Kapitel 1: Eventyret begynder

15. august 2017, hos David. Deltagere: David (GM), Marianne (Barbara), Johan (Onkel Balkan), Klaus (Ranulf) og Jakob (Baldur). Christian (Virgil) kunne desværre ikke deltage.

Fem år efter dragekrigen

Fem år er gået siden Dragekrigen og de tapre helte befinder sig nu forskellige steder på Sværdkysten. Onkel Balkan og Barbara har de seneste tre år rejst sammen til fjerne steder og er netop vendt tilbage til Waterdeep, hvor de opholder sig i Chaunteas kloster. Ranulf er på sin borg, Drakenfelt, sammen med sine mænd – en dagsrejse nord for Waterdeep, tæt på Sword Mountains. Baldur og Virgil er forskellige steder langt sydpå på i Tethyr. Baldur er i sin fæstning i Trollbark Forest i nærheden af Trollhaven, hvor han leder en eliteskole for soldater.

Virgil, Ranulf, Onkel Balkan og Barbara modtager alle det samme brev fra deres gode ven og allieret, Donnachad Vredeshammer – dværgekongen i Starspire Bjergene. Han har akut brug for hjælp til en sag af stor betydning og beder dem om at samle gruppen og mødes i landsbyen Hjortestien. Alle ved, at når den stolte dværgkonge, som råder over en stor klan af dværge, beder om hjælp, så er det alvorligt og alle går straks i gang med rejseforberedelserne. Barbara sender besked til heltene – også til Baldur, som jo blev en del af gruppen i krigen mod dragekulten. Ranulf, Onkel Balkan og Barbara rejser med skib fra Waterdeep, mens Baldur og Virgil kommer ridende. Alle, bortset fra Virgil, mødes de i Zazesspur og rider ad vest-øst vejen det første stykke og videre mod nord mod bjergene. Her får de god tid til at fortælle, hvad de har lavet de sidste mange år.

Barbara ser ikke en dag ældre ud end da de mødtes sidst – og dog, hun ser mere klog og viis ud og af og til kommer der et sørgmodigt blik i hendes øjne. Hun har fået et stort ar hen over det ene øje, det er ikke kønt, men gør at hun får lidt mere karaktér. Hun er heller ikke så veltrænet som tidligere – hendes fremtoning er mindre muskuløs og hun ser næsten lille ud i sin nye og ikke så prangende rustning. Til gengæld lyder hun mere vidende om alt mellem himmel og jord, og der er ingen tvivl om, at de lange rejser har åbnet hendes horisont og givet hende ny indsigt og viden.

Efter det endte eventyr søgte Virgil ind sin sjæls blakkede overflade og søgte råd hos den gyldne drage. Han gav Virgil en retning og et mål og arrangerede et praktikophold hos Druiden Gantuan i skoven nær Starspire bjergene. Virgil fandt lindring i skovens stilhed og visdom hos Druiden samt kendskab til lægende urter. Virgil åbnede en butik i storbyen med urtermedicin. Han kaldte butikken “Mirakelurten” med produkter som “Viril med Virgil”, “Godt fra haven, til skidt i maven” og endelig storsællerten: ”Virgil Dante giver lyst til at fjante”. Han rejser langt omkring for at indsamle yderligere viden og urter og nyder freden og sit renommé. Det er lykkes ham at købe et lille byhus med butik. Men der er noget han ikke fortæller…

Heltene hyldes i Hjortestien

Da de kommer til Hjortestien bliver heltene modtaget som konger og baroner – bortset fra Baldur er landsbyen deres fødeby, de er kendte ansigter og deres bedrifter er kendt af alle i byen. Det er gået godt for Hjortestien. Byen er firedoblet på de fem år, der er gået siden dragekulten hærgede her, og der er stor velstand. Byen har fået husene malet, der skyder nye op og der er livlig aktivitet. Den primære årsag til denne nye velstand er først og fremmest at der er fred i Tethyr og så alle de penge, som Virgil, Ranulf og Barbara har skænket til byen, men også fordi at dværgene bruger byen som første stop i deres handel med andre. I byen opsøger de deres familier og venner. Det viser sig, at Ranulfs mor er blevet syerske – sammen med Ranulfs to søstre tjener hun gode penge på at sy dværgdragter og det har givet hende en plads i landsbyrådet.

