Vejen til Fairview

Tak for en brandgod, om end alt for kort aften.
Jeg sender her et lille referat fra aftenens eskapader.

Referat D&D 30.08.2021 – ”Vejen til Fairview” 

Christian (DM) – David (Adrian), Jakob (Maenhir), Klaus (Fiore). Fraværende Marianne. 

Heltene står på kysten i selskab med deres unge royale arbejdsgiver og myndling. 

Den unge prins kundgør, at han ønsker at se byen Fairview for at gøre sig bekendtskaber, og genopfriske gamle alliancer. 

Vejen fra kysten snor sig smalt med klipper på begge side, og stien virker som oplagt til eventuelle baghold. 

Adrian galdrer, og påkalder sin familiar, der i skikkelse af en krage, sendes i luften for at sondere terrænet. 

Efter kort tid vender den tilbage, og gør sin ejer opmærksom på potentielle fjender, der står på lur længere fremme. 

Fiore påtager sig at snige sig op på fjenden for at få mere pålidelige efterretninger. Han formummer sig i skyggerne og sniger sig adræt frem. Uopdaget får han bekræftet, at der ganske rigtigt er tale om orker, der venter på at udføre niddingsdåd, mod vore helte. 

Da heltene står uden andre bevægelsesmuligheder end fremad, og samtidigt føler stor tiltro til egne og fællernes evner i strid, bevæger frænderne sig forsigtigt, men ufortrødent frem mod orkernes position. 

Heltene holder sig dog klar til strid, og er på vagt. 

De når da også kun få meter længere op af stien, før en mængde af de onde væsener myldrer frem under høje gutturale råb. En stor ork, der tydeligvis er gruppens leder, udstøder et voldsomt kampråb, der ansporer bæsterne til at slynge deres brutale kastespyd mod heltene. Adrian bruger dog på mesterlig vis sine mægtige magiske krigerkræfter, og kun et enkelt af fjendens feje kasteskyts, formår at gøre en smule skade. 

Nu er det til gengæld heltenes tur til at reagere. Fiore løber frem mod den største gruppe af fjender, der overraskede, og selvsikre i deres overmagt ser ham som et nemt mål for deres våben. Lige inden han når dem udløser Fiore sin magiske kraft, og et altoverskyggende, nærmest tjæresort, og uigennemtrængeligt mørke, omslutter fjenderne, der nu pludseligt er hjælpeløse ofre for det barberbladskarpe stål der rammer dem i mørket, og to af de ækle skabninger må lade livet. 

Næsten samtidigt stormer den helt stålklædte Adrian frem, med blikket rettet mod orkkaptajnen, der dog føler sig i sikkerhed bag sine håndgangne mænd. Han har dog gjort regning uden vært, for Adrian forsvinder pludseligt, og dukker op i umiddelbar nærhed, af den store ork, som han går i nærkamp med. 

Den ærværdige druide Maenhir, har i mellemtiden påkaldt naturens elementarkræfter, og sender mægtige lyn ned på den mængde af orker der har omringet Adrian. 

De orker, der er i kamp med Fiore, føler sig nu pludseligt mere som de jagede, end som jægerne, og forsøger at løbe væk fra det dødens mørke der truer, men uden held. En for en må de lade livet under de to natsorte klingers hvislende hug, og stik. 

Den unge prins kaster sig også ind i kampen, og dræber sin første fjende i kamp. 

Kampen slutter brat, da Adrian overvinder, og dræber den mægtige ork kaptajn. Dette udløser panik hos de overlevende, der flygter over hals og hoved. 

Vore helte gennemsøger ligene, og finder et par mønter, samt en guldring. 

De bevæger sig videre ind i landet, og finder snart en vej der selv om den er forsømt, er nemmere at navigere, end græslandet omkring den. 

Senere slår gruppen lejr, og beretter historier fra deres eget virke, for at berolige den unge prins, der er tynget af byrden, ved for første gang at have taget et liv. (Hjemmearbejde til næste gang…) 

Nattevagterne deles mellem gruppens medlemmer, og Adrian sender igen sin magiske skabning på vingerne, som en ekstra sikkerhedsforanstaltning. Da natten er næsten gået, vækker den ham, og fortæller at mange tobenede væsener er på vej mod heltenes position. 

Vore helte må tænke hurtigt, med en lurende overmagt på vej, og et ungt royalt liv at beskytte. De beslutter sig til en dristig, og hurtigudtænkt strategi. De bevæger sig frem mod fjenden, og da fjenden næsten har opdaget dem, laver Maenhir sig om til en ræv, og går i skjul, samtidigt med at resten af gruppen går skjul ved hjælp af en magisk formular Adrian kan kaste. De kravler alle op af det magiske reb, og forsvinder sporløst ind i et magisk rum. 

Orkerne når kort efter frem til gruppens position, men har folk i deres gruppe der kan følge spor. Dette efterlader orkerne tydeligt forvirrede over, hvorfor heltenes spor ophører, og forsvinder brat… 

Vi glæder os allerede til næste gang den 14. september, kl. 17.30.