Maragorn

Maragorn den Milde

Skønt Maragorn ikke var konge, regner oeriderne ham som lige så værdig som en konge, og han er en helt særlig skikkelse i oeridisk historie, ikke mindst i det land, han grundlagde – Veluna. Hans navn betyder “Den ædle hjort” – hvorfor vides ikke.

Maragorn var den tredje af Taran-sønnerne, men meget forskellig fra sine brødre. Mens de tre andre var drabelige krigere, stod Maragorn hu til eftertænksomhed og lærdom. Han elskede Faerûn med dets skove og folk og forsøgte at lære så meget om denne ny verden som muligt. Nogen ringe kriger var han dog ikke, og han var mester i at organisere forsvarsformationer.

Maragorn var urokkeligt tro mod sin far, og siden har troskab været en dyd blandt hans efterkommere – “Tro som en Maragil”, hedder en oeridisk talemåde. Alligevel var lillebroderen Arion og onklen Aron de eneste i familien han følte sig tæt knyttet til.

I de første tredive år efter oeridernes ankomst, tjente Maragorn sin far som udsending. Han lærte sig flan-folkets. elvernes og dværgenes sprog og han sørgede for at knytte bånd.

Slaget i Helvede

Under det store slag i Helvede kæmpede Maragorn og Arion side om side i forreste række. De blev begge såret af Erythnul, guden for had og vildskab, men fortsatte deres færd. Længere fremme mødte de igen guden med de brændende øjne, og med Manrasusha, Underverdenens Mægtige Hammer, slog han Maragorn til jorden. Han hævede hammeren for at tilføje oerideren det dræbende slag, men Arion sprang imellem og hindrede det. Det kostede ham livet. Med tårer i øjnene, stormede deres storebror Elendil da frem og gjorde det af med Erythnul.

Sagnet om Den Hvide og Den Røde Rose

I slaget faldt ikke bare Arion, men også Kong Taran. På sit dødsleje på slagmarken kaldte Taran sine tre overlevende sønner til sig og bød dem grundlægge hver deres kongerige. Øverst for de oeridiske riger skulle være en Højkonge, der var først blandt ligemænd. Han skulle udgå fra Elendil og hans efterkommere.

Brødrene svor en ed på det, med den undtagelse, at Maragorn afgav sin kongeværdighed til Arions søn, Anarion, da Arion havde frelst hans liv under slaget. 

Således hændte det, at Elendil og hans efterkommere blev højkonger i Tamon. Eldacar grundlagde vestoeridernes kongedømme Bithynia, Maragorn grundlagde hertugdømmet Veluna, og Arions søn, Anarion, grundlagde Shanara og blev konge for de sydlige oeridere.

Da Taran var død, gik Maragorn og Arions lille søn, Anarion, hen for at begrave Arion. Mens de stod bøjet over hans lig, så Maragorn, at en rød rose var vokset op af jorden. Med tårer i øjnene lagde han den på sin faldne brors bryst, men da Anarion tog den op, var den blevet vasket hvid af deres tårer. Siden hen har Maragorns hus båret en rød rose i deres skjold, mens Anarions hus bærer en hvid.

Veluna og Den Hvide Frue

Maragorn tog nevøen Anarion til sig, og blev fosterfader for drengen. Da de atter var i Flaeness, besluttede Maragorn af drage sydpå over floden Aran, hvor landet var smukt og uberørt. Det var resterne af det gamle elverrige Arvandor. Maragotn søgte fred og skønhed. Sammen med Anarion udforskede han landet og blev stedse mere knyttet til det. Det var på det tidspunkt, han fik det legendariske sværd Albraya.

Legenden om Albraya. I det østlige Veluna kom Maragorn til en sø. Engang lå den i hjertet af en fortryllet skov, næret af en drømmedrage. Tharizdûns horder havde tilintetgjort skoven, og dragen var døende. Maragorn lagde sin hånd på dragen og forsøgte at helbrede den, men indså, at det var forgæves. Da græd han over den skønhed, som forgik, og hans hellige tårer gav dragen stor fred. Den spredte vingerne en sidste gang, fløj ud over søen og forsvandt i det mørke vand. 

Samme nat fik Maragorn et drømmesyn. En hvid frue steg op af søen og talte til ham:

“Maragorn – dine hellige tårer gav mig fred. Jeg kalder dig Fredsbringeren, og min sjæl vil vandre med dig og din slægt”

Dragens sjæl tog bo i hans sværd, der siden har været kendt som Den Hvide Frue. Mens andre mægtige sværd har evnen til at volde ondt, har hertugerne af Velunas sværd evnen til at helbrede. Det er for bestandigt knyttet til Veluna og Maragorns slægt.

Nær det sted, hvor Maragorn havde mødt Den Hvide Frue, kom han til en klar sø omgivet af skove, brusende vandfald og et livgivende kildevæld. Han mærkede i sit hjerte, at her var den fred og skønhed han søgte. Her opførte sit slot Tantuel, hvor hertugerne af Veluna siden har regeret.

Anarion hjalp ham med at opføre slottet, men da han blev voksen, stod hans hu til at udforske de fremmede lande længere sydpå. Han havde nemlig skuet De Hvide Bjerge, og de vakte en længsel i hans hjerte. Maragorn tog afsked med ham, men i hjertet bærer deres efterkommere fortsat mindet om båndet mellem den røde og den hvide rose.