Der er nu hele tre kroer, men heltene vælger den gode gamle Sneharen og indlogerer sig der. Onkel Balkan har stadig et lidt anstrengt forhold til byen, så han tager med, men vælger at overnatte i skoven udenfor byen.  I krostuen finder de Virgil, som sidder ved et bord og ryger pibe, og alle er begejstrede for at se deres gode og lystige ven igen – selvom han dog virker lidt mut. De får serveret alt hvad de ønsker – børn og unge flokkes om heltene, og der bliver fortalt historier fra landsbyen og heltene kvitterer med fortællinger om deres store bedrifter både under og efter dragekrigen. Især insisterer alle på at se det legendariske sværd Lennithors Bane.

Tyveriet af Månens Øje

Mens de sidder der og glædes over gensynet, ankommer et følge af dværge anført af Donnachad Vredeshammer. Han ser alvorlig ud og de går afsides for at tale sammen. Han fortæller, at klanen er blevet bestjålet. Månens Øje – klanens hjerte, beviset for deres magt og nedarvet gennem generationer, er taget fra skatkammeret. Udover dens betydning for dværgklanen er Månens Øje uvurderlig – en diamant på størrelse med en knytnæve. Donnachad ved også nogenlunde, hvad der er sket. To af hans betroede dværge – Benknuserbrødrene, som havde adgang til skatkammeret har for 10 dage siden taget diamanten. Herefter er de mødtes – ikke langt fra Hjortestien – med nogle fremmede, formentlig for at aflevere den. Her er det kommet til kamp, og begge dværge er døde. På samme kampplads, ikke langt fra ligene af dværgene, har de også fundet liget af en ukendt mand. Donnachad beder om deres hjælp til at få Månens Øje tilbage.

Heltene ved, at det kan være alvorligt – ikke kun for dværgklanens berettigelse, men også fordi diamanter af den størrelse kan bruges som katalysator for stor magi, og stor farer lurer, hvis en sådan sten falder i de forkerte hænder. Heltene kender til tre sten, som har ”øje” i navnet. Månens Øje, der er en diamant, Solens Øje, der er en rubin og Dragens Øje, der er en smaragd. Nogen mener at de kommer fra den samme meteorit og er blevet spredt ud over Faerun, og der kan derfor være flere “øje”-sten, som de ikke kender til.

Der er ingen tid at spilde – anført af Donnachad vises de hen, hvor de to dværges lig har ligget i 10 dage og de undersøger dem. Onkel Balkan kan se at der har været 5-7 mandspersoner, enten med tung rustning eller bærende på noget, der er tungt. Ellers er der ingen spor af heste eller andet, der kan give dem noget at gå efter. Et stykke derfra undersøger de også liget af en mand. Han har ingen særkende, faktisk ser det ud som om at nogen har gjort alt for at fjerne alle kendetegn, f.eks. er flippen på hans skjorte skåret af. Han har fint tøj på og er ikke en kendt person i området. De finder ikke ud af mere, men Barbara beder om at få båret de tre lig til et sikkert sted i byen og så går hun ind og hviler sig, men de andre forsøger at få mere information fra landsbybeboerne og fra Donnachad.

Næste morgen udfører Barbara magi, mens et intenst mørke sænker sig om det fryserum, som de tre lig opbevares. Én efter én udspørger hun de døde for at få mere at vide.

Det viser sig, at de to Benknuserbrødre har været i Calimport i Calimshan, hvor en ukendt person, som de aldrig så eller mødte, ved magisk hjælp, overtog deres frie vilje og tvang dem til at stjæle Månes Øje. Herefter skulle de kontakte Thelas Civulteq, et medlem af en kendt og magtfuld købmandsfamilie i Zazesspur og aflevere diamanten. Den ukendte mand, de også fandt liget af, kommer ligeledes fra Zazesspur.

