Folk og Klasse: Menneske Rogue 7
Spiller: Marianne
Debut: 30. august 2018
Dara-Faiza Rim er 1.60 høj, er af sydlandsk udseende, mørk i huden, mandelformede øjne, som er lys-brune, næste gule om dagen, men bliver helt dyb sorte om natten. Hun har langt mørkt tykt krøllet hår, som hun behændigt fletter ind i et særligt vævet bånd. Hun bærer fint vævet mørkebrune klæder og en lædervams med forstærkninger. Hun bærer – udover hendes rygsæk og en lille pung i hendes bælte – hendes to knive i skeder på ryggen, så hun holder hænderne fri.
Hun er lille, hurtig og behændig – nysgerrig og sej, har let til grin og spas, og holder af selskab, men kan pludselig blive sorgfuld, mørk og virke ondskabsfuld, især når natten falder på…
Historien om en slavetøs, der blev væverske og drog på eventyr som trænet rouge
Historien starter i Zakhara, syd for The Great Sea og langt fra Faeruns kyster, hvor den lille pige Dara boede i et smukt øhav, Islands of Gardens (al-Haba’iq) tæt på Lake of Palms og ikke langt fra den store by al-Azra-Wadi. Hun var fiskeren Harquiel-Is Rim og hans kone Zarah Rims eneste barn og de levede et stille og arbejdsomt liv ved floden og havet.
Men slavehandlerne dukkede op langs kysten i det lille øhav og tog alle med sig som fanger, og sådan endte alle fra den lille fiskerby og mange andre om bord på det grufulde slaveskib Morgusas Sorte Anker og kaptajnen om bord, var den grusomme Cashar med tilnavnet ”Ildhunden fra Syd” fordi han helt atypisk for egnen var lys i huden, dyrisk og med røde øjne og ildrødt hår. Alle – også de andre slavehandlere på skibet, frygtede ham mere end noget andet. Harquiel-Is fandt mod, sammen med de andre tilfangetagne mænd på skibet, og de forsøgte at gøre modstand i et oprør mod Cashar og slavehandlerne. Det blev til en bitter kamp og endte med at alle oprører, blev slået ihjel.
Denne begivenhed blev Dara første rigtige minde, præget af sorg og et inderligt had.
Dara så ikke mere til sin mor, men kunne om natten høre kvinderne klage og jamre nederst i skibet.
De store børn blev slået og mishandlet, men de små lod slavehandlerne som regel være i fred. Dara var kvik af sin alder og mere behændig end de fleste og fik på skibet tilnavnet Faiza, fordi hun var fræk og egenrådig. Hun blev gode venner med drengen Malik og pigen Ishya, som var 5 år ældre end Dara-Faiza. De var gode til at stjæle sig til lidt ekstra mad og drikke og fandt hurtigt ud af at udnyttede den lille Dara-Faizas evne til både at komme uset omkring og med hendes lille størrelse komme ind, hvor pladsen var trang.
Sådan gik der en tid og de sejlede mod nord på The Great Sea – et ocean, som virkede endeløst.
Men til sidst kunne de se land og en mægtig by tonedes sig op i horisonten. De var kommet til de fjerne kyster i Faerun i landet Calimshan og i byen Almraiven, hvor kvinderne og børnene skulle sælges på slavemarkedet. Alle blev slæbt hen på torvet, men Malik og Ishya, havde forudset at dette kunne ske og fik revet sig løs fra deres fangevogtere og forsvandt i mængden på den store plads. Dara-Faiza så dette og følte bitterhed over at hendes venner lod hende i stikken, men hun kunne ikke komme fri og hun stoppede med at kæmpe imod, da hun fik med pisken.
På slavemarkedet blev kvinder og børn klynget op på en høj og bundet til pæle og finklædte mænd gik rundt og undersøge dem hver især. Dara-Faiza kunne ikke se hendes mor og det undrede hende, men ved hendes side stod en gammel kone fra hendes fiskerby som fortalte at Cashar den grusomme Ildhund fra Syd, selv havde beholdt moderen. Zarah Rim var stadig ombord på Morgusas Sorte Anker. Men da Dara-Faiza så tilbage mod havnen og kunne hun se det store sorte skib sejle væk og det gjorde hende fortvivlet og hun følte sig meget alene.
