Malakitridderne

De udvalgte få

Ridderne af Malakittronen blev grundlagt af Kong Valerian i DR929. På det tidspunkt var Højriget i dyb krise. Bithynia og Argundor var faldet, Shanara var i opløsning under den gale Kong Ividor, og rigets kyster blev hærget af grumme fjender.

Også oeridernes mod syntes at vakle. De fleste riddere blev på hjemegnen for at forsvare den mod fjender. Da kongen kaldte til mønstring mod Heksemesteren i Wyrd, Bithynias bane, mødte kun få riddere op. Mange hævdede, at en ridders første pligt ikke var at kæmpe i fremmede lande, men at værne sin egn og sit folk.

Da indstiftede Valerian et nyt ridderskab i Heironeous’ navn. Disse riddere skulle frasige sig gods og guld, land og slægt og bekæmpe ondskaben overalt i Faerûn. Således opstod Ridderne af Malakittronen, eller Malakitridderne som de kaldes i daglig tale. Blandt de første riddere var Uther Solanthus og Harnil og Hamil Penhaligon.

I tyve år drog de på korstog i fjerne lande mod guden Talos, Heksekongen i Wyrd og alskens anden ondskab. Først da ingen større trusler var tilbage mod Faerûns frie folk, vendte de få overlevende hjem.

I de 400 år der er gået, er Malakitridderne blevet stærke, rige og velorganiserede. Skønt de har holdt sig uden for politik, er det stadigt sværere for dem. Holdningen til ordenen, blandt Højrigets ridderslægter, har også ændret sig. Til at begynde med var mange slægter ekstremt fjendtlige overfor malakitridderne og så dem som ødelæggende for det klassiske familiesammenhold.

Imidlertid er det gået op for mange riddere, at de kan bruge ordenen til at skaffe et levebrød til yngre sønner, som de ellers ikke har jord og guld nok til at tilgodese. Derudover er det blevet prestigefyldt at have familiemedlemmer i ordenen, og endelig tænker flere store familier på ordenen som en vej til at øge sin magt og indflydelse. Det hjælper utvivlsomt at komme fra en mægtig slægt – og medlemmer af huse som Solanthus og Penhaligon fylder godt i Ordenens ledelse. Endnu er det dog sådan, at selv det fineste stamtræ ikke nytter, hvis man ikke kan bevise sit værd, og mænd fra helt ydmyge kår er nået langt indenfor Ordenen.

Korset

Valerian gjorde Heironeous til skytsgud for ordenen, og korset til dens symbol. Det henviser til Heironeous som blev korsfæstet i Helvede, men som genopstod og tilslut besejrede Tharizdûn. Det handler om selvopofrelse, håb og standhaftighed.

Valerian bestemte, at de slægter, hvorfra en eller flere riddere deltog i korstogene, havde ret til at bære et kors i deres våbenskjold, kun de og ingen andre. Det gælder stadig. Det er ikke alle slægter, som bærer korset i våbenskjoldet, selv om de har ret til det, men nogle gør, og gør det med stor stolthed.

Optagelse i Ordenen

Malakitridderne rekrutteres fra alle dele af Højriget, men der er slægter og egne med større tradition for det. Det gælder eksempelvis Calantara, hvor borgerkrigen og opløsningen fik mange unge riddere til at søge tryghed indenfor ordenens rammer. I Veluna har mange slægter stolte traditioner for at være Malakitriddere.

Også blandt vestoeriderne i Cormyr er ordenen populær, for skønt de generelt ser verden mindre i ondt og godt end deres frænder i øst, anerkender de, at Valerian og hans malakitriddere var de eneste, som hævnede Bithynias fald.

Man aflægger løfte på at tjene ordenen uden tvivl eller tøven, mens man er Malakitridder. Men skønt man som malakitridder er beredt på at dø for sagen, er man ikke forpligtet til at blive i ordenen til sin dødsdag. Man kan ikke selv forlade ordenen, men kan gives fri af stormesteren. Det sker typisk, hvis dødsfald bevirker, at ens slægt mangler en arving. I så fald får ridderen ofte sin frihed til at kunne tjene slægten.

Ordensregler

Der er en meget streng disciplin i ordenen, der har til opgave at holde ridderen på dydens smalle stil – det ideal Valerian udstak for ordenen.

Når en ridder optages i ordenen frasiger han sig navn og arv. I ordenen er han derfor ikke kendt ved sit slægtsnavn, men ved et ”kodenavn”, han får tildelt. Det er navne som ”Gyldenmanke”, ”Ravn” og ”Stålhandske”, dog altid på oeridisk. Overfor andre bruger han sit fornavn eller et dæknavn.
Han må ikke tjene andre end ordenen.
Han har ingen personlig ære og må ikke hævne fornærmelser mod sig selv eller udkæmpe dueller
Han må ikke prale, stræbe efter personlig hæder eller vinding
Han skal værne de svage og må ikke skelne til stand
Han må kun dræbe, når det er nødvendigt for at forsvare sig (eller andre) eller løse sit hverv
Han skal være seksuelt afholdende og må ikke gifte sig eller avle børn.
Han må heller ikke drikke sig fuld eller indtage euforiserende stoffer.
Ridderen må ikke eje mere end han kan bære. Alt hvad han tjener doneres til ordenen eller til godgørende formål via templer.
Ridderen må aldrig lyve, men når han opererer i felten, må han gerne omgå sandheden og arbejde under dække.

Ridderne i felten

Malakitridderne er trænede til at kæmpe sammen og deltage i hærslag. Deres egentlige rolle er dog i reglen en anden.