De får også at vide af de døde dværge, at den fornemmeste familie i Calimport står bag tyveriet. Barbara og Onkel Balkan har rejst i Calimshan og ved en del om Sultanen Ralan El Pesarkhal, selvom de dog aldrig har mødt ham personligt. Men de har været i kontakt med hans højre hånd stor-viziren Jamdath. Derudover har alle heltene jo en relation i Calimshan, nemlig Ramon El Pesarkhal, sultanens 73. søn, som de traf i forbindelse med krigen mod Dragekulten.

Der er ingen tvivl, heltene må i første omgang retur til Zazesspur og videre derfra til Calimsham, hvor de må igennem Calim ørkenen til hovedstaden Calimport.

Kapitel 2

Kapitel 3

4. oktober 2017 hos Marianne. Deltagere: David (GM), Marianne (Barbara) Jakob (Baldur), Klaus (Ranulf). Johan (Onkel Balkan) var fraværende.

Efter mange undskyldninger, bukken og skraben, blev vores helte allernådigst fritaget for Hermod og Gotfred Oberlins straf, men blev i næste nu frataget en grundpille i selskabet. Ranulf blev hidkaldt og forsvandt gennem en portal med sin trofaste og sårede væbner over skulderen. Det resterende følge rejste mismodigt til Zassesspur og søgte oplysninger om deres videre færd i Jagten på Månens Øje

Virgil præsenterede sin lille bolig, men pladsmangel førte heltene til stamkroen hvor de fandt et næsten ledigt bord. De præsenterede sig for den ensomme mørkklædte og atletiske unge mand, som viste sig at have god grund til at slå følge med vores venner (….). Det velklingende navn, Gregor Sølverhorn fra Kormyr vagte gruppens tillid og de delte deres oplysninger med ham under mottoet ” Flere ved mere”. Havnen blev observeret, hvor de 3 skibe Jomfruen, Tranlampen og Squirting Bitch lå for kaj, og oplysninger bragt for lyset. Månens Øje var blevet bragt mod syd og yderligere oplysninger beskrev at Månens Øje, en diamant havde søskenestene. Solens Øje, en …, Dragens Øje, en … og Dæmonens Øje, en…. Virgil undersøgte Thelas Civuteq´s, familiens overhoved, ry og rygte. Manden viste sig at være glad for små drenge og smækre mænd….. Eller var det sønnen Alba (?) ( Fyld ud…Hjælp).

 Heltene fik et sølift af den gamle kending Amos Trask og sejlede sydpå.

Kapitel 4

1. november 2017 hos Christian. Til stede: David (GM), Christian, David (GM) Jakob, Johan.

Heltene befandt sig i Memnon  –  en varm ørkenby med brændende temperaturer om dagen og nærmest kolde nætter. Ledetrådene fra Zazesspur blev samlet og forfulgt med et magert udbytte, og heltene forsøgte at finde flere informationer. Baldur gik på havnebordellet Calim’s Haven (Calimshaven), hvor glædespigen Sally delte seng og intel med ham. Hun fortalte, at Tiggernes Laug var dem, der vidste, hvad der foregik i byen. I mellemtiden, og med mindre vellystig selvopofrelse, var Virgil nået frem til samme konklusion. Via en tigger fandt han fandt frem til, at en gruppe seje lejesoldattype for godt 10 dage siden var draget fra det gode skib, The squirting bitch, formentlig med den last heltene eftersøger – Månens Øje. Iblandt dem var en halvelv og en halvork.

Da heltene atter var samlet og nød aftenens kølighed foran deres logi, Den Kælne Kamel, blev de pludselig overfaldet af seks fedladne kæltringe i bar overkrop og med krumsabel. De viste sig ikke at være synderligt seje, og heltene fik hurtigt gjort det af med dem. Kun en enkelt lod de overleve. Mens resten af gruppen tog sig af myndighederne, forhørte Gregor og Baldur ham et listigt sted. Han fortalte, at de var hyret til at teste gruppen. Af hvem og hvorfor vidste han ikke. 