Den Hornede Konge

Mens Maragorn begyndte at opbygge Veluna, skabte hans storebror Elendil Højriget, hvor Veluna blev et hertugdømme. Han kaldte ofte Maragorn til Tamon, for han var en skattet rådgiver grundet sin visdom og besindighed. Maragorn fik dog også brug for Elendils hjælp.

I kystlandene Cornumbria og Prydian øst for Veluna dvælede Flan-folket og var talstærke. Imidlertid havde en ond magt kastet sin skygge over dem, kendt som “Den Hornede Konge”. Det var muligvis en dæmon eller mørk guddom og den besad mægtige magiske evner. Snart faldt flan-stammerne under dens åg eller blev knust. Derpå brød den hornede konges skarer ind i Veluna.

Maragorn og hans riddere holdt dem stangen, men var hårdt pressede. Da kom Elendil dem til undsætning, og sammen fordrev de to brødre Den Hornede Konge og besejrede flan-stammerne. Maragorn, som talte deres sprog, tilbød dem imidlertid en mild fred. De fik lov til selv at regere deres lande, men skulle være tro mod Velunas hertuger. Siden den dag har der overvejende hersket fred mellem oeridere og flan-folk, og Elendil og andre oeridiske herskere lærte af Maragorn eksempel.

Huset Maragil

Hertug af Veluna

Maragorn gik nu for alvor i gang med at samle Veluna. Han skabte lener og anlagde veje. I bjergene i syd var der fortsat trusler fra trolde og vilde folk, som især kom fra Ahlissa, men her anlagde han den mægtige fæstning Belegram, og snart kom landet under hans kontrol.

Først og fremmest anlagde han Garathanon vest for Tantuel. Det blev Velunas største og fagreste by og et sæde for lærdom og kunst. Ikke blot opførte han her templer til Rao og Elûne, og lige fra sin begyndelse har byen været centrum for musik og korsang. Længe før Belgarion etablerede Belgarianon i Tamon, skabte Maragorn en lærd skole i Garathanon, som skulle bevare meget af den viden, som var i fare for at blive glemt.

Ligesom Elendil og Eldacar blev Maragorn også gammel, men mens Eldacar blev led ved livet og bestandigt søgte døden, fik Maragorn en god alderdom og en god død. På sine gamle dage blev han en elsket bedstefar, ikke bare for sine egne børnebørn og oldebørn, men for hele sit folk. I stigende grad overlod han tøjlerne til sønnen Valerian, mens han selv drog rundt i Veluna og bistod høj som lav med stort og småt. Blandt folket opstod der utallige historier om “Den Gode Hertug”, som mødrene i Veluna stadig fortæller deres børn. Næppe nogen oeridisk hersker er den dag i dag så elsket af sit folk, som Maragorn. To historier skal nævnes her:

Hertugens Hånd. Det siges, at hertugerne af Veluna kan helbrede kroppens og sindets lidelser ved at lægge deres hånd på dem. Når hertugerne drager rundt i landet, stimler folk derfor sammen for at blive kureret.

Julemanden. På sine gamle dage, drog Maragorn rundt i Veluna ved juletid og medbragte gaver til børnene. Da landet ofte er dækket af sne om vinteren, rejste han i en kane. Den del af historien af vistnok sand. Imidlertid hævder folk i Veluna, at hertugen stadig deler gaver ud ved juletid. Hvorvidt det er en skrøne, om andre har overtaget tjansen, eller om Maragorns sjæl vitterligt vandrer Veluna ved juletid, skal ikke kunne siges.

Det fortælles, at Maragorn på sin sidste aften sad i en lænestol foran et buldrende ildsted. Her faldt han hen i minder om Arion og hans død, og om de rædsler han havde oplevet i Helvede. Da kom hans lille tipoldesøn, som også hed Valerian, hen til ham. Han skulle en dag arve tronen og var ved at blive oplært som ridder, men ønskede ikke at slå ihjel.

“Aldattar, hvorfor skal jeg dræbe, når jeg ikke vil?”, spurgte den lille dreng.

Den gamle mand tog ham på skødet og svarede:

Du skal slås, Val, for en hertug skal kunne forsvare sit folk. Og du skal kunne dræbe, ikke fordi du bryder dig om det, men for at værne om det, du elsker. Jeg har været i Helvede og gruer endnu ved tanken, og tanken om de flan-folk, jeg har berøvet livet, fylder mig endnu med medfølelse og skam. Men når jeg ser på dig og dine søskende, og på vort folk, der nu lever i fred og lykke, udkæmpede jeg gerne alle mine kampe igen. Du skal kæmpe for det, du elsker”

Det blev ifølge fortællingen Maragorns sidste ord. Hvorvidt det er sandt eller ej, er de blevet en slags leveregel i Veluna. Man hylder princippet om at leve og lade leve, og det er ikke er krigerisk folk, men når det gælder om at forsvare, det man elsker, har Velunas riddere og almindelige soldater ikke deres lige. Tilsvarende har landet også fostret mange Malakitriddere.

Maragorn blev stedt til hvile i den fortryllede skov, hvor han mødte Drømmedragen og blev efterfulgt af sønnen Valerian. Hans efterkommere i Huset Maragil har regeret Veluna i tusind år og har næsten nydt fred i al den tid.