Så vidt vides, har Flan-folket levet i det østlige Faerûn, så længe der har været mennesker i verden. De har været mere talrige end i dag, og muligvis har de beboet større dele af kontinentet, men så langt man kan spore tilbage, har de dvælet i landene øst for den mægtige flod Velverdyva. Derfor kaldes denne del af Faerûn også Flaeness, og svarer stort set til det, der i dag udgør Højriget. Der findes dog også enkelte stammer omkring Dragehavet.

Flan betyder “Folket”. Flanna betyder “Folkene”. Det kalder flanner dog sjældent sig selv. Selv om de deler sprog og kultur, opfatter Flanner sig ikke som et folk på samme måde som oeriderne. Deres tilhørsforhold gælder lokalsamfundet og klanen. Kun i sjældne tilfælde har de mobiliseret større hære, og stammerne og klanerne har brugt lige så megen tid på at slås indbyrdes som mod ydre fjender. De opdeler også stammerne efter, hvor de lever: Flanafon, Flannoch, Flanobad betyder “Flodfolket”, “Bakkefolket” og “Skovfolket”.

Flan-folket har aldrig haft byer af betydning. Fra tidernes morgen har de især bosat sig langs floderne, i højlandet og omkring mægtige skove. Det er et folk, der lever i pagt med naturen spredt på små gårde og bygder.

Flannerne er nogle af de mennesker, der har levet tættest sammen med elverne. Selv om de to folk sjældent har blandet sig, har de gerne levet i fordragelighed, og mange lærde mener, at en stor del af flannernes kultur er formet af mødet med elverfolket.

Fremtoning

Selvom flannerne ikke er så høje som oeridere og nordboer, er de ret høje af mennesker at være. Både mænd og kvinder er i gennemsnit 1,75, for flannerne er kendetegnet ved, at mænd og kvinder ofte er lige høje. De er gerne senede, vævre og letfodede. Derfor er de også berømte for deres løbere, der er værdsatte sendebude.

Et stort antal flanner er rødhårede. Resten har stort set alle en hårfarve i en eller anden nuance af brun. Frisure og skæg veksler fra stamme til stamme og fra klan til klan. Blandt mændene har mange kort strithår, enkelte ligefrem hanekam, mens andre har langt hår, som de undertiden fletter eller samler i en knold i nakken. Det gælder både mænd og kvinder.

Mændene bærer sjældent fuldskæg, undtagen druiderne som næsten altid har det. Langt de fleste bærer overskæg, undertiden også fipskæg.

Samfundet

Flaner lever i familier, klaner og stammer. Og klanen er den vigtigste. De består af et netværk af blodbeslægtede familier, som ofte lever langt fra hinanden. Hver klan har en klanleder, men enhver i klanen kan udfordre ham til tvekamp for at overtage værdigheden. Klanlederen er nemlig først og fremmest en krigshøvding. I tilfælde af krig kan flere klaner indgå forbund og vælge en midlertidig “konge” (fører), men hans magt gælder kun, så længe krigen står på. Forsøger han at blive i embedet længere, straffes han med døden.

Den vigtigste magtfaktor i flan-samfundet er imidlertid hverken “kongerne” eller klanlederne, men derimod druiderne (se nedenfor).

Ellers er samfundet ligeværdigt for alle frie mænd kvinder, selvom flannerne tidligere havde trælle, typisk krigsfanger og dømte forbrydere. I Højriget har oeriderne imidlertid tvunget dem til at opgive den praksis, selv om den florerer på afsides stederm såsom Cornumbria og Prydain og udenfor højriget. Derfor er flannernes samfund ligeværdigt, og det gælder i høj grad også forholdet mellem mænd og kvinder. Særligt fornemme flan-folk kan dog genkendes ved deres torc, en snoet halsring, de får monteret i puberteten og næsten er umulig at fjerne igen. De siges at rumme deres livsessens.

Kultur og krigsførsel

Flan-folket elsker træ og tømmer, og de er ofte fremragende træskærere. Imidlertid er de også dygtige bronzesmede og mestre i smukke kar og smykker. Deres ting er gerne udsmykket med en krig ornamentik med både geometriske mønstre og dyrefigurer af især slanger, bjørne og ulve.