Da natten faldt på, gik heltene til køjs, men tog deres forholdsregler med vagtskifter og magiske alarmer. Det var klogt. Omkring midnat blev døren til deres kammer slået ind med økser og en gruppe på seks overfaldsmænd materialiserede sig. De var anderledes seje og frygtindgydende end den første bølge. Med krigskunst og stor taktisk snilde gik heltene dog af med sejren. Onkel Balcan affyrede dødbringende byger af pile, Gregor knuste dem med lynild, Virgil med alskens snedige manøvrer og Baldur med Lennithors Bane (“Sandhedens Sværd”). Barbara var skidtmas, men distraherede slynglerne med fæle dunster. 

Heltene gør sig nu klar til at drage med karavane over ørkenen til Calimport. Da Balkan nu viser sig at være en mester i ørkener, er de vist ikke i fare for at gå vild (vel David?!?). Virgil ville foretrække et flyvende tæppe, men det virker uladsiggørligt at rekvirere det fornødne antal af disse sjældne magiske objekter, som normalt er forbeholdt Calimshans pashaer”.

Kapitel 5

6. december 2017 hos David. Deltagere: David (GM), Marianne (Barbara), Johan (Balkan) og Christian (Virgil). Jakob (Baldur) og Klaus (Gregor) kom lidt senere.

Heltene påbegyndte deres rejse gennem Calim-ørkenen som medlemmer af en handelskaravane på 20 vogne. Beskyttet af Faruk og lejesoldaterne fra Sultanens Øje. følte de sig i gode hænder. De første to dage forløb da også gnidningsfrit efter lidt indlæringsvanskeligheder med at ride på dromedar.

På tredjedagen brød en voldsom sandstorm imidlertid løs. Den var forårsaget af kampen mellem otte djinni’er og efreetier oppe på himlen. Heltene gjorde som deres ørkenvante rejsefæller. De holdt sig tæt sammen og dækkede sig til, men stormen tiltog til stadighed i kraft. Da tyede Mester Gregor til trolddom og fremmanede en lille hytte af magisk energi, som holdt ørkensandet ude og heltene sikre. mens sandet lukkede sig over dem. Der sad de så i tre timer, indtil stormen løjede af. Barbara forsøgte på magisk vis at kontakte Faruk, men fik intet svar – formentlig var han død.  

Da de atter nåede overfladen, havde sandet dækket alt. Der var intet levende væsen at se og ingen kendemærker, undtagen en gryde i sandet et stykke borte, hvor en spids stak op. Da heltene kom derhen viste det sig at være en ziggurat fra en ældgammel civilisation. De gik derind og fandt symboler, som henviste til en eller anden form for religiøs opstigning. Der var også adskillige kamre, hvis trædøre var blevet beskyttet af den tørre ørkenluft. Det første kammer de gik ind i var spækket med bøger og skriftruller fra gulv til loft. I sin higen efter lærdom trak Mester Gregor en bog ud fra en af reolerne, men et lille ansigt dukkede frem på bogryggen og bad ham gå ad H. til (eller noget i den stil?). Straks begyndte bøger at flyve gennem rummet og angribe heltene, i særdeleshed Virgil, som havde fremdraget en brandbar anordning opkaldt efter den bekendte ildmager Molotov af Den Røde Stjerne. Værre blev det, da visse af bøgerne også begyndte at skyde med lynkiler, der forvoldte stor skade. De fleste af heltene trak sig ud af rummet, men Virgil fik i to omgange hevet nogle bøger og skriftruller ud af rummet, før også han tog flugten.

Bøgerne og skriftrullerne de havde bjærget viste sig mestendels at indeholde oplysninger af historisk interesse – en gammel og hedengangen civilisations arve- og skatteregler. Men en af skriftrullerne virkede anderledes interessant, og den fik Mester Gregor til opdrag at undersøge den næste times tid. Imens diskuterede heltene deres planer og der var almindelig enighed om at udforske zigguraten. Nogle mente, at den kunne rumme muligheder for at bringe dem til Calimport, andre var blot sultne efter gamle glemte skatte. 

