mørke gud fortrak til sit Helvede. Endelig var Myrkul blevet fældet af Ehlonna, og opslugt af den levende jord.

Hele den centrale del af Cormanthor nedbrændte, men det lykkedes overlevende elver at forskanse sig i rester af skoven, det nuværende Mallorn. Flygtede gråelver grundlagte elverriget Celadon i øst, og de blev værnet af Silvanus og Beory.

Sejren over Tharizdûn

Elverfolket forskansede sig i deres skove og fæstninger og frygtede det værste, men nu begyndte krigslykken at vende. Da Heironeous kaldte alle Faerûns frie folk til kamp, vægrede mange elver sig først, men tilslut drog flere af Faerûns elverkonger i felten. De deltog i det store slag i Helvede, der første til Tharizdûns fald. Det kostede de fleste af dem livet, og elverfolket var nu mere fåtalligt end nogensinde. Friheden var dog vundet, og en ny tidsalder kunne begynde.

Elverfolket i Den Tredje Tidsalder

Da Den Femte Tidsalder oprandt, var elvernes herredømme endegyldigt forbi. Især menneskene var langt talrigere, og intet elverrige kunne måle sig med menneskenes mægtigste kongeriger. Der var næsten ingen højelver tiltage i Faerûn, men gråelver og skovelver levede derimod ofte sammen i dybe skovriger.

Mens de fleste elverfolk afsondrede sig, var der også de, der søgte lykken blandt mennesker, og det førte til, at antallet af halvelverfolk voksede. De levede ofte under svære kår, for de var gerne udstødt af både elverfolk og mennesker. Mange steder havde de dog lykken med sig, takket være deres skønhed, musikalitet og trolddomskunst. Især langs Sværdkysten. i Cormyr og andre riger nord for Dragehavet var der mange halvelver, og i Højriget var højkongens bueskytter domineret af dem.

Mens der lever skovelver i hjertet af mange skove, er der i dag ikke mange elverriger tilbage (og mørkelverne skal forbigås her). Nuværende elverriger omfatter:

Celadon

Mellem Furyondy og Sværdkysten ligger det mægtigste gråelverrige, der i dag er tilbage. Det regeres af en konge og en dronning. Skønt gråelverne står på rimelig fod med oeriderne i øst, og Baldur’s Gate og andre byer i vest, passer de sig selv og vogter nidkært deres grænser. Undertiden drager elverfolk på handelsrejser til Baldur’s Gate, Eldon eller andre byer, men i reglen handler man ved grænsen til Celadon. Der er ikke mange mennesker, som har sat deres fod i den og overlevet. Det er en ældgammel skov fyldt med mægtige gamle træer.

Celene

Det lille skovrige Celene er den sidste rest af mægtige Arvandor. Det bebos overvejende af gråelver, men kongen og en række ledende slægter er højelver. Riget passer sig selv, men efter Shanaras fald er det flere gange blevet angrebet. Hver gang er angriberne dog blevet tilintetgjort. Nogle hævder, at Celene er en fortryllet skov, i hvis hjerte en drømmedrage dvæler.

Evereska

Denne sagnomspundne by skulle befinde sig i en skjult dal i Nordens Bjerge. Den blev skabt som tilflugtssted under Tharizdûns tilbagekomst af de få højelver, der ikke havde forladt Norden.

Mallorn

Da Cormanthor gik under, var det ikke alle elverfolk, der forsvandt fra skovlandet, og andre vendte tilbage efter krigen. I det mægtige skovområde, som det gamle Cormanthor stadig udgør, er der flere klaner af skovelver, ligesom der også lever gråelver. Mythalernes magt er brudt, men gråelverne regerer fra den skjulte by Elvalie. De plejer forholdsvis hyppig kontakt med mennesker, især i Ratuhyr og Dallandene. Flere gange er de blevet angrebet af røvere og lejesoldater fra de skumle byer omkring Månehavet. Det er der dog ikke mange angribere, der har overlevet. Truslen fra især Zhentilgard er dog stadigt voksende.

Sølvermånens By

Er der ét sted, hvor elverfolk i dag blander sig med andre folk, er det i Sølvermånens By i Norden. Det er en åben by, på hvis torve og markeder man både ser mennesker, dværge og alle mulige andre folk, tillige med de gråelver, der regerer byen. Især er den et asyl for halvelver. Den blev grundlagt som tilflugtssted under krigene mod Tharizdûn, og det er den fortsat. Det er en magisk by med mange vidundere, men den er også velbevogtet, for mange skumle væsener og folk tragter efter det rige bytte.

Vesve

De store og mørke Vesveskove syd for Celadon er hjemsted for mange skovelver. De er her mere organiserede end de fleste andre steder, og det siges, at en elverkonge regerer skoven. Helt kontrol med skovene har elverne dog ikke, for her er mange bæster og uhyrer i mørke dele af skoven.