Hun svor. at hun en dag skulle finde skibet, dræbe Cashar den grusomme Ildhund fra Syd og redde hendes stakkels mor. Med disse tanker blev hendes ellers lyse muntre øjne, helt dybe sorte og hun lagde knapt mærke til en tyk rig mand i gule gevandter der trak i hende, talte til hende på et sprog hun ikke forstod. Inden hun havde set sig om blev hendes kæder løsnet og hun og en anden lille pige blev ført bort fra markedspladsen. De blev ført til en fornem bolig i udkanten af byen i ly af bjergene. Begge slavepiger blev ført ned i køkkenet, hvor en tyk kogekone med det samme stak dem begge en lussing og et viskestykke og hermed blev Dara-Faiza køkkenpige i Huset Halan al-Arqis, der udover købmanden Halan, der solgte vin og olier, hans blinde og sky kone, bestod af en stor folk tjenere. De to slavepiger, boede i et hjørne af køkkenet, hvor et stort gammelt skab, var lavet om til en sovekrog og derfor kom de aldrig ud af køkkenet og så kun sjældent andre end kogekonen Mok, som var ond og hård ved dem.
Dara-Faiza drømte dag og nat om at flygte og udtænkte mange planer, som ikke lykkedes. En tid gik og en aften, da de var i gang med deres pligter, hørte de et kæmpe brag ude i den lille baggård der lå bag køkkendøren. Mok stormede derud og dér faldt hun pludselige om. Dara så dette og tog fat i armen på lille Yasmin og træk hende med ud i gården, Mok lå så lang hun var og de så nu et reb der blev kastet over de høje murer. De kravlede over muren og på den anden side stod Malik og Ishya og grinede over at den scoll de stjålet fra en mand i byen, hvad slået Mok omkuld og gjort deres redning noget nemmere. Hjælpen var kommet, de havde ikke ladet hende i stikken.
De flygtede fra huset ved bjergene og ned i Almraiven, mens det blev mørkt og fandt frem til de to redningsmænds tilholdssted, i den skumle del af byen. Her hvilede de en stund, men Malik sagde at de måtte ud af byen, for der blev ikke set mildt på flygtende slaver. De fandt et stort handelsskib, hvor de kunne gemme sig og som de havde hørt ville kunne føre dem mod øst. Og her gemte de fire børn sig og ved daggry sejlede de ud af havnen. Det lykkedes dem at holde sig skjul og kunne lige overleve på det mad og vand de havde medbragt, inden de lagde til ved land. Denne gang i den store havneby, den smukke og mangfoldige Calimsport, som skulle blive Dara-Faizas nye hjem.
Her levede de fire børn i flere år på gaden og klarede sig selv ved at gå til hånde for de forskellige købmænd, men mest af alt ved at stjæle og tigge på gaden. En af dem, som ofte lod Dara-Faiza hjælpe ham for en lille skilling, var den ældre silkevæver Kalim og efterhånden brugte Dara-Faiza mere og mere tid i hans lille butik og værksted. Kalim havde selv levet på gaden, som barn og syntes om den lille, ivrige og arbejdsomme pige og så han manglede en lærling.
Yasmin, som Dara havde hjulpet væk fra Huset Halan al-Arqis og slavearbejdet, blev syg og hun fik fik også en tid ly hos Kalim og hjælp fra de gode mennesker, som Kalim kendte i byen, men hun kunne ikke reddes og døde i Dara-Faizas arme. Det var en stor sorg, da den lille pige, havde været det eneste lys i hendes mørke tid i køkkenskabet og var hende meget kær.