Flanfolket elsker musik og dans. Deres barder (skjalde) er højt værdsatte og kan både synge kvad og spille op til dans. Dertil er de også dygtige historiefortællere. Flannerne hævder selv, de har opfundet harpen (selv om det vist ikke er tilfældet) og også violiner og fløjter er yndede. Barderne drager gerne rundt mellem samfundene, og kun særligt rige klanledere har dem fast knyttet til sig.

Flan-folket er frygtede og frygtløse krigere, og det gælder både mænd og kvinder. I krig maler de gerne tegn og mønstre i ansigtet og på kroppen, som har helt særlige betydninger. Egentlige krigere får disse mønstre tatoveret.

Mod jævnbyrdige eller underlegne fjender stormer de gerne frem med en stor vildskab. De benytter runde skjolde ledsaget af økser, sværd eller spyd. De bærer sjældent tung rustning, men beror mere på deres hurtighed. De kæmper gerne ledsaget af musik, som især har til formål at skræmme fjenden. Det gælder især dybe horn og sækkepiber. Flannerne har også drabelige kampsange og kampråb.

Mod overlegne fjender er flannerne mestre i gurillakrig i deres vante terræn. Mange invaderende fjender er blevet tvunget til at trække sig tilbage af flannernes natlige raids og hit-and-run angreb.

Religion

Flanner ærer naturens magter og tror ikke på godt og ondt. De tror på livet, døden og skæbnen og på at verden roterer som et mægtigt hjul. Det gælder både årets gang og verdens krønnike. De opfatter sig som et med naturen og frygter ikke døden. De tror også på, at deres sjæl genfødes i form af dyr og planter, og derfor føler de sig inderligt forbundne med den levende natur i alle dens former.

Derfor ærer flanner et utal af magter. Frugtbarhedsgudinden Beory spiller en vigtig rolle for dem, og det samme gør hendes mage, skovguden Silvanus (som de kalder Obad-hai). De ærer også jagtgudinden Ehlonna, ildguden Ramor, månegudinden Elathe, havguden Ulmo, bjergguden Urak, smedeguden Gond og mange andre. Dertil kommer et utalte af lokale naturånder i floder, søer og skove.

Det gælder også dæmoniske magter som nattens gudinde Wee Jas, skjaldeguden Eldath, og det gælder “onde” magter som bæstguden Malar. Flanner dyrker alt, der har magt og respekterer verden som den er.

De har ikke templer som sådan, men ærer magterne omkring gamle træer, på bakketoppe og i moser. Mens flanner næsten udelukkende bygger i tømmer og andre forgængelige materialer, er deres gravpladser gerne lagt omkring store stenkredse. Tanken er, at de levende bor i træ, mens de døde bor i sten og at de høje bautasten forbinder underverdenen med menneskenes verden og himlen.

Druiderne

Druiderne er den vigtigste magtfaktor i flan-kulturen. Det er disse mænd og kvinder, der kan bygge bro mellem menneskenes verden og både naturen og såvel de højere som lavere magter. De hjælper flannerne med at ofre til disse magter, de tager varsler og de helbreder syge og sårede ved hjælp af urter, eliksirer og trolddom. Og endelig er de også fortrolig med lovene.

Derfor nyder druiderne gerne mere respekt blandt flannerne end nogen klanleder, og deres ord er gerne afgørende. De få gange flannerne har sluttet mægtige forbund og rejst vældige hære, er det gerne druidernes værk.

Druiderne er mere omfattende beskrevet andetsteds.

Enkelte ord på Flan

afon: flod
cul: bjergtinde
hai: fyrste, herre
noch: bakke
obad: skov
wyn: søn (endelsen i mange mandsnavne)
wina: datter (endelsen i mange kvindenavne)

Flanfigurer i D&D
De mest oplagte klasser er Bard, Druid, Ranger og Rogue. Paladin er bandlyst, mens Sorcerer og Warlock er mere oplagte end Wizard.