Oeridiske sange
Solen stråler som guld gennem Østens store port
Arán aroth arusân, Ailanthë tar-anon illan
Andal eth galana, melares lartho tinan
I-lion Galanë metan.
Vilan ainte larthys, hir dutheyn Haranthe gar
Kituruth mante yolande sar’
Y hirnë varuth, ûsháde katar.
Rheg andy Shantara, aiandy Sirantha,
Aindy Dutheynë, Ion, ar-Vasha, Netyn ûshade, ûshade kapasha,
Saránis parle, yolto Niennë
Loi laros yetalë, Menne.
Solen stråler som guld gennem Østens store port
Sletten er grøn, og grå hopper løber fornøjet
Gennem vårens milde brise.
Sådan løb også du, indtil Nordens onde kulde
Dræbte din sjæls smukke blomst
Og den tunge sne faldt på mit sind.
Men hinsides Syden, og hinsides Vesten,
Hinsides kulden, flammen og blæsten,Dybt i mit sind, mit martrede sind
Blomstrer mine drømmes dejlige enge
Dér løber du bestandigt, min elskede.
Fagert kvad min harpe
Latharun oth liriel an,
Latharyn hir tithu elares
Latharoth ‘inu sethoth inares.
Latharon orikë tharante,
Elesias likos lares
Arusan mallytha tanares.
Ereg ô ‘roth Selinara,
Oi Ereol liriel lyroth
Oi Tara sin yavan’ yolmoth?
Y nur eth nimë antares? Netyn kir’ekyn elares
Ekyn omes ilures
Por’ ainte oth liriel vasha
y sethoth inares.
Fagert kvad min harpe,
Kvad til stjernerne tændtes,
Kvæder endnu til ilden dør ud.
Jeg kvæder om heltenes dåd
Om møer fagre som roser
Om slotte bygget i guld.
Men hvor stråler nu Selinara
Hvor klinger Ereols lyre
Hvor blomstrer nu Taras hundrede haver?
Og hvor er den sne der faldt i fjor?
Flygtige er vi som vandrer under stjernerne,
Flygtige skygger er vore navne,
Snart forstummer også min harpe
Og ilden dør ud.
Min ære er mit liv
A tarantë aegos e Solonorë
Iluviae Tintali varoth
Ares nynurus
Othlara kipuruth. At pergron telander, urus
Eth sularus oth mithas.
Fra Solonors store vande,
Falder foråregnen
Markerne spirer,
Og min elskede ler. Men jeg vandrer fjernt derfra
For min ære er mit liv.
—
Kvadet om Nordporten
Bemand tårnene, fat om sværdet!
Ved Nordporten blæser vinden til angreb
Med sin ensomhed og glemsel
På et horn fra tidernes morgen.
Træer falder i floder, græsset gulnes i høsten
Fra tårnet skuer jeg grant
Over Nordens øde vidder:
Forladte, disse gårde, himlen, og den vældige slette
Af denne by står ingen mur tilbage,
Knogler dækkes af tusind års frost
Høje dynger, dækkes af træ og græs.
Til hvem skal jeg vende min klage?
Hvem har bragt vreden over os?
Hvem har bragt fjenden med trommer og ild,
Barbariske gudløse konger.
Forårets spæde håb, forvandledes til en blodig høst,
Trommer og ild, barbariske konger
Og en sorg så endeløs som regn.
Sorg der gik, sorg der faldt, sorg der kom igen,
Og aldrig skylledes bort
Fra de øde, øde marker.
Hvem skal nu tælle al den sorg,
Der faldt foran nordporten,
Navnene dækkes af støv,
Og kloen og hornet lukker porten.