Hovedstad: Eltabbar
Befolkning: 4.924.800 (mennesker 62%, gnoller 10%, orker 10%, dværge 8%, vætter 5%, hobbitter 4%)
Styreform: Magokrati
Guddomme: Tharizdûn, Ramor, Umberlee
Import: Jern, magiske genstande, uhyrer, slaver, magiske formularer
Eksport: Kunst, frugt, korn, smykker, magiske genstande, skulpturer, tømmer
Sprog: Mulhorandi (Thayisk)
Et land regeret af grusomme troldmænd, som bygger på udbredt slaveri, hvor store plantager holder dem velforsynede og velhavende. Det regeres af otte zulkirer, landets mægtigste troldmænd. De vælger så landets tharchioner, civile guvernører der passer dagligdags affærer..
De Røde Troldmænds magt strækker sig langt ud over Thay. Der er enklaver af Røde Troldmændi dusinvis af store byer omkring Dragehavet, som veksler magiske genstande for lokale varer. De er generelt afskyet og mistænkeliggjort, men er efterhånden uundværlige for mange af deres klienter.
Steder
Alaor. Nogle øer ud for Tays sydkyst og landets største flådebase med 20.520 indbyggere.
Delhumide. Landets gamle hovedstad, da Mulhorand endnu beherskede området. Hovedstaden blev ødelagt under frihedskrigen, og lenet består nu af ruiner og slavefarme.
Eltabbar. En tharch af enorm politisk betydning. Dets tharchion Dmitra Flass bekæmper fejder og intriger blandt zulkhirerne. Hun er gift med lederen af Mulmaster, og Thay har etableret en base i byen. Tharchen rummer også landets hovedstad, også kaldet Eltabbar (123.120 indbyggere). Byen er enorm, fyldt med slaver og hjemsted for talrige slaveauktioner. Der løber kanaler gennem byen, og en stor dæmon siges at være fanget under den.
Gauros. En tharch i nordvest, der ofte kæmper mod Rashemen over de mineralholdige bakker. Tharchionen hader Rashemen og forsøger bestandigt at ødelægge landet.
Lapendrar. Denne tharch regeres af en præst for Kossuth (Ramor). Selv om den teoretisk er uafhængig, betaler byen Amruthar (41.040) tribut til Thay. Men her er ikke megen tilstedeværelse fra Thay, og ingen rød troldmand lever her fast. De rige herskere lever dekadent og luksuriøst. Der er grupper, som kæmper for uafhængighed, mens andre søger en forening med Aglarond. Escalant (28.728 indbyggere) har tradition for at svinge mellem uafhængighed og besættelse af Thay. Byen har en garnison af gnoller fra Thay.
Priador. Dens tharchion regerer med jernhånd, og for tiden blomstrer området. Bezantur (136.800 indbyggere) er Thays største by og dens oversøiske handel er vigtig for Thays økonomi. Her er magtfulde tyvelaug. Byen er også et religiøst centrum med templer til næsten alle guddomme.
Pyrados. Bjergene i denne tharch indeholder rige mineraler. Den befæstede by af samme navn (54.720 indbyggere) er åben for eventyrer, også udenlandske, så længe de ikke truer Thays interesser. Byens fremmedkvarter ligger udenfor bymurene. Myndighederne vender det blinde øje til forbrydelser, og lader “gadens parlament” rydde op. Byen er ofte base for eventyr ind i Morgenrødens Bjerge.
Surthay. En lille tharch, der mest bruges til at forberede angreb på Rashemen. Her er fattige bønder og handel med købmænd fra Thesk. Byen Surthay (17.784 indbyggere) blev oprindelig bygget som en fæstning mod angreb fra Rashemen, men tjener nu som base for angreb mod det land. De nærliggende sumpe bevirker, at her ofte er sære epidemier.
Thaymont. Denne tharch har en stor fæstning og guldminer. Thaymont bruges som zulkhirernes hovedkvarter, og aktiviteterne her holdes hemmelige for alle, udover de mest privilegerede.
Thazalhar. Denne tharch kontrollerer vejene til Mulhorand. Dens tharchion er en pensioneret general, som kræver høj told af karavaner og rejsende. Området er mest en gravplads, for krigene mod Mulhorand ødelagde store dele af området. Om natten er visse områder hærget af udøde og ånderne af faldne krigere.
Tyraturos. En velpatruljeret tharch, der kontrollerer de to hovedveje gennem landet. Byen Tyraturos (68.400 indbyggere) er stor og spraglet, med et kæmpestort slavemarked, hvor næsten enhver form for væsen kan købes, herunder eksotiske som lamia, kentaurer og mørkelver. Besøgende skal vare sig for ikke at blive fanget og solgt til slaveri.
Historie
Thay var i århundreder regeret af Mulhorand. Men da Zulk forgik for små 1800 år siden, flygtede en del troldmænd til Thay. Her grundlagde de en hemmelig magisk orden, De Røde Troldmænd, og under ledelse af Ythazz Buvarr, løsrev de sig i 922 DR fra Mulhorand. Siden har de også prøvet mange gange at annektere nabolandene Aglarond og Rashemen.