Aeran var lillebror til Kong Taran, men langt yngre og helt anderledes af natur. Han var en uforfærdet eventyrer. Det fortælles, at dengang den oeridiske flåde sejlede mod Erythia, truede en voldsom storm forude i horisonten. Det var den magiske barriere, Mahdûn havde lagt om verden for at holde Ilmarins guder ude. Mens Taran og resten af flåden grublede over, hvordan de skulle trodse stormen, sejlede den utålmodige Aeran sin flåde direkte ind i den.
På den vis blev de adskilt fra resten af oeriderne. Efter en uges stormvejr fik de endelig en kyst i sigte, og gik i land. De var havnet på det, der i dag kaldes Tågeøerne, nær det sted, hvor Asperdi nu ligger. Således var Aeran den første oerider til at sætte sin fod i Erythia.
Det var ikke ligefrem et fredeligt land de kom til. Øerne var regeret af kæmper, drager dvælte i bjergene, hekse og andre skumle væsener i moserne og havet var fyldt med drabelige uhyrer og havhekse. Aeran og hans folk gik frisk til opgaven med at gøre øerne til deres. Aeran var ikke from, han var ikke viis, og han var ikke retfærdig, men han var dristig, snild og uforfærdet.
Baeldryth – “Stormkongens Sværd”
En sigende historie om Aeran, er beretningen om, hvordan han fik fingre i Baeldryth – “Stormkomgens sværd”. Det hændte, at han kom til en ø, der blev regeret af stormkæmper. I deres slot så han, at Stormkongen bar et vældigt sværd, og fik grumme lyst til at eje det. Han udæskede derfor kæmpen til tvekamp, sejrede og fik sværdet som præmie.
Stormkongen havde dog ikke til sinds at lade den fremmede løbe med sit sværd og forsøgte at gøre kål på oerideren. Imidlertid blev han fældet af sit eget sværd, som siden er gået i arv i Aerans slægt.
Baeldryth er et stort irgrønt tohåndssværd, som ikke bare er et magtfuldt våben. Det har også evnen til at tæmme og vække havets storme.
Aeran fik besejret kæmperne i den nordlige del af Ansalon. Han forhandlede fred med dragerne, eller jog dem på flugt, og han satte hårdt ind over over hekse og mørk trolddom, overalt, hvor han stødte på den.
Kampen i De Grædende Engles Pas
Da Paladin kaldte til kamp, sendte Taran bud efter Aeran. Selv om de to brødre var meget forskellige, blev der aldrig udvekslet et hårdt ord mellem dem, og siden har kongerne af Tågeøerne altid været tro mod de oeridiske højkonger.
Aeran og hans mænd deltog ikke i slaget i Helvede, men de udførte en dåd, der var lige så vigtig. Under marchen mod Helvede opdagede spejderne, at en stor fjendtlig hær truede de frie folk bagfra. Det var ærkeheksen Iggwilv, som på Mahdûns bud, havde samlet store styrker af kæmper og barbarer. De truede med at falde Paladins hær i ryggen. Aeran tilbød at standse dem, og lod sin hær tage opstilling i et vigtigt bjergpas, der blokerede fjendens vej. Der stod Aeran og hans fåtallige mænd, mens resten af de frie folks hær fortsatte marchen mod Helvede. Det blev kaldt De Grædende Engles Pas, men ingen ved i dag, hvor det lå.
Pludselig begyndte jorden at ryste og hovedslag og trommer buldrede i det fjerne. En tæt tåge fyldte sletten foran dem. Efterhånden som den lettede, så de en umådelig hær på mange tusinder barbarer og flere hundrede kæmper og tohovedede trolde marchere imod sig. Og forrest, på en kulsort mare med flammende røde øjne, red ærkeheksen Iggwilv. Aeran bemærkede, at hans væbner blev bleg ved synet, men han lo:
“Frygt ikke, ædle Leonikas. Jo større de er, des tungere falder de”.
Aeran havde også andet end sine krigere at støtte sig til. I modsætning til de fleste oeridere, havde han ikke noget imod troldmænd, og ærkemageren Arcanturus – der senere grundlagde De Blå Troldmænd – stod ved hans side.
Så begyndte slaget. Ingen af hærene havde bueskytter af betydning, så udover at nogle kæmper kastede med sten, var det nærkamp fra første færd. Drevet af Iggwilws heksekunst stormede fjenderne frem med stor vildskab og pressede oeriderne hårdt. Aerans tropper havde imidlertid fordel af at være opstillet i det højereliggende pas, og de havde lavet fælder og angrebskorridorer for at udligne forskellen i antal.
