Zola Fel var en heks fra landene vest for Dragehavet, der kæmpede for Tharizdûn i den sidste tidsalder. Hun gjorde stor skade i landene vest for Dragehavet og var meget frygtet.
Første gang Zola Fel dukker op i historien, var i DR-634 (MR1601) da hun dukkede op i Semfar-ørkenen. Herfra sendte hun horder af udøde mod Mulhorand. Med hjælp fra havheksen Umberlee, som smadrede Mulhorands flåder i en storm, erobrede Zola Fel Sultim. Imidlertid nåede en hær fra Mulhorand frem beskyttet af Ramors præster, og de besejrede hendes hær og indesluttede hende i Sultim. Hendes hær blev udslettet, men Zola Fel undslap.
Hendes næste opgave var, at få styr på de uregerlige barbarer i Narfell, der hellere sloges indbyrdes end mod Tharizdûns fjender. For at få dem til at makke ret, dræbte Zola Fel deres kejser Deuthinaral på grusom vis og regerede landet gennem den nye kejser, Ithtain, som hun havde udpeget. Overalt i Narfell dyrkedes nu Tharizdûn, og i Nisa ledte kejseren selv mange dystre ceremonier.
I MR1842 (DR-392) invaderede Narfell atter Rashemen, men her fik Zola Fel sig en slem forskrækkelse, for det viste sig, at indbyggerne, der hidtil havde været vilde folk i et barbarisk land, nu besad magtfuld heksekunst. De stod nemlig under beskyttelse af dæmongudinden Wee Jas, , og det gjorde Tharizdûn særligt rasende, for netop denne mørke magt havde han håbet at kunne vinde for sig.
På rejse gennem Raumanthar med en eskorte af Nár-krigere stødte Zola Fel på skyggejægeren Istvan. Han nedkæmpede eskorten og gik løs på Zola Fel. Den mægtige ærkeheks var ikke vant til, at nogen turde angribe hende, men Istvan tilføjede hende mange drabelige slag. For første gang i sit lange onde liv blev Zola Fel skræmt. Hun strakte hånden frem og sagde til Istvan, mens hun smilede et ondt smil:
“Tillykke, jæger. Du har besejret mig, hvad ingen mand har formået før. Vore veje skilles, men først vil jeg belønne dig med Zola Fels gave – at føle ubændig kærlighed til den første kvinde, du møder på din vej. Derpå teleporterede hun sig bort”.
Istvan trak på skuldrene. men da han drog hjem gennem skovene, kom han til en skovsø, hvor en ung kvinde badede. Betaget af hendes nøgne skønhed, sneg han sig nærmere, og jo tættere han kom, des mere tiltog hans længsel. Det var Akele, og da hun så ham, genkendte hun sin bror. Blændet af heksens forbandelse, genkendte han midlertid ikke hende, og da hun afviste hans kys, forgreb han sig på hende. Og da hun kæmpede imod som et vildt dyr, dræbte han hende med sine bare næver. Da løftedes forbandelse, og Istvan stod bøjet over sin døde søster.
Han ville tage sit eget liv, men først ville han hævne sig på Zola Fel og derefter dræbe sig selv. Han tændte et vældigt bål og påkaldte guderne for hævn, for blodtørst og for jagt. Og alle tre guddomme hørte ham. Først kom jægergudinden Ehlonna på sin enhjørning. Dernæst den sorte jæger Talos på bæstet Malar. Og tilslut blev skyggerne længere, og ud af dem kom Wee Jas.
Ehlonna gav ham evnen til altid at kunne opspore sit bytte. Talos gav ham blodtørst, og Wee Jas gav ham evnen til at bevæge sig uset. Imidlertid stod skæbnegudinden Istus også i bålkredsen, og hendes bidrag viste sig først senere.
I DR-351 (MR1884), kaldet Dæmondansens År, blev Zola Fel forrådt af en frygtsom kejser af Narfell – og Istvan kunne gøre det af med hende. Som hævn sendte Orcus en dæmonhorde, der jævnede hovedstaden Nisa med jorden og bragte kejseren til Helvede for at undergå evig tortur. Men Nadrak var nu svækket, og Tharizdûn havde mistet et vigtigt værktøj. Om Zola Fel endeligt døde, vides ikke, men hun forsvinder i hvert fald ud af historien.
