6. maj 2025 hos Nils
DM (Jakob), Lukas (Asger), Mad Mordigan/Viggo (Nils), Seraphina (Mark), Valeria (Marie)
Foregik sommeren DR1361 (Eleasias) i Calantara

Jeg har aldrig været god til magiske steder. For mange bøger, for få klare regler. Denne her… denne “Joy
of Extradimensional Spaces” havde allerede kostet os blod, sved og ikke-så-stolte øjeblikke af absolut
forvirring. Men vi var stadig i live, og vi havde endnu ikke fundet alle de forbandede bøger.

Vi åbnede endnu en dør i denne labyrint. Valeria var ikke tryg ved det – det kunne man se på måden,
hun lod hånden hvile lidt for længe på sværdskæftet. Selv Vilde Viggo var mistænksom, og det siger
ikke så lidt. Men der kom ikke nogen lyde fra døren. Og dog. Så snart Seraphina trådte ind kom en
afhugget hånd kravlede op fra gulvbrædderne, famlende og bleg som noget dødt og glemt. Den nåede
kun lige at gribe efter Seraphina, før hun med en kontant bevægelse knuste den under støvlen med en
tilfredsstillende knasen – og så var der stille igen.

Rummet var tomt for alt, hvad der kunne give mening. Endnu et falsk håb. Vi gik videre.
Op ad trappen. Jeg forrest. Valeria bagerst. Det er bedst sådan. Hvis noget går galt, kan jeg tage det.
Oppe på repos’et stod en rustning. Den havde stået stille i mange år, men det sværd den holdt, pegede
lige ned i gulvet – en positur, der skriger af forbandelse. En faldlem over den gjorde det kun mere
mistænkeligt. Viggo, nysgerrig som altid, gik hen for at undersøge den nærmere. Rustningen rørte på
sig, som vækket af hans blik. Den svingede – han sprang baglæns, og den frøs igen. Jeg holdt vagt.
Holdt øje med den. Jeg stoler ikke på ting, der kun angriber, når du ikke ser dem.

Mens jeg stod der, gik de andre ind i et nyt rum. Lugten af gammel viden hang i luften. Hylder med
bøger, glaskar med mærkelige væsker og udstoppede dyr, der stirrede med døde øjne. På væggen et
stort tapet af nattehimlen – smukt, men malplaceret. Seraphina fandt endnu en bog med et enkelt
bogstav på forsiden – T. Det bragte os op på fire bogstaver. Vi vidste, vi samlede på dem for at finde
vejen ud, men ingen af os vidste præcis hvordan endnu.

Ved et stort stjernekort var fem stjernebilleder markeret med sølv. Ved siden af stod en tavle, der
beskrev dem. Alt virkede betydningsfuldt – men ikke alt afslørede sin hemmelighed.
Vi gik videre, ind i et rum med fem teleskoper og en krystalkugle i midten. Himlen over os var åben –
eller det føltes sådan. Seraphina gik fra teleskop til teleskop, indstillede dem omhyggeligt, og til sidst –
da alle teleskoperne pegede mod det rette stjernebillede – åbnede en skjult dør i væggen. Endnu en
hemmelighed foldede sig ud.

Bag døren fandt vi en bogreol lænket til væggen og et bord med en buste af selveste Mordenkainen. To
udgaver af ”Joy of Extradimensional Spaces” lå her. Seraphina tog dem med sig uden tøven. Arren B
rodede rundt og hviskede noget til Valeria om at tage noget med – hendes blik kunne have flået hende
midtover. Det blev ved det.

Vi gik til døren ved siden af rustningen. Rummet indenfor lignede en dagligstue. Fire lænestole, e
knitrende pejs. Fredeligt – og derfor mistænkeligt. Over ildstedet hang to sværd. Det var selvfølgelig
ikke bare pynt. Så snart Seraphina og Arren trådte nærmere, rørte de på sig og svingede med dødelig
præcision.

