Dværgenes syv fædre
I den store sang før skabelsen, så guden Urak en vision af de levende væsener, som skulle befolke verden. Bjergguden følte sig ensom, og af sin tanke undfangede han smedeguden Kurfin. Men da Stjernernes Tid oprandt, så Urak, hvordan andre guder glædede sig over dødelige væsener som elv og jasir. Da denne verden var blevet udfoldet, ønskede han at smede sine egne væsener. Af klippe og ler formede han derfor de skabninger, han havde set i sit syn, men da han ikke besad evnen til at skabe liv, forblev de livløse stenstøtter.
Ulykkelig sad bjergguden og græd i sin esse og besluttede at tilintetgøre sit skaberværk. Kurfin forsøgte at standse ham, og som han sad der hørte Nessa, gudinden for uskyld og medfølelse, hans klage. Hun standsede hans hammer netop som han svang den for at knuse dværgene, og hun sammenkaldte de øvrige unge guder og overtalte dem til at bistå Urak. Således blev dværgene vakt til live.
Skæbneguderne skænkede dem livet, Jolande evnen til at forplante sig. Elûne gav dem en sjæl, og Erebius lærte dem at tale og regere gennem konger. Ogír lærte dem at mejsle ord i sten og kraftruner i sten, Yesra lærte dem at færdes i mørket og holde sig skjult for deres fjender.
Urak var fro. Han trak sig atter tilbage til sine bjerges ensomhed, og overlod dværgene til Kurfin. Længe dvælede dværgenes syv fædre i Kurfins esse, og han lærte dem mange hemmeligheder – om sten og klippe, om at udvinde metaller og ædelstene og om smedekunst. Omsider kom dog den dag, hvor de skulle forlade ham, og de drog mod alle verdenshjørner og begyndte at befolke verden.
Dværgklaner
- Stritskæg (“Frostdværge”, Borons Folk, Kh. Mebel-Tarâg) – dvæler i Krystalbjergene i nordvest. Deres traditionelle fjender er dragerne og de vilde mennesker i Drakor og Wur. De er dygtige runesmede, men adskiller sig fra andre dværge ved at være jægere. Binder deres skæg i spidse knuder.
- Stenfødder (“Røde dværge”, Barins Folk, Kh. Azali-Dûraz) – dvæler i sydvest. Kendt som dygtige kunstnere og købmænd. Kaldes “De røde dværge”, fordi de farver deres hår og hud rødt. dvæler i sydvesten, især i De Røde Bjerge, hvor deres hovedfæstning hedder Nargubraz.
- Bredpander (Dwálins Folk, Kh. Findu-Nahâb) – dvæler i Østen. Stovte og tungt byggede med tendens til fedme, da de elsker mad. Især kendt for at smede rustninger.
- Langskæg (Njals folk) – dvæler i Norden, i særdeleshed i De Blå Bjerge.
- Ildskæg (Úrins folk, Kh. Sigin-Baruzim) – dvæler i Østen, blandt andet i De Grå Bjerge og Jernhøje. Forholdsvis slanke og atletiske. Gerne rødhårede og rødmossede.
- Jernnæver (Sindris folk, Kh. Ghamîn-dôr) – dvæler i Vesten. Har gerne mørkt hår og gullig eller brunlig hud, og øjnene er brune og smalle.
- Sortlokker (Druins folk, Mablâd, Kh. Zharmin-Narag) – Har gerne sort hår og er mørkere end de øvrige dværgklaner. Mens Khùzdul er deres hemmelige sprog, taler de mod syd Mablûl. De er krigeriske, men er svært at provokere. De er tungt byggede, stærke og tavse. Dvæler i De Gule Bjerge
Khâzad
Dværgenes syv fædre vågnede forskellige steder i Erythia. Længe var de frygtsomme for verden og holdt sig i deres underjordiske kamre.
Det ældste dværgrige man kender, Khâzad lå i det, der i dag hedder Dragebjerget. Her dvælede dværge i flere tusinde år, før en frygtelig invasion af drager omkring DR -9000 tvang dværgene til at flygte. Mange af dem drog mod nord og øst, hvor de blandt andet grundlagde rige byer i De Blå Bjerge.
Barins folk og Nargubraz
Barins folk, kaldet Stenfødderne, udvandrede fra Khâzad før dets fald, og i DR-10800 grundlagde de den underjordiske by Nargubraz i De Røde Bjerge. I begyndelsen sluttede de forbund med menneskene for at besejre de uhyrer og mørke kræfter, der dvælede i denne del af Erythia. Nargubraz blomstrede, og dværge herfra grundlagde mange andre dværgbyer.
Efterhånden vendte menneskene sig imidlertid mod dværgene, især efter, at Tharizdûns håndlangere havde forpestet deres sind. Thardars folk lukkede portene til verden og forskansede sig i deres bjerge, men omkring DR-1800 blev Shanatar invaderet af Grådværge (se nedenfor), og hele riget med undtagelse af byen Iltkazar faldt. De få overlevende flygtede til Iltkazar eller drog som flygtninge rundt i Faerûn, hvor de undertiden bosatte sig blandt mennesker. Det er de såkaldte Skjolddværge, som er kendt som dristige eventyrere og lykkejægere – og berygtede for at være ubehøvlede.
Grådværgene
Dugmarens folk var de dygtige minearbejdere blandt dværgene og tilbragte det meste af deres tid i bjergene og i dybe mineskakter. Her hændte det i en fjern fortid, at de blev besejret og gjort til trælle af nogle frygtelige magiske skabninger. Som trælle levede de i årtusinder, men tilslut undslap de deres herrer og skabte deres egne riger i Undermørket.