Stormløbet fortsatte hele dagen. Mange oeridere faldt for overmagten, men deres linje rokkede sig ikke. Iggwilv blev stedse mere desperat, for hun vidste, at Paladinshær nu havde fuldført deres lange march og var ved at trænge ind i Helvedes Forgård.
Mens hun grublede over, hvad hun skulle gøre, hævede Aeran hånden, hængte Baeldryth over ryggen og trådte ud blandt fjenderne, som veg tilbage for ham.
“Ædle mænd fra Narfell, ædle kæmper og ædle…øh Ettins. Hvorfor udgyde alt det blod. Jeres blod og vores blod. Tager jeg ikke fejl, har I den skik, at stammer afgør sagerne ved, at deres høvdinge tager en rask tvekamp. Den skik har vi også. Fortæl mig, hvem jeres leder er. Hvis han besejrer mig i tvekamp, kan jeg forsikre jer om, at vejen ligger åben for jer. Nå, hvem er han?”
Fjenderne begyndte at skule mod Iggwilv.
“Aha, et fruentimmer”, drillede Aeran, “Meget vel, her gør vi ingen forskel”.
Iggwilv så alles øjne rettet imod sig, og uden et ord andet end en hæs hvisken, trådte hun frem og begyndte at angribe Aeran med sin mægtige trolddom. Imidlertid havde hun forregnet sig. Arcanturus havde omgjort Aeran med de stærkeste magiske værn, og det siges, at også Aindra havde en finger med i spillet.
Uanset hvad Iggwilv kastede mod Aeran, prellede det af på ham, som vand på en gås, og hver gang blev hun drænet for kræfter. Tilslut var hun helt tappet, mens Aeran, som ikke engang havde trukket sit sværd, tørt sagde: “Den tvekamp er vist afgjort, min tøs”.
Da han trådte frem imod hende, sprang den afkræftede heks op og forsøgte at kværke ham, men han greb hendes hånd, svang hende over sit knæ, og foran alle de tusinder på slagmarken, gav han den kvinde, der havde bragt Zûlk til fald, en så dygtig endefuld, at det sang. Aeran lo, det samme gjorde hans riddere, og snart efter begyndte også kæmper og barbarer at le. Ærkeheksen kravlede bort, mens fjenden langsomt begyndte at luske væk fra slagmarken. Den fortryllelse de havde været underkastet, var brudt, og mange af dem lo endnu næste morgen.
Således sejrede Aeran i De Grædende Engles pas og sikrede Paladins hær, men Iggwilw glemte aldrig ydmygelsen.
Konge af Tågeøerne
Efter krigen ordnede Areafaen Højriget og havde Aeran ved sin side. De blev enige om, at Tågeøerne skulle være sit eget kongedømme, men at det naturligvis skulle være tro mod Højkongen på linje med hertugdømmerne Arranas og Veluna. Det blev også bestemt, at Kongen af Tågeøerne, til evig tid skulle være Højrigets storadmiral.
Derpå vendte Aeran hjem og begyndte at indrette sit kongerige. Omkring kongsgården i Asperdi, skabte han en stad. Da han og hans folk nærede stor glæde ved handel, var det fra begyndelsen en havneby med forbindelser til mange dele af Erythia.
Aeran så også, at hans nevø Maragorn havde grundlagt en lærd skole i Garathanon. Han fulgte nu hans forbillede og grundlagde en tilsvarende skole i Lerymon.
Han gjorde sig også til herre over de øvrige øer i Tågeøerne – Anfarn, Mintarn, Lluaybray, Gond, Illefarn og Glorantha. men her fik de folk, der levede der lov til at passe sig selv, så længe de anerkendte hans højhed. På den måde blev Aeran mere mådeholden og viis med alderen. Dog var der et punkt, hvor han var uforbederlig.
Æslet Aeran
Aeran havde i sin ungdom giftet sig med Gertris, der var datter af en af hans riddere, og hun havde skænket ham sønnen Cedric, tillige med datteren Eledea, der blev gift med Aradaen søn Carandor og dronning i Tamon. Gertis var en smuk og ædel kvinde, men blev ældet før tid, mens Aeran beholdt sin ungdoms styrke op gennem manddommen og alderdommen.
Som årene gik, blev de stadigt mere fjerne for hinanden. Aeran begyndte at søge fornøjelser uden for ægtesengen, og det kom efterhånden Gertris for øre. Da hændte det, at den ulykkelige dronning en dag mødte en gammel kone, som hun betroede sine kvaler. Konen gav hende en eliksir, som angiveligt skulle genskabe Aerans kærlighed til Gertris, men i virkeligheden var hun en led gammel kælling. Da Gertris smuglede eliksiren i Aerans vin, blev han derfor ikke hengiven til hende – han blev forvandlet til et æsel!
