Iggwilw var en ærkeheks fra Norden, der tjente Tharizdûn i fortidens krige. Hun er især berømt for at have forårsaget Zûlks fald.

Tharizdûn sendte Iggwilv til Zûlk, og med hjælp fra Kagab skabte hun splid blandt zulkitterne. Hun æggede dem til at bruge stærkere magi end nogensinde tidligere, men i smug perverterede hun denne magi, så den ramte dem selv.

Tilslut forgik Zûlk i en magisk blodstorm (MR1835/DR-400), der forvandlede alt til aske, og det grønne land til den ødemark, der i dag kaldes Anauroch. De få overlevende blev slagtet af Vecnas horder af udøde, som nu angreb landet fra syd, og af folket i Drakor, der angreb fra nord. Kun enkelte lykkedes det at undslippe. De fleste overlevende flygtede mod det fjerneste syd, hvor de grundlagde riget Halruaa, der endnu regeres af troldmænd. Andre flygtede mod vest, hvor de siden grundlagde Thay. De som flygtede mod øst, blev kendt som Suloise. Det siges, at også det rejselystne Gråfolk er beslægtet med dem.

De Grædende Engles Pas

Iggwilv deltog også i ødelæggelsen af Arnaks Rige i Norden og i belejringen af Cormanthor. En morsom historie handler om tiden efter oeridernes ankomst, hvor de drog mod Helvede for at gøre det af med Tharizdûn og hans horder.

Under marchen mod Helvede opdagede spejderne, at en stor fjendtlig hær truede de frie folk bagfra. Det var Iggwilv, som på Tharizdûns bud, havde samlet store styrker af kæmper og barbarer. De truede med at falde Heironeous’ hær i ryggen. Kong Aeran den Dristige af Tågeøerne tilbød at standse dem, og lod sin hær tage opstilling i et vigtigt bjergpas, der blokerede fjendens vej. Der stod kongen og hans fåtallige mænd, mens resten af de frie folks hær fortsatte marchen mod Helvede. Det blev kaldt De Grædende Engles Pas, men ingen ved i dag, hvor det lå.

Pludselig begyndte jorden at ryste og hovedslag og trommer buldrede i det fjerne. En tæt tåge fyldte sletten foran dem. Efterhånden som den lettede, så de en umådelig hær på mange tusinder barbarer og flere hundrede kæmper og tohovedede trolde marchere imod sig. Og forrest, på en kulsort mare med flammende røde øjne, red ærkeheksen Iggwilv. Aeran bemærkede, at hans væbner blev bleg ved synet, men han lo:

“Frygt ikke, ædle Leonikas. Jo større de er, des tungere falder de”.

Aeran havde også andet end sine krigere at støtte sig til. I modsætning til de fleste oeridere, havde han ikke noget imod troldmænd, og ærkemageren Arcanturus – der senere grundlagde De Blå Troldmænd – stod ved hans side.

Så begyndte slaget. Ingen af hærene havde bueskytter af betydning, så udover at nogle kæmper kastede med sten, var det nærkamp fra første færd. Drevet af Iggwilws heksekunst stormede fjenderne frem med stor vildskab og pressede oeriderne hårdt. Aerans tropper havde imidlertid fordel af at være opstillet i det højereliggende pas, og de havde lavet fælder og angrebskorridorer for at udligne forskellen i antal.

Stormløbet fortsatte hele dagen. Mange oeridere faldt for overmagten, men deres linje rokkede sig ikke. Iggwilv blev stedse mere desperat, for hun vidste, at Heironeous’ hær nu havde fuldført deres lange march og var ved at trænge ind i Helvedes Forgård.

Mens hun grublede over, hvad hun skulle gøre, hævede Aeran hånden, hængte sit mægtige sværd Baeldryth over ryggen og trådte ud blandt fjenderne, som veg tilbage for ham.

“Ædle mænd fra Narfell, ædle kæmper og ædle…øh Ettins. Hvorfor udgyde alt det blod. Jeres blod og vores blod. Tager jeg ikke fejl, har I den skik, at stammer afgør sagerne ved, at deres høvdinge tager en rask tvekamp. Den skik har vi også. Fortæl mig, hvem jeres leder er. Hvis han besejrer mig i tvekamp, kan jeg forsikre jer om, at vejen ligger åben for jer. Nå, hvem er han?”

