Arion

Arion den Fagre var den fjerde og yngste af Tarans sønner. Hans liv blev kort, og derfor fik han ikke udrettet så meget som sine brødre. Som stamfader til kongerne af Shanara har han dog haft stor betydning for eftertiden.

Da oeriderne kom til Faerûn, var Arion en helt lille dreng. Til forskel fra sine brødre, var han derfor ikke præget af det fjerne hjem, de kom fra. Han var helt og holdent viet til Faerûn. Derfor var han på sin vis mindre ophøjet end de øvrige, men alle som mødte ham, elskede ham overmåde.

Arion var ikke blot fager af ydre. Han var lidenskabelig i krig og kærlighed, han var lattermild og han var generøs. Han var som en frisk brise. Skønt Arion var rask og ubesindig, er der de som mener, at han var synsk og anede, at hans liv ville blive kort. I hvert fald giftede han sig i en meget ung alder med sin udkårne Myramara og fostrede sønnen Anarion.

Ingen oeridisk ridder var mere dristig og frygtløs end Arion. I DR214. da oeriderne kæmpede en hård kamp mod Tharizdûns løjtnant Longalis, gik slaget trægt. Ingen af parterne synes at vige. Den kun 13-årige Arion var med som væbner, og skulle holde sig i bagtroppen. Imidlertid mistede han tålmodigheden, greb en lanse og en fane og sporede sin ganger. Derpå galloperede han gennem de oeridiske rækker og bød alle riddere følge sig. Hans lys brændte klart, og den oerdiske reserve fulgte ham. Som en flodbølge gennembrød de fjendens rækker, og Arion fældede selv den flygtende Longalis med sin lanse.

Som kriger var han ikke så mægtig som sine brødre Elendil og Eldacar, og han havde ikke Maragorns taktiske forståelse, men han var rask, frygtløs og uforudseelig. Derfor vandt han mange slag for oeriderne, og blev elsket af de unge riddere.

Marchen mod Helvede

Da Heironerous kaldte oeriderne og Faerûns øvrige frie folk til kamp, havde Arion forlængst vundet sine sporer. Under den lange march smittede hans sorgløshed af på hærskærerne, og dertil gik han hver aften rundt i lejren og indgød de menige krigere mod. Det gjaldt også fremmede folk. Arion beherskede kun oeridisk, men selv om de ikke forstod hverandre, var ilden i hans åsyn smittende.

På vejen slog han følge med Maragorn. Selv om de var forskellige som nat og dag, elskede de to brødre hinanden højere end selve livet. Derfor kæmpede de også side om side i det store slag i helvede. Læs mere

Kort før oeridernes afmarch var hustruen Myramara død, hvilket voldte Arion stor sorg. Arion tog deres 5-årige søn Ananrion med sig på marchen. Mange frarådede det, men Arion svarede dem:

“Hvis vi taber dette slag, er der alligevel ikke noget at leve for, så han kan lige så godt omkomme på slagmarken før som siden. Men hvis vi sejrer, vil han til sin dødsdag ærgre sig over, at han ikke tog del i de store bedrifter, der afgjorde Faerûns skæbne”.

Og sådan blev det. Den lille Anarion fulgte hæren og delte alle dens strabadser gennem de frosne ødemarker.

Arions død

Her blev de mødt af Erythnul, guden for had og vildskab, der havde udset dem som sine særlige fjender. Først sårede han dem, og i den nederste del af Helvede overrumplede han Maragorn slog ham til jorden med mægtige Manrasusha, Underverdenens Hammer. Netop som han hævede køllen igen, for at gøre det af med Maragorn, kastede Arion sig imellem og tilførte guden et fælt sår. Imidlertid formåede Erythnul at slå igen og tilføjede Arion et banesår. Derpå kom Elendil til og gjorde det af med guden med de brændende øjne.

Arion udåndede i det dybeste helvede i armene på Maragorn og sin søn som kom ilende til. Hans sidste ord til sønnen var:

“Græd ikke, det stod skrevet, men det ender ikke her. Den dag skal komme, hvor du skal se hvide bjerge, så langt øjet rækker. Da skal du bære din krone”.

Derpå udåndede han. Efter slaget bar Maragorn og Anarion ham ud af Helvede og lagde ham på en mark, hvor isen var tøet og græsset begyndt at bryde frem.

Mens de stod bøjet over hans lig, så Maragorn, at en rød rose var vokset op af jorden. Med tårer i øjnene lagde han den på Arions bryst, men da Anarion tog den op, var den blevet vasket hvid af deres tårer. Siden hen har Maragorns hus båret en rød rose i deres skjold, mens Anarions hus bærer en hvid.

Som beskrevet andetsteds, blev Anarion grundlægger af Kongeriget Shanara, og Arions slægt udførte mange bedrifter indtil rigets undergang. Det sælsomme er, at ridderne fra Den Hvide Roses lande på godt og ondt blev afbilleder af Arion – dristige, lidenskabelige, raske og lattermilde. De blev de sydlige oeridere, og i dem lever arven fra Arion videre den dag i dag.