3. juni 2025 hos Marie
Spillere: DM (Jakob), Arren (Andrea), Seraphina (Marc), Valeria (Marie

Arren, Seraphina og Valeria var endelig ankommet til Prismyr, en verden med meget anderledes regler end den, de kom fra. Selvom de ikke anede, hvad der ventede dem her, kendte de til tre regler, som var særligt vigtige i dette land: Gæstfrihedens lov, den private ejendomsret og “gensidighedens regel”. Senere på deres rejse ville denne viden komme dem til gode…

Målet for deres rejse var at redde Prismyr, som var kontrolleret af tre onde hekse, men lige nu kunne de tre eventyrere ikke se andet end dæmningsvejen, de stod på, som var hævet over et tågedækket landskab. Foran dem var vejen ødelagt. Et sted i horisonten fik Arren og Valeria øje på en luftballon, der pludselig faldt ned fra himlen, som om den var blevet punkteret. De valgte at klatre ned fra dæmningsvejen og drage ud i tågen for at se, hvad der var sket. Som altid var det Valeria, der gik forrest.

Der gik ikke lang tid, før lyden af syngende stemmer fik dem til at stoppe brat op og forsøge at gemme sig i den tågede sump. Heldigvis forblev de ubemærkede, mens en gruppe harigons marcherede forbi dem. De sang en marchsang om en snedig tyv ved navn Agdon Longscarf, som man åbenbart ikke burde lægge sig ud med – en sang, som Arren gjorde det klart, at han ikke var specielt imponeret af.

Efter lidt tid kom et skævt tårn til syne ud af tågen, omgivet af brombærbuske og med en punkteret luftballon hængende fra sit spir. En hvisken fra ballonens kurv bad dem om hjælp. For at nå op til kurven, måtte de først gå op i tårnet, forbi to slanger, som Valeria formåede at skræmme væk. Oppe i tårnet kunne de se, at væsenet, der havde hvisket til dem, var en lilla pseudodrage fanget i et bur. Han introducerede sig som “Sir Tavalar” og forklarede, at han var sommerdronningens (Titanias) loyale tjener, som var flygtet fra heksen Bavlorna i landsbyen Downfall for at fortælle dronningen Titania om Prismyrs fald. Han bad de tre rejsende om at få fat i nøglen til det bur, han var fanget i, fra nogen ved navn Jingle Jangle på Tellemy Hill.

På trods af lidt skepsis besluttede gruppen at hjælpe det lille væsen, da de tænkte, han kunne blive en allieret på deres mission. Så de drog mod Øst for at finde Tellemy Hill. De blev hjulpet på vej, da de stødte på “Kroen for enden af vejen”, som på mystisk vis kunne gå, og som derfor både kunne give dem et lift og lidt forfriskninger til turen – på bekostning af lidt betaling i form af dingenoter.

Kroen spyttede dem ud foran en bakke, hvor der hang søde frugter på træerne – men det var langt fra det mest bemærkelsesværdige ved træerne. På vej op ad bakken dannede træerne nemlig en mur foran gruppen, som de ikke kunne passere. Det lykkedes Arren at overtale træerne til at flytte sig. De fortalte også, at Jingle Jangle var en eneboer, der samlede på nøgler, og som for nylig havde fået stjålet sin dyrebareste nøgle af Agdon Longscarf og ikke havde forladt sit hjem siden. Hun var derfor meget sulten. Valeria plukkede nogle frugter fra træerne.

På toppen af bakken fandt de Jingle Jangles hule, som var fyldt med nøgler og havde en indgang formet som et nøglehul. Seraphina talte med vætten Jingle Jangle, som fortalte om hvordan hun var blevet overfaldet af Agdon Longscarf på Brigands Tollway og havde fået stjålet sin bedste nøgle. Da Valeria tilbød hende frugt til at stille sin sult, takkede hun hende og rakte hende nøglen til Sir Tavalars bur. På vejen ud dansede træerne, og et af dem rakte Seraphina en kobbernøgle – men forklarede ikke, hvad den skulle bruges til.

Gruppen begav sig tilbage til Sir Tavalar, som var lykkelig over at blive befriet og måtte skynde sig videre. Men inden han forlod dem, forærede han Seraphina et sværd, som mere var på størrelse med en dolk.

Også de tre rejsende måtte hurtigt videre mod byen Downfall for at finde heksen Bavlorna. Da de nåede til en marsk, hvor mange dæmningsveje krydsede hinanden, opdagede de pludselig, at nogen fulgte efter dem. Uden de havde bemærket det, var en hætteklædt figur sneget sig ind på dem. Han smed sin hætte og afslørede sin identitet: en harigon med et langt, blåt halstørklæde – tydeligvis Agdon Longscarf!

Med en unaturlig hurtighed kastede Agdon sig over Arren, som faldt bevidstløs til jorden. Seraphina og Valeria kæmpede med alt, hvad de havde, men deres slag og forbandelser ramte gang på gang ved siden af. Og som om det ikke var slemt nok i forvejen, var de også omringet af fartøjer med harigons, der så til og heppede på Agdon.

Kampen fortsatte længe, og det begyndte at se kritisk ud for de tre rejsende. Arren lå stadig bevidstløs, og Seraphina og Valeria var begge hårdt sårede, mens de knap nok havde gjort nogen skade på Agdon. Seraphina sendte desperat mørke stråler af magi efter ham, som han gang på gang undveg. Lige indtil han var en brøkdel af et sekund for langsom, og en af dem ramte ham. Han stod stadig op og så ikke ud til at være dødeligt såret, men alligevel var det nok til at skræmme ham væk. Han flygtede med det samme. Skuffede over deres leders mangel på mod, forlod de andre harigons deres fartøjer og fulgte med.

Efter lidt restitution udnyttede gruppen muligheden for at stjæle en af de efterladte både og ro mod landsbyen Downfall – det vil sige: Valeria roede hele vejen, mens de andre slappede af.

Da de ankom til Downfall, bød nogle bullywuger dem velkommen og fortalte, at deres regent, Kong Gullup den XIX gerne ville møde dem. På vejen til hans palads, måtte de krydse vandet på trædesten – Arren kom til at træde på en sten, som ikke var glad for at blive trådt på, men han fik som altid talt sig ud af sine problemer. De passerede også en ballonfabrik, som ikke længere var i brug, og gik over en bro, der var dekoreret med talende hoveder, der havde tilhørt landsbyens tidligere regenter. Her mødte de Klapklo, en lille fyr, som havde fået stjålet sit hoved af Agdon Longscarf, og som nu brugte et kålhoved i stedet. Han forklarede, at Agdon havde en aftale med heksen Bavlorna, der gav ham lov til at stjæle, så længe han gav noget af fortjenesten til hende.

I paladset hilste de på kong Gullup – Arren måtte være deres herold – som bød dem på vin. Kongen forklarede, at han og “det våde hof” havde brug for gruppens hjælp med at give hans bog til Bavlorna. Men under selskabet rakte en kammertjener i smug en besked til Arren. I den hemmelige besked stod der, at gruppen skulle finde en baron ved navn Illig med det samme. Ingen af de tre rejsende vidste, hvem han var, eller hvad der i det hele taget foregik i denne mærkelige landsby. Men hvad der end var på fære, var de tydeligvis allerede blandet dybt ind i det…