Da Mester Gregor var færdig med at granske skriftrullen, fortalte han. at den gav muligheden for at kunne transportere sig på magisk vis (husker ikke helt formuleringen). I sit hjerte følte Barbara dog, at han holdt nogle oplysninger tilbage, og aftenen sluttede med almindelig nid og mistro.

Kapitel 6

10. januar 2018 hos David.

Kapitel 7

31. januar 2018 hos David. Til stede: David (GM), Marianne (Barbara), Johan (Balkan), Jakob (Baldur) og Klaus (Gregor).

Udsnit af Baldurs hemmelige dagbog:
Allerkæreste søster. Jeg havde en underlig drøm. Jeg så Onkel Balkans læber begyndte at skælve og øjnene rullede. Jeg så ham løbe i vild kyllinge-zikzak ud af ziguratten, mens hans svingede vildt omkring sig og hulkede i vilden sky. Og mens han løb, blev håret hvidt og tænderne raslede ud af hans mund.

Jeg så Babsie blive besat af en sær kvindelig ånd, der så ud som om hun om var blevet kvalt. Og jeg så en tilsvarende ånd besætte mig og fortære min vilje, således at jeg frådende kastede mig over Gregor, som jeg tilføjede et lystigt hug (hvilket jeg i al hemmelighed må indrømme føltes godt).

Og jeg så Gregor trække en skriftrulle op af gemmerne og fremkalde magtfuld magi, mens han læste den op.

Så sluttede min drøm. Vi stod alle fire uskadte i et kammer i ziguratten foran en kiste, som vi besluttede os for ikke at åbne. I stedet gik vi ned ad den store centrale mamor-vindeltrappe.

Her kom vi til et cirkulært kammer, der var zigurattens indgangskammer før Calim-ørkenens sand for årtusinder siden tildækkede den. Der var en stor dobbeltport, som engang var stedets hovedindgang. Der var fem mindre døre, bag hvilke vi fandt resterne af forråd. Og mellem de fem mindre døre var der i nord, syd og vest tre kæmpemæssige døre med nogle forskellige tegn og sten indlagt. Gruppens kloge-åger tydede det som, at døren i syd førte til noget med planer og rejser. Den i vest til noget med lederskab, mens den i syd handlede om mønter. Vi tolkede det som skatkammeret og valgte naturligvis at starte med den.

Imidlertid lod døren sig ikke åbne. Hverken med råstyrke eller på anden vis. Tilslut begav Gregor og jeg os derfor ud i et stort vovestykke. På magisk vis ville troldkarlen teleportere os gennem døren. Vor rejse begyndte, men vi kom ikke igennem. Angiveligt fordi, der er indlagt bly i døren, som åbenbart blokerer magi (tænker man må kunne få en forretning ud af den viden).

Nå, men norddøren var heller ikke til at rokke, mens døren i vest til vor store overraskelse kunne åbnes. Vi kom ind i et langt aflagt kammer, der udvidede sig til en egentlig sal. Langs væggene var salen beklædt med spejle og for enden af kammeret var en sort tronstol med nogle tøjrester.

Babsie og jeg tog et par skridt hen mod tronsalen – og så skete det! Ud fra spejlene trådte fire skikkelser. Det var os! Eller rettere forvanskede kopier af os. En Babsie med større patter (uhmmm). En Gregor med lidt mere spids næse end sædvanligt (og det siger ikke så lidt). En Balkan som var lidt mindre – træagtig, og en mig, som var lidt mindre mandhaftig.

Nå, men vi skal jo nok til at kæmpe. Skriver igen, når kampen er ovre.

Kapitel 8

28. februar 2018 hos Christian.

Kapitel 9

4. april 2018. Miv fraværende.

Kapitel 10

2. maj 2018 hos Klaus.

Kapitel 11

6. juni 2018 hos David.

Kapitel 12

18. juni 2018 hos David

Der blev ikke spillet rollespil, men hygget.