Malik og Ishya drog bort fra byen, da de var kommet i unåde i Tyvenes Laug kunne ikke længere færdes i byen – de efterlod en besked til Dara-Faiza om at de ville drage mod nord og prøve lykken i den næste store by på deres vej og håbede at de engang ville blive forenet igen. Dara-Faiza ville følge efter dem, men Kalim overtalte hende til at blive, da der var meget at lære og når hun var klar til det, så skulle hun også drage ud på eventyr .
Han lærte hende alt om at spinde, væve og sy – og af og til knoklede de til langt ud på natten, når der kom bestillinger fra de rige folk i byen og så blev fine klæder til i det lille værksted. Hos Kalim lærte Dara-Faiza at der findes skønhed og godhed i verden og ondhed kan besejres ved snilde og kloghed.
Kalim blev som en bedstefar for hende og han lærte hende om ærligt og hæderligt arbejde, at tale pænt til dem, som handlede hos dem og på den måde lærte Dara-Faiza mange at handelsfolkene at kende og flere sprog, for folk kom langvejs fra for at få fat i Kalims mageløse vævearbejde.
Men mest af alt lærte han hende at kunsten at kæmpe med knive. Kalim var en sand mester med knive, selvom han efterhånden var en ældre mand og når mørket kom, trænede de til langt ud på natten. I hans unge dage, havde han været en eventyrer, en rouge på farten, med hans gode følgesvende. Han lærte hende list og triks i kamp og om aften fortalte han historier om fremmede lande, om de gode guder og heltedåd. Dara-Faiza drømte om at drage på eventyr og hun forstod alt, hvad Kalim fortalte om gode gerninger, heltedåd og fine skatte og ønskede at dette måtte blive hendes fremtid. Men inden i hende, lurede der en også en trang efter at drage bort for at få hævn – hævn over hendes fars morder og hendes mors fangevogter. Dette mørke sloges med alt det lyse i hende og som hun blev ældre, og nærmede sig voksenalderen, kunne hun mærke lys og mørke kæmpe intens i hende. For når hun lå alene om natten kunne de mørke tanker tage over, hendes lyse øjne blev mørke og hun så for sig, hvordan hun sneg sig ind på fjenden og skar halsen over på ham bagfra og nød det mørke blod løbe. I drømmene overfaldt hun de grumme slavehandlere fra hendes tid på slaveskibet, og altid sluttede drømmene med at hun så ind i de døde røde øjne af Cashar den grusomme Ildhund fra Syd og det fyldte hende med ubeskrivelig fryd. Når hun vågende træk mørket sig væk fra hendes sind, hendes øjne blev igen lyse og hun blev fyldt med anger over nattens drømme og blev opfyldt af taknemmelighed overfor Kalim og alt hans godhed.
Og derfor arbejdede hun hård og trænede så snart det kunne lade sig gøre, for det var hendes bod for de mørke tanker, som omgav og overtog hende om natten.
Kalims forretning blomstrede og en dag kom han hjem med en gave til Dara-Faiza – to smukke knive som hun med de samme kunne mærke og se var smedet af noget særligt og gav hende nærmest overnaturlig frihed i kampen – hun mærkede hvordan hun med knivene bevægede sig hurtigere og stak dybere. Kalim sagde til Dara-Faiza, at det var hans afskedsgave til hende, at hun var ham dyrebar, som disse to knive, der var et symbol på hendes to navne, men også på det lyse og det mørke i hendes indre.
Sådan kom knivene til at hedde Dara og Faiza, ligesom deres ejermand. Dara, som hun bar i venstre hånd, kunne skabe lys, mens Faiza, som hun bar i højre hånd, kunne dække alt i mørke.
Dara-Faiza tog knivene til hende og da var det som om at hendes træning var fuldendt. Kalim så på den nu smukke voksne Dara-Faiza, og de forstod begge at at tiden var inde og at hun nu måtte hun drage ud i verden og finde hendes eget guld, nid og ære – og dermed blev det.
Dara-Faiza drog således alene afsted i ly af mørket med hendes rygsæk, hendes gode lædervams, en lille opsparing og hendes dyrebare knive, nordpå og igennem ørkenen…