Mennesker er det yngste af Erythias frie folk. De vågnede først i verdens Tredje Tidsalder, samtidig med Solen. Derfor er de ikke nattevæsener som elv og dværg. De er heller ikke så magiske som elverfolket eller så hårdføre som dværgene, og deres liv er kort.
Imidlertid har mennesker andre fordele. De formerer sig nemlig hyppigere end Erythias øvrige frie folk, de er rastløse og fyldt med energi, og de er mere forskelligartede end alle andre. Alt dette har gjort mennesker i stand til at fortrænge andre folk.
De første mennesker
Mens der er almindelig enighed om, at mennesket vågnede, da Solen og Verdens Tredje Tidsalder tog sin begyndelse, ved ingen lærd, hvor mennesket først vågnede. Nogle mener, det skete på ét sted, andre at mennesket vågnede flere steder. Det sidste understøttes af sprogarkæologien. Sikkert er det, at de første mennesker var primitive og levede som vilde jægere og samlere. Hvad de lærte, lærte de især fra de andre folk.
Sydens og Vestens folk
De mennesker som vågnede i det vestlige og sydlige Erythia blev gjort til slaver af mægtigere væsener. På sletterne i vest blev de slaver for jasirerne, og i det nuværende Jakif blev de slaver for ildvæsener som djinner og efreetier. De lærte dog også meget af dem, og da de omsider brød fri, skabte de mægtige riger som Kemet.
Nordens folk
Meget tyder på, at menneskene havde bedre kår i det nordlige Erythia, da de her fik hjælp af elverfolket. Det som blev til flan-folket levede nær elverfolket, mens nordboerne især skabte handelsrelationer med dværgene. Disse folks magt sikrede, at menneskene var beskyttet mod stærke fjender, og de blev talrige og mægtige.
Særligt var folket i det nuværende Zûlador. Også de lærte fra andre folk, men frem for alt stjal de fra dem – fra elverfolkene, fra dværgene og fra dragerne. De foregav ydmyghed og troskab, men i sidste ende, ønskede de kun egen magt. Snart blev de mestre i trolddom og grundlagde det mægtige magiske rige Zulk.
Sølvets Tid
Så længe uskylden Nessa vandrede i Erythia, var de fleste mennesker lydige overfor de gamle folk. Da uskylden døde, var menneskene imidlertid det første af de frie folk til at yppe kiv og tragte efter andre rigdom. Flere begyndte også at tilbede mørke magter. Og menneskets magt blev tilsyneladende forstærket i takt med, at elverfolket forsvandt ind i Alfaland eller sejlede over havet.
Da Mahdûn vendte tilbage, indså han, at menneskene var skrøbelige. Folkene i det nuværende Drakor, Wur, Narsakel og Gar var de første som tilbad ham, og det var mod menneskeriget Kemet, at han først vendte sin vrede.
Imidlertid havde den mørke gud undervurderet menneskets styrke. Der var dem, der som folkene i Aklevak og modstod hans forlokkelse, og Kemet modstod i århundreder hans angreb. Også Nordens folk kæmpede bravt, omend de tilslut gik til grunde, og da Oeriderne ankom til Erythia mødte han en ny og ukendt fjende. Det blev hans undergang.
Alle Erythias frie folk, kæmpede mod den mørke gud, men det var først og fremmest mennesket, der blev hans fald. Derfor er den nuværende tidsalder, Jernets Tid, på godt og ondt, også menneskets tidsalder.