Skrydende og med rullende øjne stormede han ud af slottet og forsvandt hen over de marker, som omgav Asperdi. Hurtigt fik de fat på Arcanturus. Det var ikke mange, der nogensinde havde set ærkemageren så meget som smile, men fortællingen om Aeran Æsel fik ham til at klaske sig på lårene af grin. Hurtigt fik han opsporet Aeran og omgjort fortryllelsen. Han hjalp også Gertris med at få hævn over kællingen. Dronningen bragte kællingen en kage, som tak for hjælpen, men da heksen spiste den, blev hun forvandlet til en tudse og tilbragte resten af sine dage med at kvække i slotsparken.
Selv om det kun var Arcanturus, der måtte bruge øgenavnet Aeran Æsel, morede Aeran sig nu alligevel over historien, og han forstod Gertris kvide. Først da hun døde nogle år senere, kastede han sig ud i nye erotiske eventyr.
Fiona og Brennan den Sorte
De fleste af Aerans eventyr var uskyldige, men et fik fatale følger. Flan-folket i det nordlige Ansalon havde rejst sig mod oeriderne, og de blev ledet af en ilter høvdingedatter kaldet Fiona Beóagh.
Aeran var på sine ældre dage blevet træt af krig og blodsudgydelse og søgte at forhandle flan-folket til rette. Alene gik han derfor til deres lejr og søgte foretræde for Fiona. Da han blev ført ind i hendes telt, og deres øjne mødtes, skete der noget utroligt.
For første gang i sit liv blev han forelsket – vanvittigt forelsket. Og hun, der var jomfru og aldrig havde haft øje for nogen mand, blev grebet af en tilsvarende lidenskab. Sammen gik de ud af teltet, og kundgjorde, at krigen var aflyst. Aeran beordtede, at man skulle holde et gilde, som der ville få frasagn om i generationer frem, og mens oerider og flan mæskede sig, drak og sang, sneg Aeran og Fiona sig bort, og i måneskæret på de frodige enge udøste de deres kærlighed.
Aldrig havde Aeran været lykkeligere – men skæbnen er grum. Den nat undfangede Fiona, og da foråret oprandt, fødte hun et drengebarn. Fødslen blev dog yderst vanskelig og kostede hende livet. Aeran stod knust og forstenet ved hendes grav: “Åh Fiona, du som skænkede mig en vinters lykke og har gjort resten af livet til en vinter uden lykke”.
Han vægrede sig ved at se sønnen, for han mindede ham om moderen, og Aeran havde ikke hjerte til det. Kongen forsøgte at glemme og søgte i stigende grad trøst i vinbægeret, mens sønnen, som fik navnet Brennan, voksede op med et stadigt voksende had til sin far. Det siges, at Iggwilv, som ikke havde glemt, hvordan Aeran havde ydmyget hende, trængte ind i hans drømme og var med til at nære dette had.
Brennan blev mægtig. Både som kriger og som heksemester, og da han nåede skelsår rejse han oprørsfanen. Han samlede sin mors folk og de øvrige flan-stammer, såvel som de resterende kæmper. De hærgede hele det nordlige Ansalon med bål og brand.
Da drog Aeran og sønnen Cedric i felten, og de var selvsikre, for deres hær var stor og stærk. Men Brennan var snedig og havde lagt baghold for dem. Han fik narret dem til at opsplitte hæren, og mens Aeran forfulgte nogle lygtemænd, kastede Brennan sig over Cedrics tropper. Da Aeran opdagede, at han var blevet narret, ilede han tilbage, og så Brennan hæve sin økse over den sårede Cedric. Den gamle mand stormede frem, og med Baeldryths mægtige klinge afbød han hugget.
Længe kæmpede far og søn, indtil skyerne gled fra solen og hans blik mødte Brennans. Det var som et spejl af Fionas, og i sønnens pupiller, så han hendes klare åsyn. Det er magi af den skole, der kaldes nostalgi. Omkring sig så han, at oeriderne havde overtaget, og at Cedric var i sikkerhed. Han sænkede Baeldryth og knælede.
“Jeg betaler for mine synder og tilgiver dig alt min søn. Det var et godt liv og en god død”.
Med tårer i øjnene svingede Brennan øksen og gjorde en ende på Aeran den Dristige. Derefter flygtede han fra slagmarken, men var ikke besejret. Det varede mange år, før Brennan den Sortes bane var til ende og han mødte døden for Kong Cedrics hånd – men det er en anden historie.
Aeran den Dristige blev stedt til hvile i en gravhøj i bakkerne øst for Asperdi. Han blev stamfader til Huset Athoril, som siden har regeret Tågeøerne, og senere også Hertugdømmet Tolnedra. Sammen med Huset Naelex, eftrekkoermen af Eladan, der regerer Almyr, er det i dag det mægtigste oeridiske hus.
