Om Orker

I begyndelsen mødtes stamfædrene til alle Faerûns folk og trak lod om, hvor deres folk skulle leve. Elverne trak de dybe skove, dværgene bjergenes indre, mennesket de åbne marker. Så vendte de sig mod Gruumsh den Enøjede og lo drillende: “Hvor skal dit folk leve, Enøje? Der er ingen steder tilbage!”

Da hævede Gruumsh sit store jernspyd og rakte det ud over verden, så det dækkede for Solen: “I lyver, mine orker skal dvæle her!”. Så rystede hans spyd bjergene og åbnede mægtige afgrunde. Spyddet smadrede bakkerne og dækkede dem med støv. Og det brændte engene og skovene.

“Her skal orkerne dvæle”, brølede han. “Overalt vil de overleve og fylkes, og en dag vil de dække verden, og knuse Jeres folk! Orkerne skal regere den verden, I prøvede at snyde mig fra!”

Sådan fortæller en populær orklegende. Mennesker fortæller en anden historie.

Orkernes tilblivelse

Da Mahal i tidernes morgen faldt og blev til Tharizdûn, mistede han også evnen til at frembringe liv og skabe noget på egen hånd. Da elverfolk, jasirer og dværge vågnede, fangede og pinte han dem først for sin fornøjelses skyld. Derpå indså han, at han behøvede tjenere, for mange folk og skabninger tjente villigt de unge guder.

Derfor pinte og korrumperede han sine fanger, og han foretrak elverfolket, for dem anså han for de mest overlegne af Faerûns frie folk. Således opstod orken.

Disse førte orker hed Urkburzum på Det Sorte Sprog. De beholdt en del af elvernes egenskaber, heriblandt evnen til at udvikle magi. Den magi orker har skabt gennem tiden, er næsten altid udviklet af urkbuzum, som også er deres shamaner. Tharizdûn skabte dog også orker fra dværge. Det blev de såkaldte Urkgazat, som er mestre i smedekunst og i at bygge underjordiske gangsystemer.

Imildertid havde begge disse Yrch (flertal af Urk) deres ophavs ulemper – de fik få børn. Da mennesker opstod i den Tredje Tidsalder, indså Tharizdûn hurtigt deres styrker, ikke mindst deres forplantningsevne. Af menneskene skabte han den egentlige ork, som først blev set i stort tal under angrebene på Mulhorand og Unther under Tharizdûns genkomst i verdens fjerde tidsalder.

Således blev orkerne mere primitive med tiden. Mens de første orker havde havde talt Hulgorkyn, en afart det Det Sorte Sprog, talte “menneskeorkerne” det mere primitive Daraktan, eller bare Orkmål.

Orker i Faerûn

Trods mange nederlag har orkerne vist sig endnu mere overlevelsesdygtige end mennesker. I dag dvæler de over det meste af Faerûn. Da de har forskelligt opgav, er de også endnu mere forskellige end mennesker. Udover at nedstamme fra elverfolk, dværge og mennesker, har mørke guder og troldmænd også krydset dem med alskens andre racer såsom vætter, trolde og kæmper.

Uagtet ophav er orkernes samfund dybt hierarkisk, både indenfor stammen og stammerne indbyrdes. Kun den stærkeste overlever, og en orkhøvding er næsten uden undtagelse altid stammens stærkeste kriger.

Orkstammer i det østlige Faerûn

Blodøkse

Denne stamme dvæler i højlandet omkring Blodøksebjerget i den nordvestlige del af Himlad nær Furyondy. I tidens løb har den ofte hærget landene nord for Furyon og har også foretaget raids mod elverlandet Celadon i syd. Siden oprettelsen af Kongeriget Furyondy, har de dog været holdt nede. Blodøkserne er religiøse og har i hvert fald tidligere ofret fangne fjender til mørke magter. De siges også at have drevet kannibalisme. Det er dog mindre orker, og har i tidens løb navnlig tjent mægtigere orkstammer eller andre magter.

Gimburk

Om dette er en stamme for sig, eller om det blot er under-orker, der i større stammer, vides ikke. I hvert fald dvæler de i De sorte Bjerge og er specialiserede i jagt, raids og bagholdsangreb. De er de hyppigst sete orker i den del af verden.

Mortagûl

Denne frygtede stamme består af store og udspekulerede orker. Navnet siges at betyde “Blodmåne”. De er inderligt krigeriske og har været en svøbe for såvel Bithynia og Urnst, samt de oeridiske grænselande Almor og Valethor. Mortagûl anvender gerne mindre orker eller væsener, som “kanonføde”. De interesserer sig sjældent for mindre raids, men er frem for alt skikkede til krig,

De holder til omkring Mortagûl Bjerget i Skjoldtinderne, men benytter i vidt omfang underjordiske korridorer, som bevirker, at de kan dukke op de mest uventede steder,

Mens de til stadighed udgør en trussel, har de ikke ført større krigstogter siden angrebet på Tamon i vinterstormen DR1223, hvor de blev besejret af krigerne fra Furyondy.

Urlug

Denne stamme holder især til i De Sorte Bjerge langs Velverdyvas vestlige bredder og på grænsen til Monsalyar. Meget tyder på, at flere af dem nedstammer fra elverfolket, for de har stærke shamaner iblandt sig. Formentlig nedstammer de fra martrede højelverfolk i det forgangne Arvendor.