Malakitridderne arbejder ofte alene, eller i grupper på to eller fire. De er sjældent flere. De er trænet til at fungere som en enhed på en slagmark, men til hverdag har hver ridder sin egen udrustning og kampteknik. Ofte skjuler de, at de er malakitriddere, ofte er de forklædt og ofte bruger de list. En malakitridder er på den måde en slags hemmelig agent.

Malakitridderne har udviklet deres eget kodesprog, som består af håndsignaler, samt ord, der i virkeligheden betyder noget andet. Derfor kan de koordinere deres angreb uden at larme, og de kan udveksle informationer, uden at tilhørere nødvendigvis forstår, hvad de siger. Dette kodesprog blev udviklet en af malakitridder, der var tidligere tyv og kendte tyvenes hemmelige sprog.

De fleste af riddernes missioner drejer sig om bevogtning og rekognoscering. Det gælder især langs Velverdyva og i Furyondy og resten af Norden. Mange andre missioner handler om at indsamle information, Sådanne missioner går også til Højrigets nabolande og til hele Faerûn for at finde ud af, hvilke farer der truer rundt om i verden. Fokus er på onde guddomme og dæmoner, samt onde organisationer som Zhentarim og Kabalen. Her samarbejder de undertiden med andre folk og lande, såsom Rauthyr, Waterdeep eller elverne i Sølvermånens By.

En sjælden gang udsender Malakitridderne egentlige dødspatruljer, der har til opgave at dræbe eller fordrive en ond magt. Det kan være en dæmon en ond drage eller lignende.

Udover de få medlemmer, der har rang, er ridderne lige, men i felten er det normalt den ældste ridder, der er operativ leder.

Malakitridderne blander sig aldrig i politik, herunder de mange tvister mellem Højrigets forskellige herskere. De modtager som udgangspunkt ordrer fra deres Stormester, som igen kun modtager fra Højkongen. Dog er det sket mere end én gang, at en Stormester har nægtet af efterkomme en højkonges ønsker, fordi de stred mod ordensreglerne. Ofte har de arbejdet tæt sammen med Kirken, i særdeleshed Raos kirke.

Organisation

Der er godt 200 Riddere af Malakittronen. Dertil har de godt 600 soldater til at bistå sig som væbnere, vagter og meget andet.

Ordenen ledes af en lille gruppe på fire riddere: Stormesteren, Marsken, Tempelherren og Ordensmesteren. Malakitriddernes hovedfæstning er på øen Illefaern i Tågeøerne. Herfra planlægges ordenens operationer. Dertil kommer en herold, samt et antal højriddere, der fungerer som en slags officerer. Endelig er der de almindelige malakitriddere.

Stormester: Malakitriddernes leder. Der er ingen over og ingen ved siden af ham. Den nuværende stormester er Denethor.

Marsk: Den militære leder for Malakitridderne. Ansvarlig for træning og udrustning og for at lede dem i kamp. Nuværende marsk er Gilganor Angelion.

Tempelherre: Ansvarlig for Malakitriddernes præster og inkvisitorer og for overvågningen af onde guder, djævle og dæmoner. Nuværende tempelherre er Maldric Crystanon.

Ordensmester: Ansvarlig for ordenens indtægter og bygninger. Nuværende ordensmester er Ondelar.

Herold: Bruges på diplomatiske missioner overalt i Faerûn. Nuværende herold er Anthar Wingar.

Højriddere: En højridder er en erfaren og respekteret malakitridder, som har ret til at tage egne væbnere, og dermed give dem adgang til ordenen. Han er også ansvarlig for særlige opgaver eller missioner. Der er for tiden ni højriddere i ordenen: Estrian Calamon, Garin Penhaligon, Guntram af Furyondy, Hadric Solanthus, Harnil Penhaligon, Maldreth Pentan, Patrick Solanthus, Sarin Salador og Virkhus af De Kolde Sletter.

Fæstninger og ordenshuse

Malakitridderne har ordenshuse flere steder i Højriget, og også uden for dets grænser. Dertil har de en lille flåde. Deres hovedfæstning ligger på Illefarn, som er en af Tågeøerne, men frigjort fra dette kongerige. Således er det Malakitriddernes stormester der regerer øen. Derudover har de nogle baser langs Velverdyva og Furyon.

Der er ordenshuse i Tamon og mange andre større byer i Højriget. De ligger gerne i tilknytning til et tempel til Heironeous. De bruges til at indsamle informationer, udsende missioner, rekruttere nye riddere og meget andet. De vigtigste ordenshuse er:

Tamon

Det største af ordenshusene. Bruges også som ambassade hos Højkongen, hvor man koordinerer informationer og indsats med kongen, Raos kirke, De Blå Troldmænd og andre gode kræfter.
Ordensmester: Maldreth Pentan
Vagtmester: Nellon

Eldon

Base for ekspeditioner til Norden, herunder Sværdkysten. Er vokset i betydning gennem de seneste år.

Rauxes

Base for at bevogte Velverdyvas breder og også ambassade hos hertugerne af Cormyr.

Santander

Den store havneby i det vestlige Medegia ligger i dag uden for Højriget. Den tjener som base for operationer i Monsalyar, Amn og Calimshan.

Malakitriddere i D&D

En malakitridder er altid paladin eller cleric. Han kan godt være multiclass, typisk bard, fighter eller rogue, men kan kun fortsætte som paladin eller cleric efter, at han er indtrådt i ordenen. Figuren skal mindst være på niveau 5 for at kunne indtræde i ordenen som ridder. Derimod kan han godt indtræde som væbner på et lavere niveau.