Zûlk var et af de første mægtige menneskeriger. Det var et rige regeret af magtfulde troldmænd, som udviklede formularer, nutidens troldmænd endnu benytter.

Zimarauk

Det begyndte som en stamme af mennesker, der for mere end 5000 år siden levede dér, hvor ørkenen Anauroch nu breder dig. Zulkitterne var ikke fysisk stærke, men de var listige, tålmodige og hensynsløse, og lærte at overleve i de urolige tider.

De blev flere gange angrebet af trolde og alskens uhyrer, og tilslut besluttede de, at de havde brug for en beskytter. De henvendte sig derfor til den mægtige sorte drage Zimarauk, søn af Tiamat, der dvælede i nærheden og ofte havde hærget deres land. De knælede og tilbød at tjene dragen, hvis den ville værne dem. Dragen, som var lidt lad, slog til.

Længe forsynede zulkitterne dragen med mad og skatte, og undertiden også med jomfruer, når den havde hang til menneskekød. De hyldede den også som en guddom og opførte et tempel til dens ære. Mens de smigrede den, aflurede de den langsomt dens magiske hemmeligheder, og de lokkede dragen til at gå deres ærinde. På den vis, fik de magt over nabostammerne. De fik også Zimarauk til at angribe troldmænd, så de kunne holde dem som slaver og stjæle deres hemmeligheder.

Da den dag kom, hvor de ikke følte dragen havde mere at tilbyde dem, lokkede de den i et baghold og dræbte den. Zulkitterne blev i stigende grad besatte af magi, og blev ledet af en klasse af troldmænd, der ikke skyede nogen midler for at øge deres magt.

Zûlk og Cormanthor

Zulkitterne ønskede fortsat at øge deres magiske viden, og benyttede nok engang list. De drog til gråelverne i Cormanthor og tilbød dem venskab, forbund og samhandel. De foregav at være et fredeligt folk, og elverfolket modtog dem troskyldigt. Længe handlede gråelver og zulkitter sammen, og begge folk havde udbytte af det – men i smug spionerede zulkitterne mod elverne og lærte deres hemmeligheder. Undertiden bortførte de også en elvertroldmand og tvang ham i deres skumle torturkamre til at røbe sine hemmeligheder.

Efterhånden blev elverne mistænksomme og lukkede deres rige for zukkitterne. Først angreb zulkitterne Cormanthor indirekte ved at slutte forbund med elverfolkets fjender – dværge, trolde, drager og mange andre, som gik deres ærinde. Derpå smed de omsider masken og angreb Cormanthor direkte – ikke for at erobre landet, men for at besidde nye magiske skatte og hemmeligheder.

Cormanthor holdt stand, men Zûlk kom alligevel styrket ud af krigen, for dets ærkemagere havde fået fingre i endnu mere magtfuld magi og mange mægtige magiske genstande.

Svævende byer

Endnu tørstede zulkitterne efter mere viden. De sendte troldmænd rundt i hele Faerûn for at lære andre folkeslags magiske hemmeligheder, og der hvor de ikke opnåede det gennem bestikkelse og list, greb de til magt. Blandt andet fangede de en skyggedrage og lærte af den hemmeligheder om rejser mellem verdener og tider.

Deres civilisation blev besat af magiske hemmeligheder, og magien kom også til at spille en større rolle i dagliglivet end noget andet sted i Faerûn. Zulkitterne havde den opfattelse, at alt skulle gøres med magi, hvis det var muligt. Derfor skabte de et utal af magiske formularer og udviklede trolddomskunsten til nye højder. De skabte også mange magiske genstande, og blev især kendte for deres svævende byer. De sikrede, at byerne stort set var usårlige overfor fjenden, og med tiden lærte zulkitterne også, at få disse byer til at sejle gennem luften.

Dødens skygge

Efterhånden som Zûlks ærkemagere blev stadigt mere magtfulde, krøb en skygge ind over deres sind – frygten for døden. De forlængede deres liv med trylleeliksirer, men kunne ikke hindre, at de tilslut skulle dø. For et folk, der var vant til at kunne manipulere alt, var det ubærligt.

De kastede sig ud i indgående studier af det, der kaldes Åndemaning. De lærte at vække døde til live, først som gengangere, siden som genfødte. Imidlertid havde de genopstandne døde mistet deres sjæl, men det tænkte ærkemagerne ikke over.

Åndemaning blev snart den mest værdsatte form for trolddom i Zûlk, og enhver troldmand havde ambition om at blive ligfyrste – en magtfuld udød med uendelig livslængde. Det var en særdeles vanskelig proces. Mange troldmænd fejlede og forgik, men selv blandt den, der gennemførte forvandlingen, blev de fleste sindssyge.

Zûlk var mere magtfulde end nogensinde, men det var et rige regeret af ondskab og vanvid.

• 

• 

• 

Zûlks undergang

Det var zulkitternes hovmod og besættelse af magi, der førte til rigets undergang, da Tharizdûn og hans legioner gik til angreb. Læs mere

Hele Zûlk var omgærdet af magiske værn, og dets ærkemagere påkaldte dæmoner og drager som de sendte mod Tharizdûns invasionshære. Tharizdûn indså, at han ikke kunne erobre riget med magt, og trods alle forsøg på at smigre og lokke zulkitterne over på sin side, afviste de hånligt, for de gennemskuede ham og ønskede ikke at tjene nogen som helst.

Da skiftede Tharizdûn taktik. Han sendte ærkeheksen Iggwilv til Zûlk, og med hjælp fra Moander skabte hun splid blandt zulkitterne. Hun æggede dem til at bruge stærkere magi end nogensinde tidligere, men i smug perverterede hun denne magi, så den ramte dem selv. 

Tilslut forgik Zûlk i en magisk blodstorm (MR1835/DR-400), der forvandlede alt til aske, og det grønne land til den ødemark, der i dag kaldes Zûlador (eller Anauroch). De fleste overlevende blev slagtet af Tharizdûns legioner. Kun enkelte lykkedes det af undslippe. De fleste overlevende flygtede til det sydligste Faerûn, hvor de grundlagde riget Halruaa, der endnu regeres af troldmænd. Andre flygtede mod vest, hvor de især slog sig ned i det nuværende Thay. De som flygtede mod øst, blev kendt som Suloise. Det siges, at også Gråfolket er beslægtet med dem. 

En særlig skæbne overgik byen Zûl Amun. Det siges, at denne svævende by undslap ødelæggelsen, men kun ved at være hjemmehørende alle steder og ingen. Derfor rejser den nu mellem verdenerne, aldrig i ro, altid på rejse, fyldt med urgamle hemmeligheder og fantastiske skatte.

• 

• 

• 

• 

Arven fra Zûlk

Der er ingen tvivl om, at zulkitterne var onde og betrådte mørke stier. Samtidig har de efterladt sig en blivende arv, efterfølgende troldmænd har forsøgt at bygge videre på. Udover, at arven er videreført af zulkitternes efterkommere i Haruaa, Thay og andre steder, er den også bevaret i digre magiske kompendier og magiske skrifter.

Zulkitterne udviklede ikke blot en lang række nye formularer og omformede formularer, de havde hugget fra gråelverne og andre folk. De gjorde en enorm indsats indenfor magisk teori, og på troldmandsskoler over hele Faerûn, bygger man videre på de indsigter zulkitterne gjorde, og de teknikker de udviklede. På den vis er Old-Zulkish et nyttigt sprog for vordende troldmænd, og et af Faerûns mest aktive “døde” sprog. Troldmandskoler tilgår dog zulkitternes viden med varsomhed, for den indeholder meget der er modbydeligt og forbudt.