Det lange fangenskab havde imidlertid forandret dem. Deres hud var blevet gråsort, deres skæg hvidt eller gråt og deres øjne røde. De var blevet fortrolige med magi, og deres sjæle var blevet forkrøblede. Således blev de et ondt folk, der førte krig mod deres frænder, og blandt andet bragte Shanatar til fald i DR-1800.
Nordens dværge
Clangeddin var den mest krigeriske af dværgenes syv fædre, Da han forlod Bhaerynden førte han sit folk mod Faerûns nordligste egne. I Nordens bjerge grundlagde de mange byer og riger og dvæler her den dag i dag i betydeligt antal. Nordens dværge har aldrig været så rige som Gyldendværgene, men de har formået at overleve angreb fra både drager, trolde og orker. De indgik også i det forbund, der besejrede Tharizdûn.
Krigen om Elverstenene
I tidens løb opstod mange skærmydsler mellem elverfolk og dværge, men for over 3000 år siden, kom det til en egentlig krig mellem dværgfolket og højelverne i Arvandor. Nogle mener, det var et resultat af, at uskylden var blev tilintetgjort af Zolomane (læs mere)
I den første tidsalder havde mestersmeden Elduin skabt de såkaldte elverstene. Mens Zolomans skygge var allermørkest, havde han fanget lyset fra sol, måne og stjerner i syv fabelagtige ædelstene. De siges at være det smukkeste syn, der er set i Erythia, og stenene havde vældige magiske egenskaber. Siden den første tidsalder, havde de været spredt, og nogle var gået tabt, men de fleste befandt sig i Arvandor og Mallorn.
En af elverstenene var faldet i kløerne på den enorme røde drage Bryzagostra, som dvælte i Nordens ødemarker. Her kom den i krig med dværgene i De Blå Bjerge. Det endte med, at en enorm dværghær besejrede dragen, og i dens store skatkammer fandt dværgkongen Hlidgun den Stolte elverstenen. Den betog ham og fik stadigt større magt over hans sind.
Nyheden om Bryzagostras fald nåede højelverne i Arvandor, og de sendte en delegation til De Blå Bjerge. De fortalte Hlidgun, at stenen retteligt tilhørte dem og tilbød ham en enorm pris for den. Fortryllet af stenens magi, afslog Hlidgun dog særdeles uhøfligt og blev dræbt af elverne. De blev derpå dræbt af dværgene.
Det førte til en bitter krig mellem elverfolk og dværge. Hlidguns søn, Hodir, var nemlig betaget af elverstenen i endnu højere grad end sin far, og afkrævede elverfolket endnu en elversten som betaling for mordet på hans far.
Krigen varede i mere end 300 år. Ingen af siderne vandt. Hodir blev grebet af vanvid og vandrede tilslut ud i ødemarken med stenen. Den er ikke blevet set siden. Højelverne havde lidt svære tab i krigen, og en række uhyrer og barbarer benyttede sig af deres svækkelse til at angribe Arvandor.
Dværgriger i dag
Selv om det er gået tilbage for dværgene, dvæler de stadig over store dele af Erythia.
Nordens dværge
En af dværgenes stærkeste bastioner er fortsat dværgbyerne i De Blå Bjerge, som også kaldes Verdens Tag. Her dvæler mægtige dværgkonger i Adbar, Mirabar, Sundabar og mange andre steder.
Nord og vest for Dragehavet
I Klippefastbjergene omkring Impiltur dvæler dværge regeret af Kong Beronar Idrin. Der er også dværgsamfund i Damara nord for Dragehavet,
Sydens dværge
Efter Shantars fald omkring -1800 DR var Thardars folk næsten udslettet og begrænset til området omkring Erlkazar.
Derimod trives Moradins folk i Den Store Kløft langt mod syd i området mellem Østre og Vestre Shaar.
Østens dværge
I udkanten af Højriget dvæler en række dværge (oe. ondrin). De holder sig for sig selv, men kommer gerne til nærmeste handelsby for at handle.
De mest omgængelige er klanen Hammerhjelm (kh. bekhaz -azghbund), som dvæler i Hammerdyb (kh.bekhaz- bazari) i Hammerhøje, samt i Svarthøje i det sydlige Ahlissa.
Klanen Skjoldhjerte (kh. makhel-kurdu) har dvælet i Skjoldtinderne i umindelige tider. De er dygtige minefolk, men holder sig for sig selv og blander sig ikke i menneskers anliggender. Dog har de fra gammel tid respekt for vestoeriderne.
Klanen Vildskæg (kh. gumzâtarg). En klan, der er kendt for sin vildskab. De er ikke bare minefolk, men også drabelige jægere og bersærkere. De har gerne langt rødt flettet hår og vildt strittende skæg. De dvæler i Gantylgrym på grænsen mellem Furyondy og Hithlum.
Dværgene behandles gerne med respekt i Højriget, især i Almor grundet det gamle bånde mellem dværgene og Eldacars folk. Dels af respekt for deres kunnen, dels for deres temperament.
Hammerhjelm (kh. bekhaz -azghbund). Dvæler i Hammerdyb (kh. bekhaz- bazari) i Hammerhøje, samt i De Sorte Bjerge. De er gerne muntre og glade for at omgås mennesker.
Skjoldhjerte (kh. markhel-kurdu). Lille klan, som i umindelige tider har dvælet i Skjoldtinderne. De er dygtige minefolk, men holder sig for sig selv og blander sig ikke i menneskers anliggender.
Vildskæg (kh. gumzâtarg). En klan, der er kendt for sin vildskab. De er ikke bare minefolk, men også drabelige jægere og krigere. De har gerne langt rødt flettet hår og vildt strittende skæg. De dvæler i Gantylgrym på grænsen mellem Furyondy og Hithlum.
