Druider
Den klasse, der i D&D hedder druider, er i spillets verden mindst to ting: Elverfolk med særlig indsigt i naturen. det gælder i særdeleshed skovelver. De er ret udbredte blandt elverne og er ikke organiseret i en orden.
Og så er der druideordenen, som mest består af flan-folk og halvelver. Den tæller dog også en del skovgnomer, satyrer og andre folk. Druiderne er den vigtigste magtfaktor i flan-kulturen. Det er disse mænd og kvinder, der kan bygge bro mellem menneskenes verden og både naturen og såvel de højere som lavere magter. De hjælper flannerne med at ofre til disse magter, de tager varsler, de er kyndige i astronomi, og de helbreder syge og sårede ved hjælp af urter, eliksirer og trolddom. Og endelig er de vismænd, som er fortrolige med traditioner og love. Nogle lever alene som eneboere i skove, bjerge og sumpe, andre lever i hellige lunde i udkanten af samfundet.
At blive druide
De fleste druider kommer fra landsbyer og bygder, hvor de måske oplæres af “kloge koner” og andre, som har et overfladisk kendskab til druidemagien. Enkelte kommer så i lære hos en egentlig druide, som de følger som læremester gennem mange slidsomme år. Der er en tendens til, at det ofte er samfundets udstødte – forældreløse, horeunger og halvelver – der bliver druider. Og mindst lige så mange kvinder som mænd bliver druider.
Oplæringen er praktisk og i de første år næsten udelukkende mundtlig. Skønt druider lærer at læse, er deres kultur frem for alt mundtlig. Også deres hemmelige sprog, daelisk, benyttes mest til formularer, ritualer og runer. Der findes kun få egentlige skrifter på det.
En stor del af druidens træning består i meditation og teknikker til at få balance i sindet. Den store druide Alanor fortalte engang, at hans læremester, Maelgwyn af Dundagal, ind imellem beordnede ham til at betragte et egetræ en hel dag, for at mærke dets vækst og verden. Til andre tider, skulle han betragte græsset eller fugletræk.
Efter mange års træning, sendes den unge druidelærling på en opgave. Det handler typisk om at tilvejebringe et eller andet, eller beskytte noget, men den involverer næsten altid en færd til en mere magtfuld druide. Hvis opgaven løses, bliver lærlingen optaget i ordenen, og kan derefter frit gøre, som han eller hun lyster.
At være druide
Mange druider bruger flere år på at vandre og opleve Abeir-Torils storhed. Andre bliver hurtigt knyttet til helligdomme, og ser ikke meget andet end det lokalsamfund, de tilhører. Andre bliver knyttet til en stormand. Før eller senere slår de fleste druider sig ned nær civilisationen og tjener de som lever af jorden og skoven. Atter andre bliver eneboere, som skyr andres selskab.
Ordenen
Selv om de oftest lever alene eller i små grupper, har der fra gammel tid eksisteret en egentlig druideorden. Så vidt vides, består druiderne også af forskellige rangordener:
- Druide. Som varetager et område, typisk en håndfuld bebyggelser.
- Højdruide. Har opsynet med et område, der ikke er defineret af politiske grænser, men gerne af geografiske, såsom bjerge, floder og have.
- Stordruide. Har opsynet med et endnu større område.
- Hierofanterne. Denne sagnomspundne orden tæller de mest magtfulde druider. De optræder sjældent i menneskeform, men gerne som dyr, træer eller noget helt tredje. Ingen ved, hvor de dvæler, og de optræder ikke ved druidernes møder. Der siges at være fem af dem i hele Faerûn.
På særlige tider af året, eller når situationen kræver det, kalder højdruiden druiderne i sit område sammen. Det sker typisk ved forårs- og efterårsjævndøgn. Her drøfter de stort og småt, udfører rituel magi og tager varsler.
Religion
Druiderne er gerne viet til Jolandes børn, Beory og Habakuk. Imidlertid tror de ikke på godt og ondt, og anerkender alle magter i Toril. De tror på genfødsel og på Skæbnen, og de tror på, at alle skabninger i verden har deres mening og skæbne.
Druiderne mener også, at der er en bestandig uforanderlig verden hinsides den fysiske. Alfalandet kaldes det typisk. Kun hierofanterne og andre magtfulde druider, kan drage til denne verden, som rummer alt hvad der er, har været og skal blive.
De mener, at enhver skabning skal udleve sin skæbne, hvilket har fået deres modstandere til at beskylde dem for fatalisme. Af samme grund er de også fuldstændig frygtløse overfor døden.
Det er dog ikke ensbetydende med, at druider aldrig griber ind i verdens gang. Udøde kræfter anser de for unaturlige, og i tidens løb har de også bekæmpet Tharizdûn og hans legioner i forsvaret af deres hjemlande.
Se også