Jeg kastede mig frem, skubbede det ene sværd væk og stilte mig for at blokere dets angreb. Det
hakkede ned mod os, hurtigt og ubarmhjertigt. Arren blev ramt først og gik ned. Seraphina fik hevet en
healing potion op og hældte den i ham, mens jeg holdt sværdet stangen. Viggo og Valeria kom til, men
deres angreb prellede af. Valeria blev skubbet væk af mig da hun blev angrebet – og måske lidt for
hårdt, for hun slog sig vidst lidt da hun faldt. Til sidst var det Seraphina, der med et sidste angreb
fældede sværdet.
Vi trak vejret. Videre.

Sidste rum. Et mærkeligt sted – et billede af en gylden drage over en bakketop fyldte væggen, og en kat
sprang ned fra et bord og betragtede os. Seraphina mente, tapetet bevægede sig. Jeg troede på hende,
men kunne ikke selv se det. Det havde alt andet også gjort. Vi fandt endnu en bog – denne gang med
bogstavet E. LIBERTY var kodeordet. Friheden ventede.
Vi gik tilbage til hoveddøren, sagde ordet – Liberty – og porten åbnede sig. Lys. Luft. Uvirkelig lethed
efter alt det tunge.

Mens vi diskuterede, hvad vi skulle gøre nu, fandt Viggo impen – den lille dæmon, der havde forvildet
sig ud sammen med Melvin. Han dræbte den uden tøven, selvom det tog en lille kamp i den smalle
passage over kaminen.

Ayla, barnet vi havde med, fik lov at blive i klosteret. Det var det rigtige. Seraphina og Arren begravede
sig i bøger, Viggo og jeg tog os en velfortjent øl, og Valeria fandt ro i samtaler med munkene. Vi havde
brug for et øjebliks fred.
Men det varede ikke.

Vi rejste mod Rel Astra, men på vejen stødte vi på et tårn – Bolgars Tårn – hvor en ældre mand ventede os med to pixier på skuldrene og flere dyr omkring sig. Han hed Madryck Roslof. Hele scenen mindede mig om et gammelt eventyr, min mor fortalte mig som dreng – om en pige, bleg som
sne, med sort hår og røde læber, gemt i en skov hos syv skov-gnomer. Men denne mand var ingen Snehvide.

Han bød os indenfor – og tilbød varme, mad, og en opgave. Hans kontakt, hans sponsor og åndelige
vejleder – Zibylle – var forsvundet. Navnet ramte mig hårdt – Zibylle. Jeg kendte hende. Hun havde
reddet mig engang, da jeg lå på brostenene og spyttede blod, mens andre gadeunger morede sig. Hun
havde jaget dem på flugt. Hun havde… hun havde betydet noget. Jeg sagde ingenting. Men jeg vidste,
det var hende.

Madryck bad os finde ud af, hvad der var sket med hende. Hun var draget til en anden verden – Prismyr
– et sted kun tilgængeligt via et magisk karneval, ledet af to Shadar-Kai: Hr. Heks og Hr. Lys. Hvis vi
fandt karnevallet, kunne vi finde hende. Han tilbød os sin samling af magiske skatte, hvis vi tog af sted.
Vi sagde ja. Selvfølgelig sagde vi ja.

Rel Astra. Byen af flygtninge og forliste skæbner, bygget i floddeltaet. Vi ankom gennem bådsporten og
satte kurs mod Arkadekvarteret, hvor vi indlogerede os i Det Gamle Herberg. Valeria forsøgte at sælge noget af sølvtøjet, men købmanden så ikke
ud til at være imponeret. Hun fik 12 guld – og mere for en sølvbrevåbner. Ironisk.
Vi begyndte at kalde os “Specialklassen”. En slags… intern joke. Lidt penge blev lagt i en fælles kasse.
Jeg købte en lille metalkasse og gav den til Valeria, vores udpegede kasserer.

Imens forsvandt Viggo. Da han vendte tilbage, talte han i tåger. Han havde fundet det grønne palæ.
Eller det, han troede var det. I en kloak. Selvfølgelig.
Vi fulgte efter ham. Ned gennem byens mave. Og til sidst – der lå det.
Det Grønne Palæ.

Hvad end der venter os bag den dør, så går vi derind. Sammen.
Og denne gang… har vi et navn. Vi må redde hende.