Fjenderne begyndte at skule mod Iggwilv.

“Aha, et fruentimmer”, drillede Aeran, “Meget vel, her gør vi ingen forskel”.

Iggwilv så alles øjne rettet imod sig, og uden et ord andet end en hæs hvisken, trådte hun frem og begyndte at angribe Aeran med sin mægtige trolddom. Imidlertid havde hun forregnet sig. Arcanturus havde omgjort Aeran med de stærkeste magiske værn, og det siges, at også Aindra havde en finger med i spillet.

Uanset hvad Iggwilv kastede mod Aeran, prellede det af på ham, som vand på en gås, og hver gang blev hun drænet for kræfter. Tilslut var hun helt tappet, mens Aeran, som ikke engang havde trukket sit sværd, tørt sagde: “Den tvekamp er vist afgjort, min tøs”.

Da han trådte frem imod hende, sprang den afkræftede heks op og forsøgte at kværke ham, men han greb hendes hånd, svang hende over sit knæ, og foran alle de tusinder på slagmarken, gav han den kvinde, der havde bragt Zûlk til fald, en så dygtig endefuld, at det sang. Aeran lo, det samme gjorde hans riddere, og snart efter begyndte også kæmper og barbarer at le. Ærkeheksen kravlede bort, mens fjenden langsomt begyndte at luske væk fra slagmarken. Den fortryllelse de havde været underkastet, var brudt, og mange af dem lo endnu næste morgen.

Således sejrede Aeran i De Grædende Engles pas og sikrede Paladins hær, men Iggwilw glemte aldrig ydmygelsen.

Hævnen

Iggwilv overlevede Tharizdûns fald og slap bort til et mørkt sted i Alfelandet – men siden fik hun hævn over Kong Aeran den Dristige.

Kongen fik på sine gamle dage en søn med en Flan-kvinde, som døde under fødslen. Han vægrede sig ved at se sønnen, for han mindede ham om moderen, og Aeran havde ikke hjerte til det. Kongen forsøgte at glemme og søgte i stigende grad trøst i vinbægeret, mens sønnen, som fik navnet Brennan, voksede op med et stadigt voksende had til sin far. Det siges, at Iggwilv, som ikke havde glemt, hvordan Aeran havde ydmyget hende, trængte ind i hans drømme og var med til at nære dette had.

Brennan blev mægtig. Både som kriger og som heksemester, og da han nåede skelsår rejse han oprørsfanen. Han samlede sin mors folk og de øvrige flan-stammer, såvel som de resterende kæmper. De hærgede hele det nordlige Ansalon med bål og brand.

Da drog Aeran og sønnen Cedric i felten, og de var selvsikre, for deres hær var stor og stærk. Men Brennan var snedig og havde lagt baghold for dem. Han fik narret dem til at opsplitte hæren, og mens Aeran forfulgte nogle lygtemænd, kastede Brennan sig over Cedrics tropper. Da Aeran opdagede, at han var blevet narret, ilede han tilbage, og så Brennan hæve sin økse over den sårede Cedric. Den gamle mand stormede frem, og med Baeldryths mægtige klinge afbød han hugget.

Længe kæmpede far og søn, indtil skyerne gled fra solen og hans blik mødte Brennans. Det var som et spejl af Fionas, og i sønnens pupiller, så han hendes klare åsyn. Det er magi af den skole, der kaldes nostalgi. Omkring sig så han, at oeriderne havde overtaget, og at Cedric var i sikkerhed. Han sænkede Baeldryth og knælede.

“Jeg betaler for mine synder og tilgiver dig alt min søn. Det var et godt liv og en god død”.

Med tårer i øjnene svingede Brennan øksen og gjorde en ende på Aeran den Dristige. Og Iggwil lo.

Iggwilv i dag

Ærkeheksen lever stadig et sted i Alfelandet, og har avlet sønnen Iuz, der også er en mægtig troldkarl.